Glukosebelastning
Til patienter og pårørende
Information til dig, der skal have lavet en glukosebelastningsprøve
Undersøgelser har vist, at nogle gravide har en øget risiko for at udvikle graviditetssukkersyge.
Det drejer sig om følgende gravide
• Sukkersyge i familien (søskende, forældre, bedsteforældre)
• Tidligere født barn med fødselsvægt over 4500 g
• Overvægtige med BMI 27 inden graviditeten
• Tidligere haft graviditetsbetinget sukkersyge
• Tvillinge- eller trillingegravide
• Forhøjet mængde fostervand*
• Sukker i urinen i løbet af graviditeten*
• Kvinder med PCOS
Undersøgelsen foregår på Klinisk Biokemisk Afdeling
• Esbjerg Sygehus - mandag til fredag
• Sundhedshus Varde - tirsdag og torsdag
• Grindsted Sygehus – alle dage
Du bestiller tid til prøven via Mine Aftaler
*Disse bestiller fødselslægen selv og prøven foregår inden for én uge.
Du skal være fastende. Det vil sige, at du ikke må have drukket, spist eller røget de sidste 8 timer inden prøven. Du må dog gerne have drukket op til 1/2 L rent vand. Hvis fasten ikke overholdes, giver prøven et forkert resultat.
Undersøgelsen forgår på følgende måde
• Du skal drikke 225 ml sukkervand og et glas vand
• Efter 2 timer tages en blodprøve til slutblodsukker
Du skal blive i de ca. 2 timer, undersøgelsen varer. Du skal ligge eller sidde, du må ikke sove og du må gå på toilettet.
Tag lidt mad med, som du kan spise, når undersøgelsen er overstået.
Svar på undersøgelsen
Hvis glukosebelastningsprøven er forhøjet, vil du høre fra os inden 14 dage og du vil blive tilbudt ekstra kontroller i Graviditet Ambulatoriet.
Hvis prøven er normal, hører du ikke fra os.
|
Kontakt Kvindesygdomme og Fødsler Graviditet ambulatoriet Finsensgade 35 6700 Esbjerg |
|
pinfoSVS-1098992837-371 172133 | 24.08.2026 |