Skip til primært indhold

Behandling med Rituximab

Til patienter og pårørende

Denne information er til dig der skal modtage behandling med Rituximab via Nyremedicinsk Afdeling på

Esbjerg Sygehus. Den giver dig og dine pårørende information om hvorfor og hvordan behandlingen

gives samt om hvordan behandlingen kan påvirke dig.

Vi håber, at denne viden kan forberede dig på forløbet og de gener, der kan opstå.

Hvorfor gives Rituximab

Rituximab anvendes på Nyreafdelingen på Esbjerg sygehus til behandling af visse nyresygdomme, hvor

der er behov for at dæmpe patientens immunsystem.

Hvordan virker Rituximab

Rituximab virker ved at binde sig til overfladen på en bestemt gruppe hvide blodlegemer (B-cellerne),

som spiller en central rolle for sygdomsudviklingen. Herved ødelægges B-cellerne og

sygdomsaktiviteten bremses.

Virkningen på B-cellerne indtræder med det samme, men den kliniske virkning altså effekten på selve

sygdommen ses ofte først nogle uger efter behandlingen. Effekten er afhængig af den specifikke

nyresygdom, men behandlingen har effekt hos mere end halvdelen af patienterne.

B-cellerne vil gendannes i løbet af 6-9 måneder, og dermed kan det blive nødvendigt at gentage

behandlingen eller give den forebyggende, såfremt sygdommen blusser op igen.

Hvordan foregår behandling med Rituximab?

Behandlingen gives som oftest i nyreambulatoriet (ambulant) men kan også gives under indlæggelse.

Forprøver

Når lægerne har besluttet, at du skal have behandlingen, undersøges du først for forskellige

underliggende sygdomme. Visse sygdomme fx leverbetændelse kan nemlig blusse op under

behandlingen. Herudover skal du 1-2 dage før hver behandling have taget blodprøver for at vurdere, om

du er klar.

Om morgenen på dagen for behandlingen skal du måle din temperatur og ringe til Nyre Ambulatoriet

kl. 7.30 (tlf. 79 18 22 55).

Du skal være forberedt på, at en behandling kan udskydes, hvis din tilstand eller blodprøver ikke tillader

ny behandling. Dette tager din læge stilling til fra gang til gang.

Hvis du vurderes klar til behandling, kommer du til afdelingen ca 1 time senere. Her afventes at medicin

er færdigblandet fra apoteket.

I ventetiden får du lagt en tynd plastslange (venflon) ind i en blodåre i armen. Her gives medicin som

forebygger en allergisk reaktion 1/2-1 time før behandlingen og selve Rituximabbehandlingen.

Behandling

Medicinen gives ind i blodåren. Besøgene tager typisk 3-6 timer. Medicinen gives på en pumpe, der

sikrer den korrekte hastighed. Den første gang gives medicinen langsommere for at forebygge

bivirkninger og overfølsomhedsreaktion. Hastigheden øges gradvist og de næste gange kan det gives

hurtigere, hvis man ikke har haft bivirkninger. Den første gang skal du derfor sætte hele dagen af til

besøget. Ved de efterfølgende behandlinger vil du oftest kunne få behandlingen hurtigere.

Anden medicin

I forbindelse med behandlingen:

For at forebygge bivirkninger og overfølsomhedsreaktion gives 30-60 minutter før opstart.

Antihistamin

Antihistamin gives som tablet eller ind i årerne, det er med til at forebygge en overfølsomhedsreaktion

af medicinen.

Vær opmærksom på at antihistamin kan virke sløvende. Hvis du er træt og sløv efter behandlingen, må

du ikke selv føre bil.

Binyrebarkhormon

Binyrebarkhormon forebygger også en overfølsomhedsreaktion

Panodil

Forebygger forbigående temperaturstigning og delvist influenzasymptomer.

Efter behandling:

Du vil i forbindelse med behandlingen skulle have sulfotrim som forebygger en speciel lungeinfektion.

Dette informeres du separat omkring.

Bivirkninger

Under behandling:

Medicinen tåles vanligvis godt. Influenzalignende symptomer (hovedpine, feber, kulderystelser, kvalme,

opkastninger, udslæt, irritation i halsen og træthed) er almindelige. Der ses også

overfølsomhedsreaktioner med, lavt blodtryk og åndenød. Bivirkninger forekommer oftest inden for

den første time af første behandling. Ved første behandling vil der være en sygeplejerske tilstede på

stuen den første time. Hvis du får symptomer, skal du straks sige til, så stoppes behandling og du tilses

af en læge.

Der gives som nævnt forebyggende medicin og der måles blodtryk, puls og temperatur flere gange

under behandlingen.

Hvis der blot er tale om lette bivirkninger, kan behandlingen som oftest genoptages hurtigt igen,

hvorefter medicinen sættes til at løbe lidt langsommere ind. Efter behandlingen er slut skal du

observeres en time før du kan gå hjem.

Efter behandling:

Da behandlingen svækker immunforsvaret kan der efter behandlingen forekomme infektioner, fx.

luftvejsinfektioner og urinvejsinfektioner.

Rituximab har i sjældne tilfælde forårsaget en alvorlig hjerneinfektion, som kaldes Progressiv multifokal

leukoencefalopati PML. Symptomerne på PML kan være: forvirring, hukommelsestab eller

koncentrationsbesvær. Balancetab eller ændringer i din måde at gå eller tale på. Nedsat

  styrke eller svækkelse af den ene side af din krop. Sløret syn eller synstab. Får du

  nogle af de symptomer skal du kontakte afdelingen.

Langtidsbivirkninger: Risiko for langtidsbivirkninger er ikke endelig klarlagt. Der er intet, der tyder på

øget risiko for at udvikle kræft.

Graviditet og amning

Der skal anvendes sikker prævention under behandling både hos mænd og kvinder. Behandlingen skal

ophøre mindst 12 måneder før planlagt graviditet. Amning bør undgås under behandlingen og mindst 12

måneder efter.

Kontakt til ambulatoriet/sengeafdelingen

Tegn på allergisk forsinkede reaktioner efter du er kommet hjem forekommer sjældent.

Men du skal kontakte os ved:

  • feber over 38 ved flere målinger med en times mellemrum eller over 38,5 på en enkelt måling
  • ved tiltagende åndenød eller hoste.

Ved svage bivirkninger, skal du kontakte:

Nyre Ambulatoriet i hverdage fra kl. 08-14 på tlf. 79 18 22 58

Nyremedicinsk sengeafdeling i hverdage fra kl. 14-08 samt weekend og helligdage på tlf 79 18 57 72

Du skal informere om, at du er behandlet med Rituximab og hvis aktuelt også anden immundæmpende

medicin.

Ved voldsomme bivirkninger som fx akut vejrtrækningsbesvær skal du ringe 112.

Opfølgning

Behandlingen gives oftest 2 gange med 14 dages mellemrum. Der skal tages blodprøver før hver

behandling. I starten af kontrolforløbet desuden hyppige blodprøver og kontroller. Herefter planlægges

kontroller meget individuelt.

Du vil i forbindelse med behandlingen få tider for kommende blodprøver og kontroller i Nyre

Ambulatoriet.

Hvis du har behov for at kontakte afdelingen:

Nyre Ambulatorium 79 18 22 58

Telefontider: Sekretær 08.00 - 14.00

Sygeplejerske 07.30 - 14.30

Blodprøvetagning: mandag - fredag kl. 07.00 - 14.45. Tirsdag kl. 07.00 - 17.45.

Transportbestilling: 70 11 31 11 mandag – fredag kl. 08 -15.00 (tidligst 14 dage før).

Kontakt

Medicinsk Afdeling for Nyre, Hormon, Ældre og

Diætister

Finsensgade 35

6700 Esbjerg

 

Tlf. 79 18 22 58

 


pinfoSVS-1988343857-9 177908   |   29.05.2026

APPFWU02V