Skip til primært indhold

Kontraststof

Til patienter og pårørende

Denne pjece fortæller om kontraststof. Du kan læse, hvorfor kontrast bruges, hvordan det gives, og hvilke reaktioner du kan opleve.

Hvad er kontraststof?

Ved nogle CT-, MR- og røntgenundersøgelser kan det være nødvendigt at give kontraststof. Kontrasten gør det lettere for røntgenlægen at skelne mellem normalt væv og sygdom på billederne.

Kontrast kan gives på forskellige måder, afhængigt af hvilken undersøgelse du skal have. Det kan sprøjtes ind i en blodåre, drikkes eller gives gennem et kateter i et hulrum, for eksempel blæren eller en fistelgang.

Hvordan gives kontrasten?

Hvis kontrasten skal gives i en blodåre, får du lagt et lille plastikrør i en vene, også kaldet et drop (venflon). Det lægges som regel i albuebøjningen eller på håndryggen. Har du en Porta-Cath eller en PICC-line, kan disse ofte bruges i stedet.

Kontrasten kan sprøjtes ind med en almindelig sprøjte eller med en automatsprøjte, som giver kontrasten med jævn hastighed. Den kan gives før eller under undersøgelsen.

Hvis kontrasten skal drikkes, sker det enten før eller under undersøgelsen. Hvis den skal gives i et hulrum, sker det via et kateter.

Hvilke bivirkninger kan forekomme?

Når kontrast gives i en blodåre, er det normalt at mærke en kortvarig varmefornemmelse i kroppen og en metalsmag i minden. Nogle oplever også en fornemmelse af vandladningstrang. Disse reaktioner forsinder som regel i løbet af få minutter.

Det er vigtigt, at du med det samme fortæller personalet, hvis du oplever andre symptomer. Alvorlige bivirkninger som udslæt eller åndenød er meget sjældne. Hvis det skulle ske, vil du straks blive tilset af en læge.

Af hensyn til din sikkerhed skal du blive på afdelingen i 30 minutter efter, at du har fået kontrast i en blodåre.

Kontrast, der drikkes eller gives i et hulrum, giver sjældent bivirkninger, og du behøver ikke blive på afdelingen bagefter.

Hvornår er kontrasten ude af kroppen?

Kontrasten udskilles gennem nyrerne med urinen. Det er derfor vigtigt at drikke rigeligt med væske både før og efter undersøgelsen, medmindre du har fået andet at vide.

Kontrasten kan ikke ses i urinen. Hos de fleste er kontraststoffet ude af kroppen inden for 24 timer.

Forholdsregler før kontrast:

Det er vigtigt, at du læser dit indkaldelsesbrev om eventuelle blodprøver før undersøgelsen. Hvis du er i tvivl, skal du kontakte den læge eller afdeling, som har henvist dig. Du kan læse mere om medicin og kontraststoffer på: www.medicin.dk

Kontakt

Røntgen, Skanning og Nuklearmedicin

Finsensgade 35

79 18 20 00

6700 Esbjerg


pinfoSVS-2141970009-33 169501   |   09.10.2026

APPFWU01V