Skip til primært indhold

Behandling med Rituximab

Til patienter og pårørende

Denne vejledning skal give dig og dine pårørende viden om den medicinske kræftbehandling kaldet

Rituximab, og hvordan behandlingen kan påvirke dig.

Vi håber, at denne viden kan forberede dig på forløbet og de gener, der kan opstå.

Vejledningen danner udgangspunkt for samtaler mellem dig og personalet her i afdelingen om dit

behandlingsforløb.

Behandlingens virkning på din sygdom

Behandling med antistoffet Rituximab bliver ofte kombineret med kemoterapi, hvor man altså både får

kemoterapi og Rituximab. Men stoffet bliver også givet som vedligeholdelses-behandling efter

afslutning af et behandlingsforløb og som den eneste behandling ved nogle sygdomme.

Du kan godt være modtager af denne pjece uden at være kræftpatient, idet Rituximab

også bliver givet ved godartede sygdomme.

Immunterapi

Antistoffer findes og dannes normalt i kroppen, hvor de udgør en del af vores immunsystem.

Immunterapi er behandling med antistoffer. Antistoffet er udviklet til at finde kræftcellerne og

ødelægge dem. Dette er muligt, fordi kræftcellerne ved din sygdom har et særligt kendetegn på

cellernes overflade, der adskiller dem fra mange andre celler i kroppen. Det er dette særlige

kendetegn, antistoffet er udviklet til at kunne finde. Når Rituximab binder sig til cellen, går cellen til

grunde.

Behandlingsforløbet

Det afhænger fuldstændig af din sygdom og den øvrige behandling, hvor ofte og hvor mange gange du

skal have Rituximab. Information om dette får du derfor ved samtalen med lægen og sygeplejersken.

Du skal være forberedt på, at en behandling kan udskydes, hvis din tilstand eller blodprøver ikke tillader

ny behandling. Dette tager din læge stilling til fra gang til gang.

Sådan gives behandlingen

Behandling med Rituximab bliver normalt givet ambulant. Det vil sige, at du går hjem samme

dag.

Rituximab bliver givet som væske ind i en blodåre (infusion). Første gang tager behandlingen længere

tid end de efterfølgende gange, fordi stoffet kan give en allergisk reaktion og derfor gives langsomt.

• Et par dage før din tid i ambulatoriet, skal du have taget blodprøver.

• Lægen kigger på dine blodprøver dagen før dit fremmøde og vurderer, om du er klar til behandling.

Medicinen blandes på sygehusets apotek på dagen for din behandling. Det kan ikke blandes på

forhånd. Derfor kan der gå noget tid, inden behandlingen er klar.

• I ventetiden får du udleveret tabletter, der forebygger allergisk reaktion, som du skal tage ca. 1 time

inden infusionen.

• Du vil ligeledes få anlagt en tynd plastikslange (Venflon) ind i en blodåre på armen, medmindre du

allerede har et centralt vene-kateter. Hvis det er tilfældet, vil sygeplejersken kontrollere, at kateteret

fungerer og ligger korrekt.

• Medicinen gives via. en medicinpumpe, der sikrer, at du får medicinen med den korrekte hastighed.

• Dit venflon bliver fjernet igen af sygeplejersken, inden du går hjem.

Immunterapi – Rituximab

Første gang du skal have Rituximab, vil det tage ca. 3-4 timer at give dig infusionen. Du får

første gang en meget lille dosis til at starte med, da antistoffet kan udløse en overfølsomhedsreaktion.

Hastigheden vil blive øget gradvist, så din krop kan vænne sig til stoffet lidt efter lidt. Sygeplejersken

holder blandt andet øje med din temperatur, puls og blodtryk, for at se om du reagerer på

behandlingen. Ved de efterfølgende behandlinger vil du oftest kunne få behandlingen hurtigere.

Ofte gives Rituximab sammen med kemoterapi, hvorfor den samlede behandlingstid i ambulatoriet kan

være længere.

Bivirkninger, komplikationer og senfølger til behandlingen

Bivirkninger er ikke-tilsigtede virkninger af medicin. Nogle bivirkninger er hyppige, men ikke

alvorlige. Andre er sjældne men kan være alvorlige. I dit behandlingsforløb kan der tilstøde

komplikationer, fx infektioner, som kan være alvorlige og livstruende. Endvidere kan der

opstå senfølger, som er bivirkninger, der viser sig efter, at behandlingen er afsluttet eventuelt flere år

efter.

Allergisk reaktion

Bivirkningerne ved immunterapi udløses især af den overfølsomheds-reaktion, der kan opstå.

Den medicin du får forud vil oftest forhindre en sådan reaktion. Oplever du nogen af de nedenfor

nævnte bivirkninger, mens du får stoffet, skal du STRAKS fortælle det til personalet. Du må ikke vente

og tænke, at det går nok over af sig selv. Lægen og sygeplejersken kan derved behandle dig og

forhindre at reaktionen udvikler sig. Ofte vil symptomerne forsvinde, hvis du

får medicinen indgivet langsommere.

Du kan få symptomer som:

• Kløe

• Snue

• Irritation i øjne og hals

• Udslæt

• Kvalme

Hvis overfølsomheden bliver lidt mere udtalt, kan du fx få:

• Kulderystelser

• Åndenød

• Hjertebanken

• Kvalme og opkastning

• Smerter i muskler og led

Og du kan få:

• Feber

• Fald i blodtryk

Skulle du mod forventning få en udtalt overfølsomhedsreaktion, kan du måske have behov for at blive

på afdelingen til næste dag.

Infektion

Undersøgelser har vist, at Rituximab i sig selv ikke giver øget infektionstendens, men da det

ofte bliver givet sammen med kemoterapi, kan du alligevel have øget risiko for at få infektioner. Inden

du får den 1. behandling, vil du altid blive undersøgt for leverbetændelse (hepatitis B og C) ved en

blodprøve, da Rituximab kan få en evt. hvilende infektion til at blusse op igen. Hvis du er klar over, at du

har eller har haft leverbetændelse, er det vigtigt, at du oplyser lægen om det, fordi det kan have

betydning for din behandling og kontrol.

Rituximab kan af ukendte mekanismer påvirke knoglemarven og give midlertidigt nedsat antal af hvide

blodlegemer og/eller nedsat antal blodplader. Det kan for dig betyde svækkelse af immunforsvaret

og/eller let øget risiko for blødninger. Din læge vil fortælle dig, om du kan fortsætte med Rituximab

behandlingerne. Ofte kan det behandles med en daglig indsprøjtning af vækstfaktor (Neupogen) i en

periode.

Supplerende behandling

For at reducere i bivirkningerne ved behandlingen, får du forskellige former for understøttende

behandling.

• Tablet Clemastin (Tavegyl)

Antihistamin, som forebygger at du får en overfølsomhedsreaktion af immunterapien.

Tabletten tages op til en time før behandlingens start. Vær opmærksom på, at antihistamin

kan virke sløvende.

• Tablet Paracetamol (Panodil)

Forebygger, at du får en forbigående temperaturstigning af immunterapien. Tabletten tages op til en

time for behandlings start.

• Tablet Prednisolon (binyrebarkhormon)

Forebygger også, at du får en overfølsomhedsreaktion af immunterapien. Tabletterne tages

op til en time før behandlingens start.

Tiden hjemme mellem behandlingerne

Hvis du kun får behandling med Rituximab, vil du sandsynligvis kunne have en hverdag, som du

plejer.

• Spis og drik, så du får god og næringsrig mad og drikke. Det er ikke tiden til slankekur, så længe du

bliver behandlet for din sygdom

• Sørg for frisk luft og daglig motion

• Sørg for god nattesøvn og tag gerne en middagslur

Ordliste

Antistoffer

Antistoffer findes og dannes normalt i kroppen, hvor de udgør en del af kroppens naturlige

forsvarssystem, som kaldes immunsystemet. Antistoffer cirkulerer i blodet og kan genkende og binde

sig til bakterier og andre fremmedlegemer. Antistoffer får også andre dele af immunsystemet til at

hjælpe med at ødelægge og fjerne bakterier eller fremmedlegemer fra kroppen. Man kan i dag kunstigt

fremstille antistoffer, som kan genkende og binde sig til meget specifikke mål, fx B-lymfocytter, som på

deres celleoverflade er kendetegnet ved et stort antal af proteiner kaldet CD20. Også kræftceller som

udvikler sig fra B-lymfocytter kan have CD20 proteinet på overfladen.

Infusion

Ved en infusion er medicinen blandet i en pose med væske og tilsluttet en plastikslange med

dråbekammer (dropsæt) eller blandet med væske i en sprøjte.

Opblandingen indgives i blodbanen via et drop (perifert venekateter eller Venflon), der

anlægges i en boldåre (vene) ofte på underarmen.

Hvis du er i tvivl om noget, er du altid velkommen til at kontakte afdelingen.

Kontakt altid afdeling ved

• Temperaturstigning over 38,5

• Andre tegn på infektion

• Blødning

Kontakt

Medicinsk Afdeling for Mave, Gigt, Blod og

Lindrende Behandling

Blodsygdomme Ambulatorium

Finsensgade 35

6700 Esbjerg

79182208

https://esbjerggrindstedsygehus.dk/blodsygdomme


pinfoSVS-555901346-210 169616   |   03.09.2026

APPFWU02V