Skip til primært indhold

Et Sundere Syddanmark sætter igen fokus på forskning i Region Syddanmark

Fem forskere fra Region Syddanmark kæmper om at vinde en million kr. til deres eget forskningsprojekt i konkurrencen ’Et Sundere Syddanmark’. Sydvestjysk Sygehus stiller op med kandidaten Helle Agger-Nielsen, som håber at vinde penge til at forske videre i udredning og behandling af akut opstået svimmelhed.

Helle Agger-Nielsen deltager i "Et Sundere Syddanmark" med sit forskningsprojekt om akut svimmelhed

I maj måned er Citizens Science på programmet, når forskerkonkurrencen "Et Sundere Syddanmark" løber af stablen. I konkurrencen dyster fem forskere fra de fem sygehuse i Region Syddanmark om at vinde en million kr. til deres eget forskningsprojekt.

Forsker Helle Agger-Nielsen er Sydvestjysk Sygehus’ kandidat i år. Hun forsker i udredning og behandling af akut opstået svimmelhed. Et forskningsområde som er særdeles relevant, da omkring hver femte dansker har oplevet at blive ramt af svimmelhed i så udpræget en grad, at det har ført til kontakt til læge, sygemelding eller indlæggelse.

Akut svimmelhed skal tages alvorligt

Hvis der er tale om akut opstået svimmelhed, kan der være alvorlige underliggende årsager som blodprop eller blødning i hjernen. Derfor er det vigtigt, at akut opstået svimmelhed undersøges.

Der kan også være tale om andre tilstande som virus på balancenerven eller øresten, som er mindre farlige, men som kan have store konsekvenser for den enkelte patient på den lange, såfremt patienten ikke får den rette behandling.

Akut svimmelhed er således komplekst, og det er en udfordring at skelne mellem de forskellige tilstande. Derfor bliver rigtig mange patienter indlagt, men op imod hver fjerde indlagte patient får aldrig en diagnose.

Helle Agger-Nielsens forskningsprojekt har til formål at undersøge muligheden for en bedre og hurtigere udredning, diagnose og genoptræning af akut opstået svimmelhed.

”Forskningsprojektet er helstøbt, da det rummer forskning i både udredning og behandling af patienter med akut svimmelhed. Det er det, som gør projektet unikt. Hvis projektet vinder, skal pengene bruges til at give patienterne den rette genoptræning,” fortæller Helle Agger-Nielsen.

Et Sundere Syddanmark kører fra 2.-18. maj, hvor det er muligt at stemme via SMS på det forskningsprojekt, man synes skal vinde. Læs mere – og se hvordan du stemmer på https://www.tvsyd.dk/ess22

APPFWU01V