Skip til primært indhold

Undersøgelse af spiserøret

Til patienter og pårørende

Hvorfor foretage undersøgelse af spiserøret?

Ved undersøgelsen af spiserøret kan der i fuld bedøvelse foretages en kikkertundersøgelse af spiserøret. Den såkaldte øsofagoskopi. Her føres en tynd kikkert med indbygget lys og kamera ned via munden gennem svælget og spiserøret ned til mavesækken. Billederne fra undersøgelsen kan så ses på en skærm. Der er også en kanal i kikkerten hvorfra der kan suges materiale op eller tages en lille prøve fra med tang til efterfølgende vævsundersøgelse.

Undersøgelsen varer ca. 1/2 time og foregår i fuld bedøvelse.

Du udskrives almindeligvis samme dag, når du har det godt, har spist, drukket og haft vandladning.

Sådan forbereder du dig til operation

Faste

Du skal være fastende på operationsdagen.

Faste 0-18 år

Indtil 6 timer før du møder på afdelingen må du spise og drikke normalt.

Indtil 4 timer før må du få modermælkserstatning.

Indtil 3 timer før må du få modermælk.

Indtil 1 time før må du drikke klare/tynde væsker, fx vand, saft, juice UDEN frugtkød, sodavand, sort kaffe eller te (UDEN mælk).

Den sidste time før må du intet indtage.

Faste voksne over 18 år

De sidste 6 timer før du møder på afdelingen må du ikke spise mad eller drikke mælkeholdige produkter.

Indtil 2 timer før du møder må du drikke klare/tynde væsker, fx vand, saft, juice UDEN frugtkød, sodavand, sort kaffe eller te (UDEN mælk).

Blodfortyndende medicin

Hvis du får blodfortyndende medicin eller tager visse former for naturmedicin og/eller kosttilskud kan der være særlige forholdsregler i forbindelse med indgrebet. Vær opmærksom på, du har fået information/plan vedrørende din medicin.

Bad før operation

For at minimere risikoen for infektioner, er det vigtigt at du tager et bad aftenen inden/eller om morgen før operationen.

Der må ikke bæres smykker/piercing, neglelak, kunstige negle eller makeup på operationsdagen. Det er tilladt at bære en BH uden metal under operationen.

Bedøvelse

Planlægningen af din bedøvelse, er altid individuel, så vi tager hensyn til lige præcis dig, indgrebet, din helbredstilstand og dine behov. Du får yderligere besked af lægen/sygeplejersken ved forundersøgelse.

Rygning og alkohol

Til visse operationer kræver kirurgen ryge- og alkoholstop. Et alkoholforbrug på mere end 4 genstande dagligt øger risikoen for komplikationer som sårproblemer, infektioner, lungeproblemer og forlænget indlæggelsestid. Hvis dit forbrug er større end det maximalt anbefalede fra Sundhedsstyrelsen, bør du helt stoppe med alkohol hurtigst muligt eller mindst 4 uger før operationen.

For at fremme sårhelingen og minimere risikoen for komplikationer, anbefaler vi du stopper med at ryge hurtigst muligt eller mindst 6 uger før din operation og vedholder rygestoppet efter operationen. Hvis du ønsker hjælp til rygestop, så snak med plejepersonalet om dette.

Er der ventetid?

Der er mange aktiviteter i gang på samme tid på en afdeling, og der kan derfor forekomme ventetid.

Ventetiden kan for eksempel skyldes situationer med akut dårlige patienter.

Hvordan forholder jeg mig efter operationen?

Ved nogle typer af spiserørsundersøgelser og behandling af forsnævringer på spiserøret kan det være nødvendigt, at du:

  • forbliver indlagt på afdelingen.
  • er fastende efter undersøgelsen.

Smerter og medicin

Efter en operation kan du ofte have behov for smertestillende medicin. Vi anbefaler, at du sørger for at købe håndkøbsmedicin som f.eks. Pinex, Panodil eller Pamol til, når du udskrives. Husk at læse indlægssedlen.

Nogle patienter har brug for stærkere medicin, hvis det er tilfældet, vil du få besked, når du bliver indlagt.

Kost

Du må spise normal kost, hvis ikke du er blevet oplyst om andet.

Udskrivelse - sådan forholder du dig

Du får information om forholdsregler af sundhedspersonalet.

Ambulant kontrol

Du får en tid til ambulant kontrol 2 uger efter undersøgelsen. Du får svar på eventuelle prøver, og lægen vurderer resultatet af undersøgelsen.

Sygemelding

Du skal almindeligvis ikke være sygemeldt.

Vandladning

Hvis du ikke kan komme af med vandet, skal du kontakte sygehuset for at undgå varige vandladningsgener.

Forstoppelse

Det er vigtigt, at du inden for få dage får gang i maven efter en operation. Ved forstoppelse skal du tage kontakt til egen læge.

Komplikationer

Hvis der er taget prøver af slimhinden, kan der i meget sjældne tilfælde opstå et hul i spiserøret. Hvis dette sker, vil det vise sig ved smerter bag brystbenet og feber. Hvis du får disse symptomer skal du straks kontakte Øre, Næse og Halskirurgisk Ambulatorium eller Sengeafdeling D1.

Hjemtransport

Som udgangspunkt skal alle patienter selv sørge for transport og selv betale kørselsudgifterne. Der er dog nogle få undtagelser. Læs om transport og befordringsgodtgørelse på Esbjerg og Grindsted Sygehus' hjemmeside.

Du skal selv arrangere hjemtransport, da du ikke må føre et køretøj pga. narkosen. Vi anbefaler derfor, at du får en pårørende til at hente dig efter operationen.

Spørg, hvis du er i tvivl

Øre-næse-hals Ambulatoriet

Tlf.: 7918 2783, se telefontider på vores hjemmeside

Øre-næse-hals Sengeafsnit D1

Tlf.: 7918 5513 efter kl. 15 kun i akutte tilfælde

Børneafdelingen

Tlf.: 7918 3031 kun i akutte tilfælde

Med venlig hilsen

Personalet

Øre, Næse og Halsafdelingen

Kontakt

Øre, Næse og Halsafdelingen

Esbjerg Sygehus Grindsted Sygehus

Finsensgade 35

6700 Esbjerg

 

 


pinfoSVS-1281153662-35 156140   |   26.08.2026

APPFWU01V