Skip til primært indhold

Operation for byld ved endetarmen

Til patienter og pårørende

Hvad er en analabsces?
En analabces er en byld ved endetarmen. Det vil sige en ansamling af betændelse i et hulrum under huden eller i kirtler rundt om endetarmens åbning.
Symptomerne på en analabces er rødme, varme, hævelse og smerter, der kan brede sig i området omkring bylden. Derudover kan der opstå feber, og du kan opleve almen utilpashed.
En analabces forårsages af en infektion med bakterier, som er trængt gennem slimhinden eller huden, f.eks. gennem en sprække i huden.

Hvordan foregår behandlingen af en analabces?
Behandlingen af en analabces går ud på at fjerne abcessen, hvilket foregår ved en mindre operation. Under operationen skæres der hul på bylden, således bylden åbnes, kan tømmes og renses. Såret vil herefter stå åbent, og abcessen vil på denne måde heles fra bunden og lukke sig selv. Såret kan tage 3-4 uger om at hele.

Operationen foregår under bedøvelse og som dagkirurgi, hvilket betyder, at du kommer hjem samme dag. I enkle tilfælde kan operationen kræve et par dages indlæggelse. Dette vurderes ud fra byldens størrelse.

Det er vigtigt at behandle en abces så tidligt som muligt, således der ikke dannes en fistel (en smal kanal mellem den indre del af endetarmen og huden omkring endetarmsåbningen), da operationen da kan blive mere kompliceret.

Hvordan forbereder du dig til operationen?


Blodfortyndende medicin
Får du blodfortyndende medicin, skal du eventuelt holde pause hermed inden operationen. Dette aftales med lægen i Mave og Tarm Ambulatoriet. Er du i tvivl om den plan, der er lagt for din blodfortyndende medicin, skal du kontakte Mave-og Tarm Ambulatoriet på tlf. 79182316

Tager du kosttilskud og/eller naturlægemidler , skal du oplyse dette ved forundersøgelsen og holde pause hermed i 7 dage før operationen, da nogle kosttilskud og naturlægemidler kan have en blodfortyndende virkning.

Diabetes (sukkersyge)
Har du har diabetes, skal du oplyse os om dette ved forundersøgelsen. Hvis det er muligt, må du gerne måle dit blodsukker hjemmefra på operationsdagen. Du må ikke tage medicin mod din diabetes den morgen, hvor du skal møde til operation.

Rygning
For at fremme sårhelingen og minimere risikoen for komplikationer anbefaler vi, at du følger Sundhedsstyrelsens anbefaling om at stoppe med at ryge 6 uger før din operation, og vedholder rygestoppet efter operationen. Det nytter også at stoppe rygning selvom, der er mindre end 6 uger til operationen.

Alkohol
Hvis du drikker mere end 4 genstande om dagen, anbefaler vi, at du følger Sundhedsstyrelsens anbefaling om at stoppe helt med at drikke alkohol mindst 4 uger før operationen. Herved kan du mindske risikoen for komplikationer.

Forberedelse på operationsdagen

Faste
Du skal møde fastende. Det betyder, at du IKKE må spise mad og drikke mælk eller andre mælkeprodukter 6 timer før din mødetid.

Du må gerne drikke vand, saft, juice uden frugtkød, sodavand, kaffe og te (uden mælk) indtil 2 timer før din mødetid.

2 timer før din mødetid, må du IKKE spise eller drikke noget.

Medicin
Du skal tage den medicin, som du har aftalt med narkoselægen. Tag medicinen med et lille glas vand.

Bad
Du skal tage et grundigt brusebad om morgenen derhjemme. Vær særlig opmærksom på vask af lyske og skridt.

Hvordan skal du forholde dig efter operationen?

Smertestillende medicin
Efter operationen kan du forvente at have behov for smertestillende medicin. Vi anbefaler, at du forinden operationen køber håndkøbsmedicin som f.eks. Pinex, Panodil eller Pamol, som du kan anvende, når du udskrives. Husk at læse indlægssedlen.

Nogle patienter har behov for stærkere smertestillende medicin. Hvis det er tilfældet, vil du få dette udleveret efter operationen.

Bad
Du bør undgå svømmehal, kar- og spabad indtil såret er helet.
Afføring
Det er vigtigt, at du har gang i maven (det vil sige blød afføring) for at undgå smerter og ubehag, når du skal på toilettet. Det kan være nødvendigt at tage afføringsmiddel i en periode.

Sygemelding
Sygemelding afhænger af, hvilket arbejde du har og vejledes derfor individuelt.

Det videre forløb
Du vil blive informeret om, hvordan du skal forholde dig i forhold til såret efter udskrivelsen. I en periode efter udskrivelsen kan det være nødvendigt, at hjemmesygeplejersken hjælper med sårpleje og skift af forbinding hver eller hver anden dag. Du kan aftale med hjemmesygeplejersken, at du tager forbindingen af og går i brusebad, hvor du skyller såret med lunkent vand umiddelbart før sårpleje.

Du vil blive indkaldt til kontrol i Mave- og Tarm Ambulatoriet 2-3 uger efter operationen.

Spørg, hvis du er i tvivl

Kontakt

Mave- og Tarmsygdomme

Finsensgade 35

6700 Esbjerg

79 18 23 16, tryk 3

 

Telefontid på hverdage mellem:

08.30–12.00

 

Aften, nat og weekend ring til sengeafsnittet D4 på:

Tlf. 79 18 23 32


pinfoSVS-1091797057-118 158911   |   02.09.2026

APPFWU01V