Undersøgelse af strube og hals
Til patienter og pårørende
Hvorfor foretage undersøgelse af strube og hals?
Ved undersøgelsen føres en kort rørformet kikkert gennem munden og ned til svælget og struben. Undersøgelsen kaldes også en direkte laryngoskopi. Undersøgelsen foregår i fuld bedøvelse idet den med de naturlige reflekser i svælget ellers ville være for ubehagelig. Gennem kikkerten kan lægen så tage vævsprøver, fjerne polypper eller også udposninger på stemmebåndet. Prøverne sendes så ind til yderligere vævsundersøgelse.
Har du sårbare tænder (stift, krone eller bro), er det vigtigt, at lægen gøres opmærksom på dette.
Operationen varer ca. 15 min. og foregår i fuld bedøvelse.
Du udskrives ofte samme dag, når du har det godt, har spist, drukket og haft vandladning.
Sådan forbereder du dig til operation
Faste
Du skal være fastende på operationsdagen.
Faste 0-18 år
Indtil 6 timer før du møder på afdelingen må du spise og drikke normalt.
Indtil 4 timer før må du få modermælkserstatning.
Indtil 3 timer før må du få modermælk.
Indtil 1 time før må du drikke klare/tynde væsker, fx vand, saft, juice UDEN frugtkød, sodavand, sort kaffe eller te (UDEN mælk).
Den sidste time før må du intet indtage.
Faste voksne over 18 år
De sidste 6 timer før du møder på afdelingen må du ikke spise mad eller drikke mælkeholdige produkter.
Indtil 2 timer før du møder må du drikke klare/tynde væsker, fx vand, saft, juice UDEN frugtkød, sodavand, sort kaffe eller te (UDEN mælk).
Blodfortyndende medicin
Hvis du får blodfortyndende medicin eller tager visse former for naturmedicin og/eller kosttilskud kan der være særlige forholdsregler i forbindelse med indgrebet. Vær opmærksom på, du har fået information/plan vedrørende din medicin.
Bad før operation
For at minimere risikoen for infektioner, er det vigtigt at du tager et bad aftenen inden/eller om morgen før operationen.
Der må ikke bæres smykker/piercing, neglelak, kunstige negle eller makeup på operationsdagen. Det er tilladt at bære en BH uden metal under operationen.
Bedøvelse
Planlægningen af din bedøvelse, er altid individuel, så vi tager hensyn til lige præcis dig, indgrebet, din helbredstilstand og dine behov. Du får yderligere besked af lægen/sygeplejersken ved forundersøgelse.
Rygning og alkohol
Til visse operationer kræver kirurgen ryge- og alkoholstop. Et alkoholforbrug på mere end 4 genstande dagligt øger risikoen for komplikationer som sårproblemer, infektioner, lungeproblemer og forlænget indlæggelsestid. Hvis dit forbrug er større end det maximalt anbefalede fra Sundhedsstyrelsen, bør du helt stoppe med alkohol hurtigst muligt eller mindst 4 uger før operationen.
For at fremme sårhelingen og minimere risikoen for komplikationer, anbefaler vi du stopper med at ryge hurtigst muligt eller mindst 6 uger før din operation og vedholder rygestoppet efter operationen. Hvis du ønsker hjælp til rygestop, så snak med plejepersonalet om dette.
Er der ventetid?
Der er mange aktiviteter i gang på samme tid på en afdeling, og der kan derfor forekomme ventetid.
Ventetiden kan for eksempel skyldes situationer med akut dårlige patienter.
Hvordan forholder jeg mig efter operationen?
Når du er tilbage fra operationen, må du være oppegående.
Smerter og medicin
Efter en operation kan du ofte have behov for smertestillende medicin. Vi anbefaler, at du sørger for at købe håndkøbsmedicin som f.eks. Pinex, Panodil eller Pamol til, når du udskrives. Husk at læse indlægssedlen.
Nogle patienter har brug for stærkere medicin, hvis det er tilfældet, vil du få besked, når du bliver indlagt.
Kost
Efter operationen må du spise og drikke efter eget ønske.
Udskrivelse - sådan forholder du dig
Du får information om forholdsregler af sundhedspersonalet.
Stemmen
Du skal skåne stemmen. Det gør du ved at:
- du taler normalt, men i begrænset omfang.
- du undgår at hviske, hoste og harke.
- det er meget vigtigt, at du IKKE ryger.
- du kan være hæs, ru og øm i halsen i op til 1 måned efter undersøgelsen.
Ambulant
Du får en tid til ambulant kontrol 2 uger efter undersøgelsen, hvor du får svar på prøver.
Sygemelding
Du skal ikke være sygemeldt, medmindre du har et arbejde, der belaster stemmen meget. I så fald skal du sygemeldes i 1-2 uger.
Vandladning
Hvis du ikke kan komme af med vandet, skal du kontakte sygehuset for at undgå varige vandladningsgener.
Forstoppelse
Det er vigtigt, at du inden for få dage får gang i maven efter en operation. Ved forstoppelse skal du tage kontakt til egen læge.
Komplikationer
Smerter
Normalt opleveres der ikke væsentlige smerter efter indgrebet, men der kan forekomme irritation eller ømhed i halsen. Ved behov kan du tage smertestillende håndkøbsmedicin (fx Pinex, Panodil eller Pamol). Husk at læse indlægssedlen.
Blødning
Det er normalt, at der kan komme ganske lidt blødning efter undersøgelsen.
Hjemtransport
Som udgangspunkt skal alle patienter selv sørge for transport og selv betale kørselsudgifterne. Der er dog nogle få undtagelser. Læs om transport og befordringsgodtgørelse på Esbjerg og Grindsted Sygehus' hjemmeside
Du skal selv arrangere hjemtransport, da du ikke må føre et køretøj pga. narkosen. Vi anbefaler derfor, at du får en pårørende til at hente dig efter operationen.
Spørg, hvis du er i tvivl
Øre-næse-hals Ambulatoriet
Tlf.: 7918 2783, se telefontider på vores hjemmeside
Øre-næse-hals Sengeafsnit D1
Tlf.: 7918 5513 efter kl. 15 kun i akutte tilfælde
Børneafdelingen
Tlf.: 7918 3031 kun i akutte tilfælde
Med venlig hilsen
Personalet
Øre, Næse og Halsafdelingen
|
Kontakt Øre, Næse og Halsafdelingen Esbjerg Sygehus Grindsted Sygehus Finsensgade 35 6700 Esbjerg
|
|
pinfoSVS-1281153662-34 156142 | 26.08.2026 |