Behandlingsområder

Leukæmi. Hæmatologisk Afdeling varetager udredning af alle leukæmiformer i samarbejde med Patologisk Institut på Odense Universitetshospital. Diagnosen stilles ved knoglemarvsundersøgelse.

Leukæmi inddeles i kroniske former, hvor behandlingen varetages af vores afdeling, og akutte former (Akut myeloid leukæmi og Akut lymfoblastær leukæmi), hvor behandlingen varetages af Hæmatologisk Afdeling X på Odense Universitetshospital og Rigshospitalet.

Kronisk myeloid leukæmi

Denne leukæmiform er karakteriseret ved en særlig fejl i cellen, som er specifik for sygdommen og som behandles med såkaldte tyrosinkinasehæmmere - stoffer der berøver kræftcellerne deres energiforsyning.

Kronisk lymfatisk leukæmi

Sygdommen er karakteriseret ved, at den i reglen forløber fredeligt over mange år. Dog vil der hos en del patienter komme et tidspunkt, hvor sygdommen skal bringes i ro ved behandling. Behandlingen kan hos yngre patienter være tabletbehandling i kure kombineret med antistofbehandling. Hos ældre patienter gives ofte anden kemoterapi i tabletform som fast daglig behandling.

Blodmangel (anæmi)

Afsnit for Blodsygdomme rådgiver praktiserende læger vedrørende relevant prøvetagning. Udredning kan foregå under indlæggelse, men sker i reglen ambulant. Når årsagen til blodmangel er afklaret, vil patienten i reglen afsluttes til behandling og kontrol hos praktiserende læge. Undtaget herfra er tilstande med selvdestruktion af røde blodlegemer (hæmolyse), som følges i Blodsygdomme Ambulatorium.

Mangel på blodplader (trombocytopeni)

Er en tilstand, hvor kroppen opfatter egne blodplader som fremmede, hvorefter disse destrueres og fjernes fra blodbanen. En oftest godartet tilstand, som behandles med binyrebarkhormon (prednisolon), eventuelt suppleret med immunterapi. Behandlingen foregår ambulant. Dog under indlæggelse ved meget lave blodpladetal pga. risikoen for blødning.

Nedsat immunforsvar

Patienter, som er født med, eller har erhvervet nedsat immunforsvar (hypogammaglobulinæmi), indgives antistoffer 1-2 gange om ugen til beskyttelse mod infektion. Immunglobulin gives oftest hjemme med en nål under huden(subcutant) vha. en lille pumpe. Denne metode foretrækkes, fordi man selv kan forestå sin behandling. Man bliver mere fleksibel og uafhængig og kan leve et mere aktivt liv.

Sygdommen viser sig oftest ved knoglesmerter, træthed og hyppige infektioner. Enkelte patienter får nedsat nyrefunktion, som kan være dialysekrævende. For at stille diagnosen kræves en røntgenundersøgelse af knoglerne, blodprøver, en urinprøve samt en knoglemarvsundersøgelse. Behandlingen består i kemoterapi. Hos yngre patienter gives den direkte i en blodåre eller som injektion under huden og kan suppleres med transplantation af patientens egne marvceller (såkaldt autolog stamcelletransplantation udføres på Odense Universitetshospital). Ældre patienter, som evt. ikke vil kunne tåle denne behandling, kan få behandling i tabletform og på denne måde holde sygdommen nede. Sygdommen kan behandles ambulant, således at patienterne kun er indlagt ved komplikationer.

MGUS (Monoklonal gammopathi af ukendt betydning)

Dette er en godartet tilstand kendetegnet ved forekomst af abnorme æggehvidestoffer i blodet. Tilstanden bliver tiltagende almindelig ved stigende alder, og den ses hos mere end 3 % af personer over 70 år. Den kan i visse tilfælde være en forløber for myelomatose eller andre blodsygdomme. Derfor skal personer med MGUS følges ambulant.

Lymfeknuderne indgår i kroppens immunforsvar. I lymfeknuderne findes de hvide blodlegemer (lymfocytter), der blandt andet aktiveres i forbindelse med infektioner. Herved bliver lymfeknuderne hævede og føles ømme.

Hvis flere lymfeknuder hæver meget uden ømhed, og uden forudgående infektion, kan det være tegn på lymfeknudekræft, hvor lymfocytterne er blevet omdannet til kræftceller. En sådan tilstand kan forårsage vægttab, svedtendens og forhøjet temperatur.

Sygdommen kan dog ses uden disse symptomer og blodprøver kan ligeledes være normale.

Det er derfor vigtigt, at man hurtigt får stillet en diagnose.

Når Blodsygdomme Ambulatorium modtager en henvisning på mistanke om lymfekræft (fx fra egen læge), vil henvisningen blive set af en læge inden for den første hverdag, og patienten indkaldt til en samtale og undersøgelse inden for 6 hverdage.

Herefter vil der blive taget en vævsprøve fra en lymfeknude for at få stillet den korrekte diagnose.

Der vil også blive foretaget en CT-skanning af brysthule og maveregion samt en knoglemarvsundersøgelse, alt sammen for at klarlægge sygdommens udbredning.

Undersøgelserne foregår inden for cirka 1 uge.

Da der findes mange forskellige varianter og sværhedsgrader af lymfeknudekræft, er behandlingen meget forskellig. Behandlingen kan foregå enten som tabletbehandling eller blive indgivet i en blodåre.

Almindeligvis behandles der med kemoterapi, men dog ofte kombineret med immunterapi.

I visse tilfælde kan der være behov for supplerende strålebehandling, som vil foregå på Odense Universitetshospitals onkologiske afdeling.

I tilfælde, hvor behandlingerne ikke har haft den forventede varige helbredelse, kan knoglemarvstransplantation med egne stamceller blive nødvendig.

Denne form for behandling varetages ligeledes på Odense Universitetshospital.

De almindelige behandlinger med kemoterapi og immunterapi foregår alle ambulant og styres samt kontrolleres via Blodsygdomme Ambulatorium.

Myeoloproliferative sygdomme er karakteriseret ved, at der dannes for mange af knoglemarvens blodceller: røde blodlegemer (erytrocytter), hvide blodlegemer (leukocytter) samt blodplader (thrombocytter).

Sygdommene er kroniske, hvilket vil sige, at de ikke kan helbredes.

Polycytæmia Vera

Det er især de røde blodlegemer, der produceres i for stor mængde, men ofte er de hvide blodlegemers og blodpladernes antal også forøget. Da celleantallet kan blive relativt stort, kan det nedsætte blodets mulighed for at cirkulere i de helt små kar, og der kan herved opstå symptomer som hovedpine og synsforstyrrelser. I huden kan der tillige frigøres stoffer, der giver en intens kløe, og risikoen for udvikling af blodpropper og blødning er stærkt forøget ved denne sygdom. Diagnosen stilles ved blodprøver og en knoglemarvsundersøgelse, eventuelt suppleret med bestemmelse af kroppens blodvolumen ved en isotopundersøgelse. Ved behandlingen af Polycytæmia Vera gælder det om at få fjernet det store overskud af cirkulerende blodceller. Det gøres dels i form af åreladninger og dels ved behandling med enten en let cellegift på tabletform, eller ved immunterapi (interferon), der hæmmer dannelsen af knoglemarvens celler. Herved behandles symptomerne og risikoen for især blodpropper nedsættes.

Essentiel trombocytose

Kendetegnes ved, at det er blodpladerne, der findes i et øget antal. Da pladernes funktion er at få blodet til at størkne, kan det derfor medføre en øget forekomst af blodpropper, men også øget blødningstendens, da blodpladernes funktion også kan være nedsat. Diagnosen stilles ved en blodprøve samt en knoglemarvsundersøgelse. Behandling med reduktion af celletallet (tabletbehandling eller interferon behandling) er ofte nødvendig med henblik på at nedsætte risikoen for især blodpropper. 

Myelofibrose

Her er det især dannelsen af bindevæv i knoglemarven, der giver anledning til sygdom. Bindevævet fortrænger knoglemarvens øvrige celler og kan give anledning til mangeltilstande. I takt med at bindevævet fortrænger knoglemarven (fibrose), overtager milten dannelsen af ”knoglemarvens” celler. Milten vokser, og kan blive ret stor til gene for patienten. Sygdommen er behæftet med risiko for blodpropper og blødning.

Myelofibrose behandles ofte med en cellegift (tabletter), der kan få tilstanden til at stabilisere sig og nedsætter risikoen for komplikationer. Strålebehandling mod milten i små doser kan, hos nogle patienter, have en gavnlig effekt. Med sygdommen følger der en øget risiko for udvikling af akut leukæmi.