Azathioprin og 6-Mercaptopurin
Til patienter og pårørende
Præparaterne virker ved at dæmpe eller hæmme dit immunsystem, så det ikke reagerer så aggressivt
mod sig selv og dermed ikke skaber betændelse i tarmen.
Den fulde virkning indtræffer først efter ca. 3 måneders behandling.
I Danmark bruger man almindeligvis lægemidlerne azathioprin og 6-mercaptopurin.
Typisk starter man med azathioprin, men hvis der er for mange bivirkninger, så skifter man i nogle
tilfælde til 6-mercaptopurin.
Hvordan skal medicinen tages
Azathioprin findes i tabletter af 25 mg og 50 mg.
6-Mercaptopurin findes kun som tablet indeholdende 25 mg.
Dosis beregnes ud fra din vægt.
Dosis kan tages en gang dagligt, men dosis kan også deles.
Nogle oplever kvalme efter indtag. Her kan det være en fordel at tage tabletterne til sengetid for at
mindske ubehaget.
Alternativt kan medicinen deles i to daglige doser.
Hvor længe gives behandlingen
Hvis den ønskede effekt opnås, må du regne med at behandlingen fortsætter igennem længere tid.
Undertiden i flere år.
Dog vil det løbende blive kontrolleret, at behandlingen har den ønskede effekt.
Bivirkninger
De fleste tåler behandlingen, men hos 10-15 % optræder bivirkninger, som betyder, at man må afbryde
behandlingen. Behandlingen kan i visse tilfælde genoptages i en lavere dosering.
Kvalme er en forholdsvis almindelig bivirkning særligt i starten af behandlingen. Derudover kan der
optræde hårtab og influenzalignende symptomer.
Huden vil være særligt følsom overfor sollys, og det er vigtigt at beskytte den med solcreme med høj
faktor i sommerperioden. Solarium bør undgås.
Bugspytkirtlen, leveren samt knoglemarven kan påvirkes af behandlingen, hvorfor du straks skal
kontakte ambulatoriet (udenfor åbningstid vagtlæge), hvis du oplever voldsomme mavesmerter eller
feber uden kendt årsag.
Meget almindelige (Flere end 10 ud af 100 personer får bivirkningen)
- Påvirkning af knoglemarvens produktion af blodlegemer, Øget risiko for infektioner pga. mangel på
hvide blodlegemer, Infektioner
Almindelige (Højst 10 ud af 100 personer får bivirkningen)
- Kvalme, Øget tendens til blødning pga. fald i antallet af blodplader
Ikke almindelige (Højst 1 ud af 100 personer får bivirkningen)
- Betændelse i bugspytkirtlen, Leverpåvirkning, Ophobning af galde, Blodmangel, Allergiske reaktioner
Sjældne (Højst 1 ud af 1.000 personer får bivirkningen)
- Senere tilfælde af kræft, Alvorlig leverskade, Blodmangel og øget risiko for infektioner pga. mangel på
hvide blodlegemer, Hudkræft, Hårtab, Livmoderhalskræft
Meget sjældne (Højst 1 ud af 10.000 personer får bivirkningen)
- Betændelse i nedre del af tyktarmen, Blødning eller hul i mavetarmkanalen, Tyktarmsbetændelse,
Lungebetændelse, Alvorlig hudreaktion, Alvorlig hudreaktion hvor huden går til grunde
Ikke kendt
- Hududslæt med betændte blærer og feber, Overfølsomhed over for sollys
Anden medicin
Lægen vil vurdere din øvrige medicinske behandling for at sikre, at der ikke optræder bivirkninger
forårsaget af et uheldigt samspil imellem azathioprin / 6-mercaptupurin og øvrige præparater.
Det er væsentligt at være opmærksom på, at virkningen af blodfortyndende behandling kan ændres
som følge af azathioprin behandling.
Graviditet / amning
Der er ikke påvist fosterskadelig effekt af behandling med azathioprin / 6-mercaptopurin, hvorfor
behandlingen generelt kan fortsættes under et graviditetsforløb.
Man må gerne amme under pågående behandling.
Bliver du gravid, er det dog vigtigt, at du orienterer lægen om det.
Der er ikke noget der tyder på, at behandlingen påvirker sædkvaliteten.
Blodprøvekontrol
Regelmæssig blodprøvekontrol er nødvendig for at afsløre eventuelle bivirkninger til behandlingen.
De første måneder tages blodprøver hyppigt for at sikre, at du kan tåle medicinen.
Herefter er det nødvendigt med blodprøvekontrol hver 3. måned.
Blodprøverne bliver set af lægen, og du bliver kontaktet, hvis der er behov for det.
Receptfornyelse
Recepter fornys ved henvendelse til ambulatoriet enten telefonisk eller i forbindelse med behandling /
kontrol.
Af sikkerhedsårsager udskrives der kun recept til 3 måneders behandling.
Receptfornyelse kan kun finde sted, såfremt du indenfor en 3 måneders periode før fornyelsen har fået
taget kontrolblodprøver!
Udlevering af 6-Mercaptopurin
Der kan udleveres til 3 måneders forbrug.
Udlevering kan kun finde sted, såfremt du indenfor en 3 måneders periode før udleveringen har fået
taget kontrolblodprøver!
|
Kontakt Medicinsk Afdeling for Mave, Gigt, Blod og Lindrende Behandling Medicinsk Mave og Tarm Ambulatorium Finsensgade 35 6700 Esbjerg 79183140 |
|
pinfoSVS-555901346-145 154454 | 27.08.2026 |