Skip til primært indhold

Stamceller som mulig behandling af Peyronies sygdom

Ny forskning viser, at stamceller fra mavefedt kan anvendes sikkert som led i behandling af Peyronies sygdom – en tilstand, der medfører krumning af penis.

Majken Højrup Wiborg har forsket i krummerikker

Majken Højrup Wiborg har de sidste fem år undersøgt, om stamceller kan bruges til behandling af Peyronies.

De sidste fem år har læge og Master i sexologi, Majken Højrup Wiborg, forsket i, hvordan stamceller kan skabe nye behandlingsmuligheder for patienter Peyronies sygdom, som rammer mellem 3 og 8 procent af alle mænd.

Den 1. november 2024 forsvarede Majken sin ph.d. og konkluderede, at stamcellebehandlingen er sikker, men at der kræves yderligere forskning for at fastslå, om behandlingen reelt kan rette krumningen:

- Vi fandt, at stamceller fra mavefedt kan bruges sikkert til behandling af patienter med Peyronies sygdom. Hele 77 procent af deltagerne vil anbefale behandlingen, og 50 procent syntes selv, de oplevede en forbedring. Men vi kan ikke med sikkerhed sige, om krumningen faktisk bliver mindre, forklarer Majken.

 

Ingen lette løsninger
Peyronies sygdom starter med arvæv i den elastiske hinde i penis, som i sygdommens akutte fase kan føre til smerte og begyndende krumning. Efter 6-18 måneder bliver tilstanden kronisk, og krumningen kan gøre seksuel aktivitet vanskelig.

- Vi mangler fortsat effektive behandlingsmuligheder. Det påvirker både livskvalitet og psyken hos mange patienter, fortæller Majken, der håber, at forskningen kan bidrage til en fremtidig løsning.

Målet med ph.d’en har været at skabe opmærksomhed på sygdommen og at undersøge nye behandlingsmuligheder med stamceller, som tidligere studier har vist kan have en effekt.

Når en Peyronies-patient henvises til urologisk afdeling i den akutte fase, er der på nuværende tidspunkt ikke noget tilbud om behandling, dels fordi man endnu ikke ved nok om sygdommen, og fordi der ikke foreligger en effektiv behandling. 

Er krumningen generende for at kunne være seksuel aktiv, kan patienter i den kroniske fase tilbydes operation, hvor penis udrettes kosmetisk.

- Det er utilfredsstillende som behandler ikke at kunne tilbyde sine patienter en helbredende behandling. Det var derfor også mine patienter, der inspirerede mig til at gå ind i forskning, siger Majken.

 

En ny vej
Med en baggrund som speciallæge i urologi og Master i sexologi samt en europæisk eksamen i sexologi har Majken for nyligt startet sin egen Klinik for Sexologi i Esbjerg. Her tilbyder hun hjælp til patienter med seksuelle problemstillinger – herunder Peyronies sygdom.

- Peyronies sygdom og andre sexologiske problemstillinger er ofte tabubelagte. Jeg drømmer om at skabe et trygt rum, hvor mine patienter kan få hjælp, siger hun og afslører, at hun vil udvide sin forskning på området i 2025.

APPFWU01V