Skip til primært indhold

Dansk forsker-team gør verden klogere på prognosen hos patienter med stabile hjertekramper ved hjælp af FFR-CT

Forskning i åreforkalkning baseret på patienter fra Syddanmark og fra Aarhus Universitetshospital trækker lige nu overskrifter globalt blandt lægelige eksperter i hjertesygdomme

Forskningsmiljøet på Esbjerg Sygehus, Syddansk Universitetshospital er lige nu med til at fremhæve, hvordan en ny og avanceret analysemetode, FFR-CT, kan hjælpe patienter, der lever med stabil hjertekrampe og derfor med mellemrum oplever smerte eller ubehag i brystet.

Stabil hjertekrampe skyldes i de fleste tilfælde åreforkalkning af hjertets kranspulsårer, som reducerer blodforsyningen til hjertet. Dansk forskning baseret på i alt omkring 900 patienter fra Aarhus, Odense og Esbjerg har tidligere vist, at analysemetoden gør det nemmere at afgøre, hvilke patienter, der har åreforkalkning, som giver forringet livskvalitet på grund af tilbagevendende ubehag i brystet.

Nu viser det sig, at FFR-CT analysen også er pålidelig i forhold til at kunne skelne mellem de patienter, der klarer sig bedre med stabil hjertekrampe på længere sigt (3 år), og de patienter, som har større risiko for blodprop i hjertet eller død. Diagnostik af patienter med størst risiko giver lægerne en mulighed for at optimere behandlingen, hvilket kan omfatte medicin, ballonudvidelse med stent eller bypassoperation.

Det er store nyheder, der betyder at forskerholdet fra Esbjerg er hevet direkte ind på den største talerstol på den førende hjertemedicinske kongres, TCT, der finder sted i San Francisco fra 23.-25. oktober. I alt er forskerholdet inviteret til at holde fire oplæg.

mikrofon

’Det er ganske få forskere, der får muligheden for at præsentere deres forskning i så vigtigt et forum. Vi træder nu ind på den store scene og med de visioner vi allerede har lagt an for fremtiden, så håber vi på, at det bliver et ”på gensyn” når lyset slukkes og salene tømmes. Vores hold i Esbjerg og vores gode samarbejdspartnere på Aarhus og Odense Universitetshospitaler har fundet noget nyt, som har stort potentiale og derfor også vækker interesse internationalt’, siger læge og forsker Kristian Tækker Madsen fra Esbjerg Sygehus - Syddansk Universitetshospital.

Det skønnes, at op mod 100.000 danskere lever med stabil hjertekrampe, men rækkevidden af forskernes arbejde er langt større, idet deres fund og konklusioner nu deles globalt.

Simulation, avancerede beregninger og flere resultater på vej

Den nye analysemetode FFR-CT består af komplekse, matematiske beregninger baseret på 3D-information fra patientens hjerte-CT scanning. Det kan beskrives som en avanceret computersimulering af blodgennemstrømningen i patientens kranspulsårer, som med høj præcision kan vurdere, hvordan åreforkalkningen påvirker blodforsyningen til hjertet. I Danmark anvendes metoden til klinisk undersøgelse i Region Syddanmark og på Aarhus Universitetshospital.

Forskergruppens placering helt i front internationalt understreges også af andre aktuelle projekter. Esbjerg Sygehus har en af ganske få nye skannere med foton-teknik, og forskningsleder og klinisk professor Niels Peter Rønnow Sand og andre læger fra det hjertemedicinske område planlægger at undersøge ca. 150 patienter med tilbagevendende brystsmerter trods tidligere indsættelse af stent i hjertets kranspulsårer. Det vil være banebrydende, hvis dette studie viser, at undersøgelse med den nye foton-scanner er lige så akkurat til at vurdere forekomst af nye forsnævringer inden i stenten, som den nuværende standard i form af invasiv KAG. Det vil på sigt kunne danne grundlag for nye internationale retningslinjer for udredning af denne patientgruppe – og sikkert også for nye invitationer til talerstole i den hjertemedicinske superliga.

APPFWU02V