Ascitespunktur (udtømning af væske fra bughulen)
Til patienter og pårørende
Formål
Bughulen er det rum, der ligger mellem bækkenet og mellemgulvet. Der er forskellige årsager til, at væske bliver ophobet her. Formålet med indgrebet er, at der kan tages væske ud for at lette dit ubehag og/eller sende væsken til undersøgelse.
Forbered dig
Du bliver informeret, hvis du skal have taget blodprøver.
Får du blodfortyndende behandling, skal du muligvis holde pause. Dette får du besked om.
Sådan foregår indgrebet
Lige før indgrebet skal du lade vandet, så din blære er tom.
Du vil eventuelt få lagt en tynd plastikkanyle i en blodåre i hånden til proteinvæske (Human Albumin).
På venstre side af maven får du en indsprøjtning med lokalbedøvelse. Det spænder og svier kortvarigt. Når lokalbedøvelsen virker, føres en nål ind i bughulen, og væsken vil af sig selv løbe ud i en pose.
Varighed af tømningen afhænger af væskemængden, du skal regne med 1/2-2 timer.
Efter indgrebet
Efter indgrebet sættes et plaster på. Det kan du tage af dagen efter.
Væsken fra bughulen kan sive ud, derfor kan du få en ekstra forbinding på. Desuden kan du få lidt uro i benene. Hvis du oplever gener efter indgrebet, skal du kontakte ambulatoriet næste dag.
Hvis der er sendt væske til undersøgelse, får du svar ved den næste ambulante kontrol.
Risici og komplikationer
Det er sjældent at se komplikationer til udtømning af væske fra bughulen, men der kan komme bakterier i væsken, så der opstår betændelse. Endvidere kan der komme hul på et blodkar, så der kommer en lille blødning.
I meget sjældne tilfælde, kan der stikkes hul på tarmen. Det medfører mavesmerter og eventuelt feber
|
Kontakt
Mave- og Tarmsygdomme Finsensgade 35 6700 Esbjerg 79 18 23 16, tryk 3
Telefontid på hverdage mellem: 08.30–12.00
Aften, nat og weekend ring til sengeafsnittet D4 på: Tlf. 79 18 23 32 |
|
pinfoSVS-1091797057-158 176404 | 23.07.2026 |