Skip til primært indhold

Nedgroet negl

Til patienter og pårørende

Sådan forbereder du dig til operation

  • Fødderne skal være nyvaskede.
  • Operationen foregår i lokalbedøvelse.
  • Du kommer hjem samme dag, du er opereret.

Rygning

For at fremme sårhelingen og minimere risiko for komplikationer anbefaler vi, at du stopper med at

ryge 6 uger før din operation og vedholder rygestoppet efter operationen.

Alkohol

Alkohol kan øge risikoen for komplikationer som sårproblemer, infektioner, lungeproblemer m.m. Hvis du drikker mere end 4 genstande om dagen, eller mere end 10 genstande om ugen, råder vi dig til at stoppe helt med at drikke alkohol mindst 4 uger før din operation.

Hvordan forholder jeg mig efter operationen?

De første 2-3 dage efter operationen kan være smertefulde.

  • Du skal holde foden højt og støtte mindst muligt på forfoden. Dette forhindrer blødning og lindrer smerter.
  • Du må fjerne den store forbinding efter 2-5 dage. Herefter må du bruse såret over og sætte plaster på.
  • Hvis såret er syet, skal trådene fjernes efter 12-14 dage hos din egen læge. Du skal selv bestille tid.
  • Hvis såret ikke er syet, sidder der små plastre (steristrip), der holder såret sammen. Disse bør sidde 5-6 dage.

Sygemelding

Sygemelding afhænger af dit arbejde og rådgives individuelt.

Smertestillende medicin

Efter operationen kan du have behov for smertestillende medicin.

Som udgangspunkt anbefaler vi, at du selv anskaffer tabl. Paracetamol 500 mg. (sælges f.eks. som Pamol, Pinex, Panodil eller Pinemol) og evt. tabl. Ipren 200 mg. En grundlæggende smertebehandling for voksne består af Paracetamol 500 mg., 2 tabl. 3-4 gange dagligt, og evt. tabl. Ipren 200 mg. 1-2 tabl. 2-4 gange dagligt.

Hvis vi ikke regner med, at smertebehandlingen med håndkøbsmedicin tager dine smerter, vil du enten få medicinen udleveret fra afdelingen, eller kunne hente medicinen på et apotek.

Hvis du oplever sviende fornemmelser i maven, sure opstød eller lignende, skal du stoppe med smertebehandlingen, og kontakte din egen læge.

Du er altid velkommen til at spørge personalet, hvis du er i tvivl.

Komplikationer

Ved blodig gennemsivning af forbindingen indenfor det første døgn efter operationen, skal forbindingen skiftes under sterile forhold. Du skal derfor kontakte Skadevisitationen på telefon 7011 0707 med henblik på skiftning.

Du skal kontakte din egen læge eller vagtlæge, hvis:

  • Området omkring såret bliver rødt og varmt.
  • Du får feber.
  • Foden/tåen bliver mere hævet.
  • Du får mere ondt i foden/tåen.

Spørg, hvis du er i tvivl

Kontakt Ortopædkirurgisk Afdeling.

Med venlig hilsen

Esbjerg Sygehus Grindsted Sygehus

Kontakt

Ortopædkirurgisk Afdeling

Finsensgade 35

6700 Esbjerg

7918 2126


pinfoSVS-1330394561-91 152080   |   02.09.2026

APPFWU01V