Esbjerg og Grindsted Sygehus får ny adjungeret professor
Jeroen Hendriks er ny adjungeret professor på Esbjerg og Grindsted Sygehus.
I fredags blev der afholdt tiltrædelsesseminar for professoren i klinisk sygepleje, Jeroen Hendriks, fra Maastricht University.
Jeroen er blandt andet ekspert i integreret sygepleje samt patientinddragelse, personliggjort pleje og teknologiudvikling for fremtidens sygepleje.
- Vi glæder os til at styrke sygeplejeforskningen under kardiologisk forskningsgruppe med så stærk en international profil, og vi ser frem til det fortsatte samarbejde på tværs af vores forskningsgrupper, fortæller klinisk professor Axel Brandes ved Forskningsenheden for Kardiologi på Esbjerg og Grindsted Sygehus.
Ved fredagens tiltrædelsesseminar for Jeroen Hendriks gæstede desuden professor Anna Strömberg fra Linköpings Universitet, som delte indsigter i hjemmebaseret hjerterehabilitering.
Jeroen Hendriks er formelt udnævnt som adjungeret professor i klinisk sygepleje ved Institut for Regional Sundhedsforskning på Syddansk Universitet og ved Forskningsenheden for Kardiologi på Esbjerg og Grindsted Sygehus.