Mette Munk Lauridsen er ny klinisk professor i leversygdomme ved Esbjerg og Grindsted Sygehus og Syddansk Universitet.
Overlæge Mette Munk Lauridsen er nu ansat som klinisk professor. Hun håber fortsat, at forskningen kan lede til nye og bedre behandlingsmuligheder for patienter med leversygdomme.
Mette Munk Lauridsen tiltræder som klinisk professor i leversygdomme ved Esbjerg og Grindsted Sygehus og ved Institut for Regional Sundhedsforskning, Syddansk Universitet. Hun skal med sit kliniske professorat fortsat styrke forskningen i leversygdomme og behandlingen af patienterne på blandt andet Esbjerg og Grindsted Sygehus i fremtiden.
Mettes forskning er centreret om den behandling af patienter med leversygdomme og de hjernepåvirkninger (hepatisk encephalopati), som leversygdom også kan medføre. Hun var allerede i sin ph.d.-periode i 2013 pioner inden for forskning i hepatisk encephalopati, hvor hun påviste, hvordan man gennem forskellige tests kan undersøge de tidlige stadier af sygdommen og dermed potentielt kan opdage patienterne tidligere, sikre færre indlæggelser, bedre behandling og bedre prognose.
- Patienter med leversygdomme og hepatisk encephalopati er en kompleks patientgruppe. De har ofte svær sygdom, når den opdages, så vi ikke kan gøre dem raske, men må have fokus på symptombehandling og optimering af livskvaliteten. Mange i gruppen har også økonomiske problemer, de er ensomme, og mange står ofte uden for arbejdsmarkedet. De er en patientgruppe, vi har brugt mange år på at forbedre behandlingen for, og vi ønsker at gøre endnu mere i fremtiden, fastslår Mette Munk Lauridsen.
Patienterne med i forskningen
Baggrunden for Mettes forskning er således at forstå patienternes perspektiver og skabe tidligere og mere effektiv behandling. Resultaterne har allerede i samspil med anden forskning været med til at kvalificere retningslinjer for behandlingen af patienter med leversygdomme på tværs af Danmark. Og i Esbjerg og Odense kan man altså konkludere, at der generelt er færre indlæggelser og mere effektiv behandling af leversygdomme fra 2013 og frem til i dag.
- I min forskning har jeg haft fokus på samarbejde. Jeg har været så heldig at få lov til at samarbejde med andre forskere på tværs af Danmark og på tværs af verden. Men jeg har også været så heldig, at patientgruppen og deres pårørende tages med og inddrages i alt det, vi forsker i. Det har lært mig, at når vi deler vores viden – ikke kun med hinanden som forskere, men også med vores patienter og deres pårørende – så kan vi få inspiration, nye perspektiver og viden om, hvor vi kan udbygge den allerede eksisterende forskning til fremtidens behandling, fortæller hun.
Mette ser frem til – sammen med sin forskningsgruppe – at udbygge forskningen i leversygdomme yderligere og bringe endnu flere specialer og fagligheder ind i forskningen i fremtiden.