Skip til primært indhold

Graviditet efter terminen

Til patienter og pårørende

Undersøgelser og forløb ved graviditet efter terminen

Baggrund

Ved korrekt beregning af fødselsterminen føder over halvdelen af alle gravide lige omkring graviditetsuge 40+0.

Når du er gået 10 dage over din terminsdato, bliver du tilbudt undersøgelse af, hvordan du og barnet har det. Hvis alt er normalt, informerer vi dig om muligheden for at afvente spontant indsættende fødsel eller igangsættelse, når du er gået yderligere 2-4 dage over tiden.

Sammen med jordemoderen vil du snakke om fordele og ulemper ved de forskellige muligheder og I vil sammen finde en løsning, der passer dig, efter principperne for Fælles Beslutningstagning.

Ved afvigende fund aftales det videre forløb med en læge ud fra faglige anbefalinger.

Målet er, at du føder inden for - eller så tæt på - den normale graviditetslængde, som er 42 uger.

Sådan foregår det sidste jordemoderbesøg

Ved det sidste jordemoderbesøg, vil jordemoderen informere dig om, hvorledes du kontakter fødeafdelingens sekretær og bestiller en tid til undersøgelsen. Du skal ringe til fødeafdelingens sekretær på hverdage mellem kl. 8 og kl. 12 når du er i graviditetsuge 41+2. Hvis du er 41+2 er i weekenden, så skal du ringe fredag inden kl. 12.

Du vil få en tid kl. 7.50.

Fødeafdelingens sekretær telefon 79182733

I Ultralyds Ambulatoriet og på afdelingen for Indlagte Gravide

Du vil blive ultralydsscannet, hvor barnets fostervandsmængde og navlesnors flow vurderes, hvorefter du bliver undersøgt af en jordemoder og taler med hende om det videre forløb.

Undersøgelsen omfatter:

Udvendig undersøgelse som du kender fra jordemoderbesøgene.

Urin undersøgelse.

Blodtryksmåling.

CTG, som er en overvågning af barnets hjertelyd samt registrering af eventuelle veer

Indvendig undersøgelse for at vurdere din livmoderhals og livmodermund.

Derudover vil hun tilbyde dig at løsne fosterhinderne. Dette frigiver et hormon, der kan stimulere kroppen til at gå i fødsel. Selve undersøgelsen gør ikke ondt, men kan være lidt ubehagelig, og du skal forvente en smule blødning lige bagefter.

I døgnet efter kan du få tiltagende eller smertefulde plukkeveer, fordi din livmoder arbejder. Det kan lindres med en varmepude, et varmt brusebad eller let smertestillende medicin.

Videre forløb

  Hvis du ønsker at afvente fødslens spontane forløb, aftaler du tidspunkt for næste kontrol med jordemoderen.

  Hvis du ønsker igangsættelse, aftaler I et tidspunkt 12-13 dage efter din terminsdato - så tæt på graviditetsuge 41+5 eller 6 som muligt.

Praktiske oplysninger

  Er du i øvrigt usikker på noget, så ring til fødeafdelingen og tal med en jordemoder.

  Hvis fostervandet går eller du får regelmæssige veer, skal du altid ringe til Fødeafdelingen.

Fødeafdelingen telefon 79182732

Kontakt

Kvindesygdomme og Fødsler

Indlagte gravide

Finsensgade 35

6700 Esbjerg

 

 


pinfoSVS-1098992837-368 172140   |   25.08.2026

APPFWU01V