Skip til primært indhold

CARE sætter rammerne for fremtidens forbedringsarbejde

Ny ph.d. har undersøgt, hvordan midlertidige kvalitetsforbedringer bedre kan blive forankret som en fast del af den kliniske hverdag i fremtiden.

Camilla Sloth har forsvaret sin ph.d. om forbedringsarbejde.

Hvorfor er det så svært at fastholde kvalitetsforbedringer i de kliniske afdelinger, når projektperioden udløber? Det spørgsmål har forbedringskonsulent og ph.d. Camilla Sloth forsøgt at besvare i sin netop forsvarede ph.d.-afhandling for forskningsprojektet: Implementing and sustaining quality improvements in healthcare organizations, som netop dykker ned i udfordringen med at skabe varige forbedringer i klinikken.

Forskningen viser, at det ofte er muligt at skabe forbedringer, mens der er projektfokus og ekstra støtte, men at det er langt sværere at få dem til at blive en varig del af den kliniske hverdag. 

- Det var den udfordring, vi gerne ville forstå bedre. Derfor ville vi undersøge, hvad der skal til, for at kvalitetsforbedring ikke bare bliver et projekt, men noget der faktisk bliver en del af den måde, man arbejder på, siger Camilla Sloth.

 

Det handler om relationer og lokal kultur

Det samlede fund i projektet er, at forbedringsprojekter ikke kun handler om, hvilke betingelser der er til stede, men om hvordan de bliver gjort virksomme i praksis gennem relationelle processer som dialog, koordinering, involvering, lokal tilpasning og fælles læring.

Konklusionen blev, at gode organisatoriske rammer ikke i sig selv er nok til at få forbedringsarbejdet til at blive en del af den kliniske hverdag. Ledelse, ressourcer, kompetencer og samarbejde er vigtige, men de skal omsættes i den lokale hverdag, ligesom kultur direkte påvirker, hvordan forbedringsarbejdet bliver forstået og udført fra afdeling til afdeling. 

- Det vigtigste vi har lært er måske, at bæredygtig kvalitetsforbedring ser ud til at være afhængig af de relationelle processer, der forbinder de formelle organisatoriske betingelser med det arbejde, der faktisk foregår i klinikken. Det er altså ikke nok at have de rigtige strukturer og værktøjer, de skal gøres meningsfulde og anvendelige i den lokale praksis, Det er derfor en fælles indsats at implementere bæredygtige forbedringer, fortæller Camilla. 

 

Fra forskning til konkret redskab i klinikken

Et centralt praksisbidrag fra ph.d.-projektet er CARE-modellen og de tilhørende praksisorienterede anbefalinger. CARE samler fire områder, der kan bruges som refleksionsramme i konkrete forbedringsforløb: involvering, lokal tilpasning, relationel ledelse samt læring og fremdrift.

Anbefalingerne omsætter de fire områder til konkrete spørgsmål og handlingspunkter, som kan hjælpe teams og ledere med at identificere, hvor et forbedringsforløb har brug for mere opmærksomhed, og hvad næste skridt kan være. 

Formålet er ikke at skabe endnu en fast model, men at støtte dialogen om, hvad der skal til i den lokale kontekst. Camilla håber, at hendes fund og den praksisorienterede ramme, kan være med til at skabe endnu bedre rammer for nye forbedringsprojekter i fremtiden. 

Fakta

  • Forskningsprojekt: Implementing and sustaining quality improvements in healthcare organizations
  • Ph.d.: Camilla Frosch Holmager Sloth
  • Hovedvejleder: Charlotte Overgaard, professor ved Esbjerg og Grindsted Sygehus og leder for Enheden for Sundhedsfremme, SDU
APPFWU02V