Skip til primært indhold

Diagnostisk Center for Mulige Kræftsygdomme

DCMK Ambulatorium består af et kvalificeret og tværfagligt team af speciallæger og sygeplejersker, der varetager udredning af patienter med henvisning på mistanke om alvorlig sygdom.

Her modtages patienter til udredning af

  • MAS (Mistænkt alvorlig Sygdom der kan være kræft)
  • MUP (Metastaser Uden kendt Primærtumor)
  • Mistanke om hepatocellulært karcinom (HCC) ved radiologisk undersøgelse
  • Malignsuspekte lymfeknuder
  • Monosymptomatisk større vægttab inden for kort tid

Vores primære mål er at sikre en hurtig, effektiv og grundig udredning ved mistanke om alvorlig sygdom – herunder kræft. Patientforløbet tilrettelægges med udgangspunkt i gældende retningslinjer og kliniske instrukser.

Ambulatoriet ledes af speciallæger med ekspertise inden for gigt- og bindevævssygdomme, blodsygdomme og medicinske mave- og tarmsygdomme. Desuden er yngre læger samt koordinerende sygeplejersker en fast del af teamet.

Der foretages daglig visitation af henvisninger, undtagen i weekender og på helligdage. Når en henvisning er vurderet af speciallægen, kontaktes patienten af en visiterende sygeplejerske, som informerer om det videre udredningsforløb.

De fleste patienter indkaldes hurtigt til en indledende samtale. På baggrund af samtalen besluttes det videre udredningsforløb efter individuel vurdering. Hvis mistanken om alvorlig sygdom bortfalder, afsluttes patienten til egen læge. Patienten modtager altid fyldestgørende information om udredningsforløbet eller afslutningen heraf.

Mens udredningen pågår, følges patientens prøvesvar og eventuelle parallelle undersøgelser nøje. Patienten orienteres løbende, primært via telefon, medmindre andet er aftalt. Ved patientens ønske og samtykke kan pårørende inddrages, og vi tager gerne kontakt til en navngiven pårørende.

Ved alvorlige fund indkaldes patienten som udgangspunkt til fysisk fremmøde, medmindre andet er aftalt. Patienten opfordres til at medbringe en pårørende til samtalen.

Udredningen afsluttes enten med tilbagemelding til egen læge, hvis mistanken om alvorlig sygdom afkræftes, eller ved overførsel til et relevant pakkeforløb for videre udredning/behandling.

APPFWU02V