Kikkertundersøgelse af tyktarmen - Koloskopi
Til patienter og pårørende
Undersøgelsen
Koloskopi er en kikkertundersøgelse af tyk- og endetarm (og ofte den nederste del af tyndtarmen).
Undersøgelsen udføres med en bøjelig kikkert, som indføres via endetarmen.
Før undersøgelsen anlægges en tynd plastikkanyle i en blodåre i hånden, hvori der kan gives
beroligende og smertestillende medicin.
Undersøgelsen kan forbigående give ubehag og smerter. Det er muligt at tage vævsprøver fra
tarmslimhinden og fjerne små polypper. Undersøgelsen varer ca. 30 minutter.
OBS - DU SKAL RINGE TIL OS PÅ TELEFON 79183140 HVIS:
- Du får Marcoumar eller Marevan. Du skal da have taget en blodprøve (INR-værdi) højest 3 dage før
undersøgelsen. Hvis du selv måler INR, skal værdien være under 3.
- Du har pacemaker.
Medicin
- På undersøgelsesdagen må du tage din vanlige morgenmedicin med få mundfulde vand, med mindre
andet er aftalt.
- Hvis du har hjemmesygeplejerske til at klargøre din vanlige medicin, skal du vise dette brev til din
hjemmesygeplejerske /hjemmehjælp.
Besked til hjemmesygeplejersken: Hvis der, i forbindelse med medicinadministration ved borgeren, er
behov for at få udtømningsmedicinen ordineret i FMK, kan I sende en korrespondance til Medicinsk
Mave og Tarm Ambulatorium . Så vil vi sørge for, at få medicinen lagt ind på borgerens fælles
medicinkort (FMK)
Sukkersyge
Ved insulinkrævende diabetes
- Du skal drikke indtil to timer før undersøgelsen og afslutte med to glas sød saft ca. 400 ml og
derefter faste.
- Du skal undlade din morgendosis insulin, men tage din insulin med til undersøgelsen.
- Hvis du har en insulinpumpe skal du fortsætte uændret, men hold pause med bolusinsulin om muligt.
- Hvis du har mulighed for det, skal du kontrollere dit blodsukker umiddelbart inden, du kommer til
kikkertundersøgelse. Kan du ikke selv måle det, bliver det kontrolleret ved ankomst til afdelingen.
Ved insulinkrævende diabetes, bør du måle dit blodsukker hyppigere i forbindelse med, at du udtømmer
dig til undersøgelsen. Det kan være nødvendigt at tage lidt mindre insulin. Ved tvivl skal du kontakte
egen læge eller den, der har ansvaret for behandling af din sukkersyge.
Ved tabletbehandlet diabetes
- Du skal drikke til to timer før undersøgelsen, og afslutte med to glas sød saft ca. 400 ml og derefter
faste.
- Du skal på undersøgelsesdagen vente med at tage tabletterne indtil undersøgelsen er overstået.
- Hvis du har mulighed for det, skal du kontrollere dit blodsukker umiddelbart inden, du kommer til
kikkertundersøgelse. Kan du ikke selv måle det, bliver det kontrolleret ved ankomst til afdelingen.
- Du skal tage dine tabletter med til undersøgelsen.
Jerntabletter
Må ikke tages de sidste 5 dage før undersøgelsen.
Hvis du har en kendt nyresygdom
Skal du spørge egen læge, om du kan tåle udtømningen.
Efter undersøgelsen
Du bliver tilbudt beroligende og smertestillende medicin i forbindelse med undersøgelsen, derfor må du
forvente lidt opholdstid i afdelingen efter undersøgelsen. Du vil efter undersøgelsen blive tilbudt lidt
mad og drikke. Du skal selv sørge for hjemtransport. Du må ikke selv føre bil, motorcykel, betjene
maskiner eller lignende de næste 24 timer på grund af den beroligende og smertestillende medicin.
Inden du går hjem, får du information om undersøgelsen.
Du skal ikke forvente at kunne arbejde på undersøgelsesdagen.
Risiko og komplikationer ved undersøgelsen
Undersøgelsen er meget sikker og medfører yderst sjældent komplikationer. Risiko for blødning eller
hul på tarmen er under 1 procent. I forbindelse med vævsprøver eller fjernelse af polypper kan der
optræde mindre blødning fra tarmen.
Ved svære mavesmerter, feber eller blødning fra tarmen kan du indtil klokken 14 på dagen for
Undersøgelsen, kontakte os i ambulatoriet.
Herefter skal du kontakte egen læge eller vagtlæge.
Udrensningsvejledning
For optimal undersøgelse er det vigtigt, at tarmen er helt udtømt.
Hvis du har tendens til forstoppelse, kan du tage 1-2 Magnesia tabletter i dagene før udtømningen.
Magnesia er et almindeligt afføringsmiddel, der kan købes på apoteket i håndkøb.
Det er vigtigt at drikke rigeligt for at være godt udtømt. Drik ikke kun vand, men også tynde salt- og
sukkerholdige væsker.
Udtømningen giver diarré og kan medføre kvalme og hovedpine.
OBS: Du skal følge vejledningen (på sidste side) og ikke den i Picoprep-pakken.
Sådan blandes Picoprep
1. Bland indholdet af 1 brev i et glas koldt vand (150 ml.).
2. Rør blandingen i 2-3 minutter. Når det ikke længere bruser, er blandingen færdig.
3. Drik blandingen, helst indenfor 15 minutter.
4. Drik minimum 1,5 liter klar væske i løbet af de næste timer.
Medicinen begynder ofte at virke 1-3 timer, efter du har taget den. Hos nogle kan der gå længere
tid. Sørg for at være i nærheden af et toilet.
Afføringen skal være vandtynd, for at udrensningen er fuldstændig. Hvis det ikke er tilfældet, skal du
drikke mere klar væske.
|
Kontakt Medicinsk Afdeling for Mave, Gigt, Blod og Lindrende Behandling Medicinsk Mave og Tarm Ambulatorium Finsensgade 35 6700 Esbjerg 79183140 |
|
3 dage før undersøgelsen |
Du må stort set spise normalt. Du skal spise ”kernefri” kost, dvs. du må ikke spise brød med hele kerner, vindruer, tomater, kiwifrugt, majs, bønner, løg, hørfrø og lignende. Undgå mælkeprodukter. Drik gerne 2-3 liter væske i løbet af dagen. |
|---|---|
|
2 dage før undersøgelsen |
Du må stort set spise normalt. Du skal spise ”kernefri” kost, dvs. du må ikke spise kernebrød, fuldkornsbrød, vindruer, tomater, kiwifrugt, majs, bønner, løg, hørfrø og lignende. Undgå mæleprodukter. Drik gerne 2-3 liter væske i løbet af dagen. Kl. 18:00: Tag 2 Dulcolax tabletter. |
|
Dagen før undersøgelsen |
Kl. 08:00: Tag 2 Dulcolax tabletter. Indtil kl. 12:00 må du spise kost bestående af: -Kogt hvid fisk eller kyllingekød -Kogte kartofler (uden skræl) -Hvid pasta -Hvidt brød (fx toast) med skrabet smør eller margarine -Kogt æg Efter kl. 12:00 må du kun drikke klare væsker. Hele dagen må du drikke klare væsker: -Vand -Saftevand -Sodavand -Juice (uden frugtkød) -Kaffe og the (uden mælk) -Klar suppe / bouillon (uden fyld) Du må IKKE drikke mælkeprodukter. Kl. 21:00: Tag det første brev Picoprep og drik minimum 1,5 liter klar væske (i løbet af et par timer) |
|
På undersøgelsesdagen |
5 timer før mødetid skal du tage det andet brev Picoprep og drikke minimum 1,5 liter klar væske (i løbet af et par timer). Du må drikke klare væsker indtil 2 timer før mødetid. Herefter skal du faste (altså hverken drikke, tygge tyggegummi eller ryge). |
|
pinfoSVS-555901346-39 182325 | 26.08.2026 |