Diabetes- og Hormonsygdomme

Diabetes mellitus er sygdommen, som de fleste kender som sukkersyge. Når man har sygdommen, har man forhøjet koncentration af sukker i blodet. Den hyppigste form er diabetes type 2, som udgør 80 % af diabetestilfældene. De fleste af de resterende 20 % har diabetes type 1.

Begge sygdomme er forårsaget af problemer med hormonet insulin, hvis funktion er at få sukkeret i blodet transporteret ind i cellerne i kroppens forskellige væv. Insulin produceres i bugspytkirtlen. Ved diabetes type 1 produceres der for lidt eller slet intet insulin. Ved diabetes type 2 skal man ofte bruge mere insulin end normalt, hvilket kan skyldes overvægt, inaktivitet eller at insulinet ikke længere virker så godt, som det skal.

Behandlingen af sukkersyge sker ved:

• Medicinsk behandling – tabletter, injektioner eller begge dele.
• Ændring af livsstil – diabetesvenlig kost og øget fysisk aktivitet.

Ambulatoriets funktion er at kontrollere behandlingen af diabetes og samtidig forebygge akutte komplikationer samt screene for senkomplikationer til sukkersygen. Senkomplikationerne skyldes, at det forhøjede blodsukker skader både små og store blodkar, hvis man ikke får det behandlet ned i et normalt niveau.

Akutte komplikationer:

For lavt blodsukker under insulinbehandling – instruktion i symptomer og hurtig behandling heraf.

Bevidsthedspåvirkning grundet for højt blodsukker – forebygges ved god kontrol af sukkersygen.

Senkomplikationer ses typisk i form af karskader i:

• Øjnene – dette undersøges ved en årlig øjenscreening i ambulatoriet.
• Nerver – dette undersøges ved kontrol af følesansen i fødderne.
• Nyrer – dette undersøges ved, at man afleverer en urinprøve forud for tider i ambulatoriet.
• Hjerte- og karsygdomme – kontrol af blodsukker, blodtryk, vægt og kolesteroltal i forbindelse med tider i ambulatoriet, samt hjælp til rygestop.

Regulation og kontrol af sukkersyge foregår gennem et samarbejde mellem patienten, sygeplejersker, læger og diætister, således der kan opnås den optimale kontrol af sygdommen og risikoen for ovennævnte senkomplikationer mindskes mest muligt.

Skjoldbruskkirtlen sidder foran på halsen og producerer stofskiftehormonerne thyroxin (T4) og trijodthyronin (T3) udfra jod, som kirtlen optager fra blodet. Hormonerne føres med blodet rundt og styrer energiomsætningen i alle celler i kroppen, og er derfor livsnødvendige. Sygdomme i skjoldbruskkirtlen ses langt hyppigst hos kvinder.

Forhøjet stofskifte (hyperthyreose)

Skyldes at skjoldbruskkirtlen producerer for meget hormon. Årsagen hos yngre er ofte, at kroppen har dannet antistoffer mod skjoldbruskkirtlen. Disse antistoffer stimulerer kirtlen til øget hormonproduktion (Graves sygdom).

Symptomerne kan være vægttab, øget appetit, svedtendens, varmefølelse, indre uro, hjertebanken, rysten.
Hos yngre med Graves sygdom kan der forekomme ledsagende øjensygdom. Årsagen hos ældre er ofte, at der har udviklet sig knudestruma, hvor kirtelvævet er omdannet til knuder, hvoraf nogle er meget hormonelt aktive, andre inaktive. Symptomerne er som beskrevet ovenfor. Dog ses hos ældre ofte mere ukarakteristiske symptomer.

Behandlingen ved Graves sygdom er stofskiftenedsættende tabletter (fx Thycapzol eller PTU) i 18-24 måneder, hvorefter tilstanden ofte er bragt til ro, og behandlingen kan ophøre. Ved gentagne tilfælde kan det blive nødvendigt med radiojodbehandling og en sjælden gang med kirurgisk behandling.

Behandlingen ved knudestruma er også tabletter med henblik på at normalisere stofskiftet.
Her kan man imidlertid ikke regne med at kunne kurere stofskiftesygdommen og komme ud af tabletbehandlingen. Derfor vil man ofte hurtigt vælge at give radiojodbehandling eller kirurgisk behandling afhængig af situationen. Alternativet er livslang tabletbehandling.

Nedsat stofskifte (hypothyreose)

Skyldes at kirtlen producerer for lidt hormon. Årsagen kan være dannelse af antistoffer mod skjoldbruskkirtlen, som nedsætter dens hormonproduktion.
Andre årsager kan være tidligere kirurgisk fjernelse af dele af kirtlen eller tidligere radiojod behandling.
Ekstremt lavt stofskifte er ikke foreneligt med livets opretholdelse, men ses meget sjældent i dag, da tilstanden opdages, inden det kommer så vidt.

Symptomerne kan være træthed, vægtøgning, kuldskærhed, tør hud, hårtab, forstoppelse, ødem, initiativløshed, depression m.m. Symptomerne er således et bredt panorama og er især ukarakteristiske hos ældre. Behandlingen er stofskiftehormon Eltroxin, der gives som tablet.

Struma

Struma betyder blot at skjoldbruskkirtlen er for stor. Det kan betyde at kirtlen generer og trykker på halsen, men det kan også være et kosmetisk problem. Ofte kan strumaen ses direkte. Ellers kan den mærkes ved lægens undersøgelse af halsen eller ses ved scanning. Strumaen kan bestå af øget mængde normalt ensartet kirtelvæv eller den kan skyldes dannelse af knuder eller cyster. Struma kan være forbundet med forhøjet, nedsat eller normalt stofskifte.

Behandlingen afhænger af situationen, men kan være operation ved stor generende struma, radiojod, som kan reducere størrelsen noget eller ingen behandling.

Hvem skal henvises

Patienter kan på mistanke om sygdom i skjoldbruskkirtlen henvises til undersøgelse og behandling via praktiserende læger eller andre sygehusafdelinger.

Undersøgelses- og behandlingsmetoder ved sygdom i skjoldbruskkirtlen

Blodprøver bruges til at bestemme stofskiftet (højt, lavt, normalt) og indgår derfor både i diagnosen og i kontrollen af iværksat behandling. Det er derfor nødvendigt med løbende kontrolprøver for at afgøre, om det høje eller lave stofskifte er under passende opretning under behandlingen. I en blodprøve kan man også bestemme tilstedeværelsen af eventuelle antistoffer rettet mod skjoldbruskkirtlen.

Skintigrafi er en nuklearmedicinsk undersøgelse, hvor man efter indgift i blodet af en lille dosis radioaktivt sporstof kan danne billeder af skjoldbruskkirtlen. Man får herved et godt indtryk af kirtlen funktionstilstand.
Billederne viser, om der er varme eller kolde områder, altså områder med høj eller lav aktivitet.
Undersøgelsen er uden ubehag for patienten og den radioaktive dosis er lav, dvs. stråleniveau som ved et røntgenbillede.

Ved ultralydsskanning kan den nærmere anatomiske opbygning af kirtlen fremstilles, og man kan se, om kirtlen er jævn i opbygningen eller indeholder knuder eller cyster. Under skanningen kan der, om nødvendigt, tages vævsprøver med en tynd kanyle fra en knude eller cyste.

Radiojodbehandling udføres, ligesom skintigrafien, på Nuklearmedicinsk Afdeling. Metoden kan anvendes for at behandle et forhøjet stofskifte eller til behandling af en mindre struma. Man drikker en dosis radioaktivt jod, som så optages i skjoldbruskkirtlen og bestråler denne indefra. Herved nedsættes stofskiftet langsomt over de følgende uger og kirtlen skrumper. Behandlingen er uden ubehag, og giver ingen risiko for efterfølgende kræft.

Kirurgisk behandling foretages ofte ved stor struma og i sjældne tilfælde ved højt stofskifte for eksempel, hvis medicinen ikke tåles. Operationen foretages af specialister på Kirurgisk Afdeling, Esbjerg og Grindsted Sygehus.
Hvilken udredning og behandling der iværksættes i det enkelte tilfælde afhænger af sygdommens art og afgøres ved samtale og fællesbeslutning mellem patient og læge.

Sygdomme i biskjoldbruskkirtler

Bagved skjoldbruskkirtlen på halsen sidder fire små kirtler - biskjoldbruskkirtlerne, som danner det kalkstyrende hormon PTH. Hvis en af disse kirtler begynder at vokse og danne en knude, ses der overproduktion af PTH, hvilket medfører at kalkniveauet i blodet stiger og bliver for højt. Sygdommen hedder primær hyperparathyreoidisme. Forhøjet kalk i blodet kan være forbundet med tørst, træthed, forhøjet blodtryk, påvirket nyrefunktion, knogleskørhed og psykiske symptomer mm. Der kan være mange årsager til forhøjet kalk i blodet, men primær hyperparathyreoidisme er en af de hyppige.

Hvem skal henvises

Alle med forhøjet kalk i blodet skal udredes. Hvis der er mistanke om kirtelsygdom som baggrund, kan patienten henvises til hertil.

Undersøgelse og behandling

Tilstanden undersøges ved måling af kalk og hormonet PTH i blodet. Da der som nævnt er mange andre grunde til forhøjet kalk, er det nødvendigt at udelukke disse. Undersøgelsesprogrammet vil derfor inkludere yderligere blod- og urinprøver med henblik herpå. Herudover laves der en ultralydskanning af halsen for, om muligt, at identificere den forstørrede biskjoldbruskkirtel. Disse undersøgelser foregår på Diabetes- og Hormonsygdomme afdelingen på Esbjerg og Grindsted Sygehus.

Behandlingen er operation med fjernelse af den forstørrede biskjoldbruskkirtel. Det drejer sig om en lille operation, som foregår på Odense Universitetshospital. Forud for operationen foretages der også på Odense Universitetesuniversitet skintigrafi af biskjoldbruskkirtlerne med et radioaktivt sporstof.

Opholdstiden i Odense er oftest et par dage og herefter eventuelt en dag på Endokrinologisk afdeling SVS. Som komplikation til operationen ses i færre end 1 % beskadigelse af stemmebåndsnerven. Efterkontrol foregår på Endokrinologisk Ambulatorium på Esbjerg og Grindsted Sygehus efter ca. 4 og 26 uger forudgået af blodprøver.

Ambulatoriet varetager diagnosticering, behandling og kontrol af patienter med knogleskørhed (osteoporose).
Det indebærer i de fleste tilfælde undersøgelse med en knogleskanning af hoften og ryggen samt blodprøver.

Knogleskørhed er hyppigst hos kvinder efter overgangsalderen men ses også hos mænd. Behandlingen kan bestå af tabeletter eller indsprøjninger der enten tages af patienten selv eller gives som drop i ambulatoriet.

Forhøjet kalkstofskifte (primær hyperparathyreoidisme) er en hyppig årsag til for højt kalk-indhold i blodet og skyldes i de fleste tilfælde en for stor dannelse af biskjoldbruskkirtelhormon fra én af de i alt fire biskjoldbruskkirtler på halsen. I mange tilfælde kræver sygdommen ikke behandling, men det kan afhængig af sværhedsgraden være nødvendigt at behandle med medicin eller henvise til en operation, hvor den ene biskjoldbruskkirtel fjernes

En række relativt sjældne sygdomme, der enten skyldes øget eller nedsat produktion af hormoner fra kirtlerne. Hypofysen er en lille kirtel på 0,7g., der er fæstnet til undersiden af hjernen med en stilk.

Kirtlen varetager forbindelsen mellem hjernen og flere af kroppens øvrige kirtler. Nedsat produktion af en eller flere af hypofysens hormoner (hypfyse insufficiens) fører til svigt af en eller flere af de øvrige kirtler, som har stor betydning for kroppens normale funktion. Øget funktion af hypofysen skyldes ofte en knude i hyposen og fører til øget hormon produktion.

Den hyppigste sygdom er et prolaktinom, der er en lille knude, som producerer øget mælkekirtelhormon. Selv knuder i hypofysen, der ikke producerer hormoner, kan give symptomer, idet de kan forhindre den normale hormonproduktion eller på grund af størrelsen trykke på hjernen og især synsbanerne.

Binyrerne er placeret ovenover nyrerne, de producerer bl.a. hormoner, der styrer saltbalancen og kroppens stressreaktioner. Hyppigste sygdom er manglende hormonproduktion (binyrebark insufficiens), der enten skyldes sygdom i hypofysen eller i binyrerne.

Gonaderne er en samlet betegnelse for kønskirtlerne hos mænd (testikler) og kvinder (æggestokke). Hyppigste sygdom er mindsket hormonproduktion hos mænd og for tidlig ophørt produktion hos kvinder før normal overgangsalder. Kan skyldes sygdom i hypofysen eller sygdom i kønskirtlerne.

Hvem skal henvises

Patienter, der har en af disse sygdomme eller hvor der er mistanke herom, har ofte brug for speciallægevurdering. Mange patienter følges i flere år i ambulatoriet til kontrol og behandling.

Undersøgelser og behandling

Undersøgelser, der er nødvendige for at stille diagnosen, består, udover blodprøver, ofte af tests, hvor kirtlernes funktion stimuleres med medicin.
Behandling, herunder kirurgi af meget sjældne tilfælde, sker normalt på Odense Universitetshospital (OUH) og efterfølgende kontrol ofte i et samarbejde mellem OUH og SVS.