Kolesteatom
Til patienter og pårørende
Hvad er et kolesteatom?
Et kolesteatom er en ansamling af hudceller (”hud på det forkerte sted”) inde i øret, typisk bag trommehinden i mellemøret og eventuelt ind i knoglen bag øret (mastoidet). Det er ikke kræft, men det kan vokse og give problemer, hvis det ikke fjernes.
Kolesteatom kan opstå, når trommehinden gennem længere tid bliver trukket indad (”en lomme”), ofte i forbindelse med øreproblemer eller infektioner og dårlig udluftning af mellemøret. Over tid kan der samle sig hud og affaldsstoffer i lommen.
Hvad betyder det for dig?
Et kolesteatom kan give:
- Ildelugtende væske fra øret (flåd)
- Hørenedsættelse
- Ringen eller susen for øret
- Trykfornemmelse eller smerter
- Svimmelhed (mere sjældent)
Hvis kolesteatomet får lov at vokse, kan det nedbryde de små knogler i mellemøret og påvirke strukturer i og omkring øret. Derfor bør det fjernes.
Hvordan behandles et kolesteatom?
Kolesteatomet fjernes ved en operation.
Afhængigt af hvor udbredt kolesteatomet er, kan operationen omfatte:
- Fjernelse af kolesteatom fra mellemøret og i knoglen bag øret
- Reparation af trommehinden
- Eventuel rekonstruktion af ørets høreknogler (hvis de er påvirkede)
- Dette trin gøres ofte ved en senere operation, da det forbedrer det høremæssige resultat.
Sådan forbereder du dig til operationen
Faste
Du skal være fastende på operationsdagen.
Faste 0-18 år
Indtil 6 timer før du møder på afdelingen må du spise og drikke normalt.
Indtil 4 timer før må du få modermælkserstatning.
Indtil 3 timer før må du få modermælk.
Indtil 1 time før må du drikke klare/tynde væsker, fx vand, saft, juice UDEN frugtkød, sodavand, sort kaffe eller te (UDEN mælk).
Den sidste time før må du intet indtage.
Faste voksne over 18 år
De sidste 6 timer før du møder på afdelingen må du ikke spise mad eller drikke mælkeholdige produkter.
Indtil 2 timer før du møder må du drikke klare/tynde væsker, fx vand, saft, juice UDEN frugtkød, sodavand, sort kaffe eller te (UDEN mælk).
Blodfortyndende medicin
Hvis du får blodfortyndende medicin eller tager visse former for naturmedicin og/eller kosttilskud kan der være særlige forholdsregler i forbindelse med indgrebet. Vær opmærksom på, du har fået information/plan vedrørende din medicin.
Bad før operation
For at minimere risikoen for infektioner, er det vigtigt at du tager et bad aftenen inden/eller om morgen før operationen.
Der må ikke bæres smykker/piercing, neglelak, kunstige negle eller makeup på operationsdagen. Det er tilladt at bære en BH uden metal under operationen.
Bedøvelse
Planlægningen af din bedøvelse, er altid individuel, så vi tager hensyn til lige præcis dig, indgrebet, din helbredstilstand og dine behov. Du får yderligere besked af lægen/sygeplejersken ved forundersøgelse.
Rygning og alkohol
Til visse operationer kræver kirurgen ryge- og alkoholstop. Et alkoholforbrug på mere end 4 genstande dagligt øger risikoen for komplikationer som sårproblemer, infektioner, lungeproblemer og forlænget indlæggelsestid. Hvis dit forbrug er større end det maximalt anbefalede fra Sundhedsstyrelsen, bør du helt stoppe med alkohol hurtigst muligt eller mindst 4 uger før operationen.
For at fremme sårhelingen og minimere risikoen for komplikationer, anbefaler vi du stopper med at ryge hurtigst muligt eller mindst 6 uger før din operation og vedholder rygestoppet efter operationen. Hvis du ønsker hjælp til rygestop, så snak med plejepersonalet om dette.
Er der ventetid?
Der er mange aktiviteter i gang på samme tid på en afdeling, og der kan derfor forekomme ventetid.
Ventetiden kan for eksempel skyldes situationer med akut dårlige patienter.
Hvordan forholder jeg mig efter operationen?
Forbinding
- Det er vigtigt, at du holder forbindingen helt tør.
- Ved bad kan du bruge en kop til at beskytte øret, så forbindingen ikke bliver våd. Undgå at få vand i øret indtil 2 måneder efter operationen.
- Du må under ingen omstændigheder fjerne forbindingen, medmindre andet er udtrykkeligt aftalt med kirurgen.
Sygemelding
Vi anbefaler sygemelding i op til 14 dage alt efter hvor omfattende operationen er.
Blødning
Der kan efter operationen være blødning fra operationssåret. Der må gerne være blod på forbindingen, men hvis det siver vedvarende, skal du kontakte den afdeling, du er udskrevet fra.
Hvordan følger vi op efter operationen?
Kolesteatom kan i nogle tilfælde komme igen eller efterlade små rester, som kan være svære at se med det samme. Derfor følger vi dig tæt:
- Kontrol hver ½ år i vores ambulatorium
- MR-kontrolskanning
- efter 1 ½ år
- efter 3 år
- afsluttende efter 5 år
MR bruges til at kontrollere om der er tilbagevendende kolesteatom.
Hvornår skal du kontakte os?
Kontakt os (eller søg akut hjælp), hvis du får:
- Tiltagende stærke smerter, feber eller påvirket almen tilstand
- Kraftig svimmelhed, der ikke hurtigt aftager
- Nyopstået skævhed i ansigtet/ansigtslammelse
- Kraftig blødning eller markant tiltagende hævelse
Spørg, hvis du er i tvivl
Øre-næse-hals Ambulatoriet
Tlf.: 7918 2783, se telefontider på vores hjemmeside
Øre-næse-hals Sengeafdeling EO Nord
Tlf.: 7918 5513 (efter kl. 15 kun i akutte tilfælde)
Børneafdelingen
Tlf.: 7918 3031 kun i akutte tilfælde
Med venlig hilsen
Personalet
Øre, Næse og Halsafdelingen
|
Kontakt Esbjerg Grindsted sygehus Øre, Næse og Halssygdomme Finsensgade 35 6700 Esbjerg
|
|
pinfoSVS-1281153662-72 | 21.10.2026 |