Skip til primært indhold

Sådan! Bare spring ud i det, når du skal på forskningsophold

Morten Bjerregaard-Andersen har boet i udlandet flere gange som del af sin forskerkarriere. Det har givet et stort fagligt og personligt udbytte, og tre børn i skolealderen er ingen hindring for, at det stadig kan lade sig gøre.

Morten Bjerregaard-Andersen uden for den Nationale Diabetes Association (ANDD)

Morten Bjerregaard-Andersen med sine kolleger uden for den Nationale Diabetes Association (ANDD) i Guineau-Bissau

-Bare spring ud i det.

Sådan runder Morten Bjerregaard-Andersen af. Han er overlæge og forsker i diabetes. Hans første udlandsophold i denne sammenhæng var allerede under medicinstudiet, og det er også under et udlandsophold, at han har truffet sin kone.

Nu har han, hans hustru og tre skolebørn været fire måneder i Guinea-Bissau, og i denne udgave af ”Sådan” kan du blive klogere på, hvordan det kan lade sig gøre at tage af sted til udlandet med skolebørn.

-Guinea-Bissau var det oplagte ophold for os som familie. Jeg har forskningssamarbejder og -projekter dernede, min kone er derfra, og vi har tidligere været der, forklarer Morten.

-Det har jo også gjort praktikken nemmere, at vi kendte stedet i forvejen.

Det er ellers en af de opfordringer Morten Bjerregaard-Andersen har, når det gælder udlandsophold – lær stedet at kende inden. Besøg gerne forskningscentret og byen, så du har set det med egne øjne.

3 gode råd:

Morten Bjerregaard-Andersens 3 gode råd til et udlandsophold med hele familien:

  • Planlæg det i god tid. Det tager tid at spare op, søge funding og løse det praktiske med skole og ophold. Det fylder meget i tiden op til, så brug ikke mere end et år på praktikken – så risikerer du at få sat for meget på pause derhjemme.
  • Spar op. Det er bare dyrere at være afsted, end at være derhjemme. Der er jo også nogle udgifter hjemme, som fortsat skal dækkes.
  • Få fat i en bil! Det er næsten mit vigtigste råd. Man er meget låst uden en bil, især som børnefamilie. Om man lejer eller køber er en smagssag, men bilen gør, at den dagligdags logistik bliver nemmere - og bilen åbner op for eventyr og udflugter i weekends.

-Vi har tidligere været af sted som familie i Portugal i 3 ½ måned. Der var jeg også på besøg på stedet inden, for at sondere terrænet.

Skolegang i udlandet – sådan gjorde vi

Morten Bjerregaard-Andersen har tre børn på 6, 9 og 12 år, og derfor har de fire måneder i Guinea-Bissau også budt på et møde med en international skole. I Danmark er der undervisningspligt, men ikke skolepligt, så det har betydet, at Morten og hans hustru i princippet kunne have hjemmeskolet børnene i den periode, de var afsted.

-Vi valgte, at børnene skulle gå på en international skole. Det var det, som gav mest mening for os i forhold til, at vi skulle kunne passe vores arbejde, men også for at børnene fik mest muligt ud af opholdet, forklarer Morten Bjerregaard-Andersen:

-Vi havde hørt lidt om den internationale skole i Guinea-Bissau fra andre. I Portugal havde vi dog besøg skolen inden – og det vil jeg klart anbefale, hvis man har muligheden for det.

På den internationale skole var der børn fra hele verden, så udover at lære noget fagligt, har børnene også stiftet bekendtskab med andre kulturer og mennesker.

Fire måneder er længe nok til, at det har været muligt at skabe en hverdag som familie: op og afsted i skole og på arbejde, fritidsaktiviteter og alt det andet, som hører hverdagen til. Men det er heller ikke længere, end at børnene forholdsvis let kan komme tilbage til skole og venner hjemme i Danmark.

Mere end forskning: Hverdagen og oplevelserne

Et forskningsophold handler dog ikke kun om arbejde og skole. Et længere ophold giver meget. Det giver en anden mulighed for også at nå at stoppe op og nyde at være ude.

-Vi kender jo Guinea-Bissau godt, og vi har rigtig mange, vi skal nå at se, når vi er der. Det har vi fået mulighed for nu, hvor vi har været dernede lidt længere, siger Morten Bjerregaard-Andersen:

-Det har givet friheden til også at stoppe op og nyde øjeblikket, sidde på terrassen og bare være afsted.

Morten Bjerregaard-Andersen opfordrer også til at tænke sin partner ind i hele processen, inden man tager afsted.

-Det skal være en acceptabel hverdag for din partner. Det skal være meningsfuldt. De sætter jo også potentielt en karriere på pause i en periode, forklarer Morten:

-Min hustru har ikke et arbejde, hun kunne ”tage med”, men hun har lavet frivilligt arbejde, hvor hun været involveret i et skoleprojekt hernede i Guinea Bissau. Da vi var i Portugal afviklede hun ferie, og brugte blandt andet tid på at besøge familie i landet.

Planlægning, økonomi og praktiske råd

Helt lavpraktisk anbefaler Morten Bjerregaard-Andersen, at man planlægger sit udlandsophold i god tid. Der er en masse praktisk med skole og bolig, men også økonomi.

-Det gælder om at få sparet op. Jeg har søgt funding til mit ophold, men familien har vi selv betalt for. Og så skal man huske, at der kun er én indtægt i en periode, forklarer Morten Bjerregaard-Andersen.

Samarbejde og funding

Opholdet skete i samarbejde med Bandim Health Project og den Guineanske Diabetes Forening (ANDD).

Det blev støttet af Internationaliseringspuljen på Esbjerg Grindsted Sygehus. Mortens forskningstid er støttet af Endokrinologisk og Nefrologisk Afdeling, Esbjerg Grindsted Sygehus, samt Institut for Regional Sundhedsforskning ved Syddansk Universitet samt Steno Diabetes Center Odense.

I forhold til det praktiske omkring opholdet, så anbefaler Morten, at man inddrager forskningsstedet. De har ofte mulighed for at hjælpe med det praktiske eller guide én videre til de rigtige kontakter.

-Og sørg for at have en formel aftale, så det ikke kun er en enkelt professor, der ved, at man kommer, men at hele forskningsinstitutionen er forberedte. Undersøg også, om der faktisk er mulighed for at lave det, som du har planlagt, siger Morten:

-Og så skal man huske, at der er en hverdag ved forskningsinstitutionen – og den skal du være en del af. Vær fleksibel, omgængelig og stik en finger i jorden: ”Hvordan gør I her?”.

Og som Morten Bjerregaard-Andersen selv siger: Bare spring ud i det.

Mød forskeren

Morten Bjerregaard-Andersen er overlæge på Esbjerg Grindsted Sygehus og forsker i diabetes. Han er klinisk lektor ved Institut for Regional Sundhedsforskning og Forskningsenhed for Endokrinologi på Esbjerg Esbjerg Sygehus, samt ved Center for Global Sundhed på Klinisk Institut. Han er blandt andet en del af et større dansk studie omkring COVID-19 og udvikling af type 1 diabetes. Derudover har han et forskningssamarbejde med Bandim Health Project og den Nationale Guineanske Diabetesforening (ANDD) i Guinea-Bissau omkring diabetes.

APPFWU01V