Skip til primært indhold

Stivgørende operation af fingerled (artrodese)

Til patienter og pårørende

Hvorfor udføres artrodese?

Årsagerne til, at der udføres artrodese af fingerled, er oftest smerter, lidt sjældnere fejlstilling i leddet som besværliggør brug af fingeren.

Smerter og fejlstilling skyldes ofte gigt (slidgigt/leddegigt) eller følger efter tidligere skader på leddet som for eksempel knoglebrud, slag eller svære forstuvninger.

Hvordan udføres artrodese?

Målet med operationen er at få de to ødelagte ledflader til at hele sammen, så leddet bliver stift. Dette gøres ved at fjerne brusken på de to ledflader, således at knoglevævet er frit. Herefter presses de to knogleflader mod hinanden, og fastholdes med skruer, ståltråde eller særligt udviklede metalimplantater.

Ståltråde der stikker ud gennem huden skal fjernes senere, materiale der ligger inde i knoglen kan blive liggende.

Sådan forbereder du dig til operation

Aftalen om operation vil blive lavet ved en forundersøgelse hos en af afdelingens speciallæger. Operationen kan gennemføres i lokalbedøvelse, eller evt. i fuld bedøvelse afhængig af, hvilket led der skal opereres eller andre specielle forhold. Dette aftales ved forundersøgelsen. Du skal kun faste, hvis operationen er aftalt til at foregå i fuld bedøvelse.

Under operationen

Det vil ofte være nødvendigt at anvende blodtomt felt, dvs., at man under operationen forhindrer blodet i at løbe til hånden med en manchet (som man også bruger ved blodtryksmåling). Dette sikrer kortere operationstid og mere sikker operation.

Operationen varer ca. 30-45 min.

Efter operationen anlægges en gipsskinne.

Hvordan forholder jeg mig efter operationen?

Du vil blive udskrevet, når der er ro i hånden, og bandagen er tilset.

Normalt vil der blive planlagt kontrol efter 2 og 6 uger.

De første dage efter operationen er det fornuftigt at holde hånden lidt højt (over hjertehøjde) og i ro. Du kan evt. have behov for smertestillende tabletter.

Efter 2 uger fjernes bandagen, stingene fjernes og der anlægges en anden, lidt lettere bandage.

Efter 5-6 uger tages røntgenkontrol, og der vejledes i genoptræning. I nogle tilfælde sker genoptræningen med hjælp fra ergoterapeut.

Arbejde

Afhængig af din arbejdsfunktion kan du forvente at genoptage dit arbejde efter yderligere ca. 4 uger, ved tungt, håndbelastende arbejde dog længere tid.

Medicin

Du må normalt tage den medicin, du plejer før operationen, ved blodfortyndende behandling kan du dog blive bedt om at holde pause. Dette aftales ved forundersøgelsen.

Komplikationer

Der er som altid risiko for infektion (betændelse) i såret efter operationen, og der er også en lille risiko for, at knoglerne ikke heler.

Du kan gøre meget selv ved at holde hånden i ro som anvist, og undgå at få skidt og snavs i såret.

Spørg, hvis du er i tvivl

Kontakt Ortopædkirurgisk Ambulatorium i Grindsted, telefon 7918 2126

Med venlig hilsen

Esbjerg Sygehus Grindsted Sygehus

Kontakt

Ortopædkirurgisk Afdeling

Finsensgade 35

6700 Esbjerg

7918 2126


pinfoSVS-1330394561-79 154110   |   02.09.2026

APPFWU02V