Limited Care hæmodialyse
Til patienter og pårørende
Hvad er Limited Care hæmodialyse?
Limited Care betyder begrænset pleje. Limited Care er hæmodialyse på sygehuset, hvor du har medansvar for din egen behandling. Du oplæres i at sætte dialysemaskinen op og kontrollere den under hæmodialysen.
Du oplæres i at lægge kanylerne, hvis du ønsker det.
Har du kateter, oplæres du i at starte og slutte behandlingen.
Det betyder, at det er dig selv, der står for behandlingen hver gang.
Når du er oplært som Limited Care patient:
- planlægger du selv dialysetidspunktet.
- har du mulighed for at variere længden af dialysebehandlingen. Du kan få flere dialyser og dermed mere behandling. Dette kan betyde mindre medicin, mere energi, færre restriktioner og bedre søvn.
- har du større frihed og mere fleksibilitet.
Hvor sker det?
Limited Care er en del af Hæmodialyseafdelingen. Du vil som Limited Care patient sidde i en stol under behandlingen, på samme stue som andre Limited Care patienter.
Hvordan foregår det?
For at være Limited Care patient skal du køre stabile dialyser og have en stabil adgangsvej (Fistel eller kateter).
Der er oplæring i dagtimerne på hverdage. Efter endt oplæring varetager du selv behandlingen.
Du vil få ordineret et minimum antal dialyser samt minimum antal dialysetimer pr. uge.
Der kan altid tilkaldes hjælp under dialysebehandlingerne.
Kontrol og blodprøver
Du får taget blodprøver af en sygeplejerske, og der er stuegang efter behov.
Som Limited Care patient er det dig, der har styringen af din behandling.
|
Kontakt Nyre Ambulatorium Finsensgade 35, E3 6700 Esbjerg 79 18 22 58 |
|
pinfoSVS-555901346-108 169372 | 24.06.2026 |