Skip til primært indhold

Digital monitorering skal give patienter med multipel sklerose bedre behandling

Nyt ph.d.-projekt fuldt finansieret af eksterne midler vil sikre, at patienter med multipel sklerose får mere præcis og tidlig vurdering af deres sygdomsudvikling – direkte fra hjemmet.

Ph.d.-studerende Louise Parker Buch

Ph.d.-studerende Louise Parker Buch

Et nyt ph.d.-projekt fra Neurologisk Afdeling på Esbjerg Grindsted Sygehus undersøger, hvordan en digital app kan bruges til at monitorere patienter med multipel sklerose (MS) i deres eget hjem. Projektet skal både styrke behandlingen, frigive ressourcer i sundhedsvæsenet og sikre, at patienter med sygdomsforværring opdages tidligere.

En app, der kan måle sygdomsudvikling hjemmefra

Forskningsprojektet, der udspringer af et større multinationalt studie, undersøger appen ’MS-Copilot’, som gør det muligt for patienter at udføre gangtest, synstest, finmotoriktest og kognitive test hjemmefra. De foreløbige data viser, at appen måler lige så præcist som kliniske undersøgelser.

For overlæge, klinisk lektor og medvejleder, Tobias Sejbæk, er potentialet tydeligt:

- Jeg håber, at projektet kommer til at bidrage til en mere nutidig og bedre monitorering af patienterne. De skal have et tilbud, hvor vi faktisk kan følge, hvordan det går med deres sygdom, siger han.

Behovet er stort. I dag er der pres på klinikkerne, og mange patienter – særligt dem uden aktiv behandling – bliver ikke fulgt så tæt, som lægerne ønsker.

- Hvis ikke vi får målt patienterne grundigt nok, risikerer vi at overse dem, der bliver dårligere. Det er præcis dem, der har brug for ny behandling, forklarer Tobias.

Tre delstudier skal bane vejen for implementering

Ph.d.-studerende Louise Parker Buch fortæller om hendes ph.d.-projekt ’MS-IMPLEMENT’, der består af tre delstudier:

1) Først kortlægges digitale sundhedskompetencer blandt mennesker der lever med MS gennem en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse udsendt via Scleroseforeningen.

2) Dernæst følger et observationsstudie, hvor 60 patienter tester appen hjemme i seks måneder og suppleres med kvalitative interviews for at blive klogere på, hvad der fremmer eller hæmmer brugen af appen.

3) Til sidst udvikles et støtteværktøj sammen med patienter og sundhedsprofessionelle, der skal hjælpe flere patienter til at bruge appen regelmæssigt, og dermed gøre digital monitorering klinisk anvendeligt.

Louise fremhæver, at projektet ikke kun handler om teknologi – men om mennesker:

- Vi vil gerne give en stemme til en patientgruppe, som ofte har usynlige symptomer. Det er vigtigt, at vi ikke bare presser alle ud af sygehuset, men tager højde for, at nogle har brug for mere støtte, siger hun.

Netop derfor arbejder projektet med tre profiler: en grøn gruppe med høje digitale kompetencer, en gul mellemgruppe, der kan løftes med støtte, og en rød gruppe, som fortsat skal prioriteres at blive set fysisk i klinikken.

- Det her er ikke en one‑size‑fits‑all‑løsning. Vi vil sikre, at hver patient får den behandling, der passer til deres forudsætninger og behov, understreger Louise.

Industrisamarbejde som faglig styrke

Projektet er fuldt eksternfinansieret af lægemiddelvirksomheden Sanofi, som også har været med til at støtte udviklingen af appen. Sanofi har bevilget projektet 2,4 mio. kroner i 2026 og ifølge forskerne har samarbejdet styrket både design og kvalitet.

Louise beskriver samarbejdet som tæt og fagligt konstruktivt:

- Vi har haft mange møder med samarbejdspartnerne, og jeg føler faktisk, at jeg kender de mennesker, jeg arbejder med. Det er et relationelt samarbejde, ikke bare en bevilling, siger hun.

Hun oplever, at industrien har bidraget til at styrke projektets metodiske rammer med skarpere mål og tydeligere endpoints i projektet:

- Deres feedback har gjort studieprotokollen mere præcis, end hvis vi kun havde sendt den gennem de traditionelle fonde. Det har været et reelt samarbejde, fortæller hun.

”Forskersamarbejdet er særligt og vi kan ikke undvære hinandens fagligheder”

Udover sin medvejleder, Tobias, har Louise sin hovedvejleder, sygeplejerske og lektor, Louise Schlosser Mose ved sin side.

- Louise (Schlosser Mose) spurgte mig helt i starten hvad det egentligt er, jeg gerne vil være god til som forsker. Jeg svarede at jeg gerne vil være god til at involvere patienterne i den forskning, vi laver, fortæller Louise.

- Jeg synes at dit ph.d.-projekt, er det fineste eksempel vi har haft i vores forskningsgruppe på, hvordan man involverer patienterne i forskning, afslutter Louise (Schlosser Mose) stolt.

 

Om Louise

Navn: Louise Parker Buch

Titel og arbejdssted: Ph.d.-studerende i Neurologisk forskningsenhed, Esbjerg Grindsted Sygehus, Institut for Regional Sundhedsforskning, Syddansk Universitet

Født: 1994

Privat: Bor i Vejle.

APPFWU02V