Skip til primært indhold

Fjernelse af mandler

Til patienter og pårørende

Hvorfor fjernelse af mandler?

Gener i form af f.eks. gentagne halsbetændelser, søvnapnø, mandelpropper og dårlig ånde, kan oftest afhjælpes ved at få fjernet mandlerne.

Operationen varer ca. 1/2 time og sker i fuld bedøvelse.

Du udskrives samme dag, medmindre du bor mere end 30 min. kørsel til Esbjerg Sygehus eller er under 4 år, i så fald skal du overnatte en enkelt nat på afdelingen.

Sådan forbereder du dig til operationen

Faste

Du skal møde fastende på operationsdagen.

Faste 0-18 år

Indtil 6 timer før du møder på afdelingen må du spise og drikke normalt.

Indtil 4 timer før må du få modermælkserstatning.

Indtil 3 timer før må du få modermælk.

Indtil 1 time før må du drikke klare/tynde væsker, fx vand, saft, juice UDEN frugtkød, sodavand, sort kaffe eller te (UDEN mælk).

Den sidste time før må du intet indtage.

Faste voksne over 18 år

De sidste 6 timer før du møder på afdelingen må du ikke spise mad eller drikke mælkeholdige produkter.

Indtil 2 timer før du møder må du drikke klare/tynde væsker, fx vand, saft, juice UDEN frugtkød, sodavand, sort kaffe eller te (UDEN mælk).

Blodfortyndende medicin

Hvis du får blodfortyndende medicin eller tager visse former for naturmedicin og/eller kosttilskud kan der være særlige forholdsregler i forbindelse med indgrebet. Vær opmærksom på, du har fået information/plan vedrørende din medicin.

Bad før operation

For at minimere risikoen for infektioner, er det vigtigt at du tager et bad aftenen inden/eller om morgen før operationen.

Der må ikke bæres smykker/piercing, neglelak, kunstige negle eller makeup på operationsdagen. Det er tilladt at bære en BH uden metal under operationen.

Bedøvelse

Planlægningen af din bedøvelse, er altid individuel, så vi tager hensyn til lige præcis dig, indgrebet, din helbredstilstand og dine behov. Du får yderligere besked af lægen/sygeplejersken ved forundersøgelse.

Rygning og alkohol

Til visse operationer kræver kirurgen ryge- og alkoholstop. Et alkoholforbrug på mere end 4 genstande dagligt øger risikoen for komplikationer som sårproblemer, infektioner, lungeproblemer og forlænget indlæggelsestid. Hvis dit forbrug er større end det maximalt anbefalede fra Sundhedsstyrelsen, bør du helt stoppe med alkohol hurtigst muligt eller mindst 4 uger før operationen.

For at fremme sårhelingen og minimere risikoen for komplikationer, anbefaler vi du stopper med at ryge hurtigst muligt eller mindst 6 uger før din operation og vedholder rygestoppet efter operationen. Hvis du ønsker hjælp til rygestop, så snak med plejepersonalet om dette.

Er der ventetid?

Der er mange aktiviteter i gang på samme tid på en afdeling, og der kan derfor forekomme ventetid.

Ventetiden kan for eksempel skyldes situationer med akut dårlige patienter.

Hvordan forholder jeg mig efter operationen?

Når du kommer tilbage fra operationen, må du være oppegående.

Smerter og medicin

Det er vigtigt, at du følger de informationer, vi giver dig om smertebehandlingen.

Du kan få kraftige smerter i halsen og mange oplever smerter i ørerne, som er helt normalt. På 5-7 dagen falder sårskorperne af og der vil være en lille øgning af smerterne de dage.

Du skal have 2 typer medicin:

  • Paracetamol (Panodil, Pamol, Pinex   købes som håndkøb. Læs brugsanvisningen på emballagen)
  • Bonyl (du får recept ved forundersøgelsen)

Kost

Efter operationen må du spise og drikke efter eget ønske. I nogle tilfælde kan det føles smertelindrende med kolde drikke. Du må prøve dig frem, for at se, hvad der er bedst for dig.

Generelt er det vigtigt at komme i gang med at spise og drikke efter operationen, så sårene i halsen kan hele op.

Det er vigtigt, at du ikke udelukkende spiser is og yoghurt og andre flydende fødevarer, da en vis struktur i maden er med til at sikre en gradvis afstødning af sårskorper og holder operationsfeltet rent. Herved mindskes risikoen for efterblødning og infektion.

Samtidig er det vigtigt, at du spiser mad, som du skal tygge og får rigeligt at drikke det mindsker smerterne.

Du må IKKE drikke alkohol.

Udskrivelse sådan forholder du dig

Du får information om forholdsregler af sundhedspersonalet. Du får et medicinskema, som I sammen gennemgår.

Ambulant

Der er ingen kontrol efter fjernelse af mandler.

Sygemelding

Du skal være sygemeldt i 2 uger. De første 2 uger må du ikke deltage i sport eller fysisk arbejde. Børn skal være under observation de må ikke komme i daginstitution eller skole de 2 første uger.

Vandladning

Hvis du ikke kan komme af med vandet, skal du kontakte sygehuset for at undgå varige vandladningsgener.

Forstoppelse

Det er vigtigt, at du inden for få dage får gang i maven efter en operation. Ved forstoppelse skal du tage kontakt til egen læge.

Komplikationer

Blødning

Der kan opstå blødning efter operationen. Det er derfor vigtigt, at du følger vores forholdsregler om kost, sygemelding og ingen rygning.

Man kan se blødning helt op til 12 dage efter operationen.

Hvis det bløder, skal du spytte blodet ud i stedet for at synke det.

Du kan ofte stoppe blødningen ved at:

  • Sutte på nogle isterninger
  • Sidde op

Det er en god ide altid at have isterninger eller sodavandsis i fryseren.

Hvis det bløder, skal du kontakte Øre-Næse-Hals Afdelingen.

Betændelse

Der kan komme hvid-gullige belægninger, hvor mandlerne har siddet. Det er helt naturligt og forsvinder efter ca. 1 uge.

Meget sjældent kan der komme kraftig betændelse. Derfor skal du være opmærksom på, om du får feber.

Hjemtransport

Som udgangspunkt skal alle patienter selv sørge for transport og selv betale kørselsudgifterne. Der er dog nogle få undtagelser. Læs om transport og befordringsgodtgørelse på Esbjerg Sygehus Grindsted Sygehus' hjemmeside .

Du skal selv arrangere hjemtransport, da du ikke må føre et køretøj pga. narkosen. Vi anbefaler derfor, at du får en pårørende til at hente dig efter operationen.

Spørg, hvis du er i tvivl

Øre-næse-hals Ambulatoriet

Tlf.: 7918 2783, se telefontider på vores hjemmeside.

Øre-næse-hals Sengeafsnit D1

Tlf.: 7918 5513 efter kl. 15 kun i akutte tilfælde

Børneafdelingen

Tlf.: 7918 3031 kun i akutte tilfælde

Med venlig hilsen

Personalet

Øre, Næse og Halsafdelingen

Kontakt

Esbjerg Sygehus Grindsted Sygehus

Øre, Næse og Halsafdelingen

Finsensgade 35

6700 Esbjerg

 

 


pinfoSVS-1281153662-49 155303   |   25.08.2026

APPFWU01V