Operation i WALANT bedøvelse
Du er blevet tilbudt en operation i WALANT bedøvelse, som er en lidt udvidet form for lokalbedøvelse. WALANT er en forkortelse for Wide Awake Local Anaestisia No Tourniquet, som oversat til dansk betyder: Vågen patient, lokal bedøvelse, ingen blodtomhedsmanchet. Det er altså en bedøvelse, der muliggør visse undersøgelser og medvirken af patienten under operationen.
Bedøvelsen anvendes indtil videre kun i Grindsted. Du vil blive bedt om at møde ca. 1 time før selve operationen, da bedøvelsen skal have god tid for at virke optimalt. Medbring eventuelt læsestof eller musik.
Når du får en tid til operation vær opmærksom på, hvad der står i dit brev.
Sådan forbereder du dig til operation
- Hvis du er syg, skal du ringe afbud.
- Du skal bade om morgenen, da ren hud nedsætter risikoen for betændelse. Hvis du skal opereres på hånd eller fod, skal du klippe og rense negle. Vær opmærksom på, at der ikke er sår, rifter, bumser og myggestik i operationsområdet.
- Du må ikke bruge bodylotion.
- Eventuelle smykker, piercinger og neglelak skal fjernes hjemmefra.
- Vi renser huden med farvet sprit, der kan smitte af på tøjet.
- Vi anbefaler, at du har Paracetamol hjemme til smertebehandling efter operationen.
Medbring
Insulin, astmaspray eller nitroglycerin, hvis du bruger dette.
Information af lægen inden operation
- Du får information af lægen om operationen.
- Mulighed for at stille spørgsmål.
Hvordan forholder jeg mig efter operationen?
Smerter
- Du kan få ondt, når lokalbedøvelsen forsvinder.
- Personalet vil vejlede dig omkring behandling af smerter.
- Du kan købe 20 stk. smertestillende medicin i håndkøb. Har du behov for flere, kontaktes egen læge. Følg vejledning på emballagen.
Hævelse
Operationsområdet holdes højt for at mindske hævelsen.
Transport
Du skal selv sørge for at komme hjem. Læs mere om reglerne for transport på Esbjerg Sygehus Grindsted Sygehus' hjemmeside www.esbjerggrindstedsygehus.dk.
Alt afhængig af operationen kan det være uhensigtsmæssigt selv at køre bil/motorcykel.
Spørg, hvis du er i tvivl
Opstår der problemer kan:
- Ambulatoriet i Grindsted kontaktes på telefon 7918 9230.
- Center for Planlagt Kirurgi kontaktes på telefon 7918 3008.
I tilfælde, hvor der opstår akutte problemer, kan der rettes telefonisk henvendelse til:
- Skadeklinikken i Grindsted kontaktes på telefon 7918 9565.
- Skadestuen i Esbjerg kontaktes på telefon 7918 2136.
Med venlig hilsen
Esbjerg Sygehus Grindsted Sygehus