Skip til primært indhold

Røntgenstråler

Til patienter og pårørende  

Denne information giver information om undersøgelser på Røntgen, Skanning og Nuklearmedicin, herunder røntgen, CT, MR og ultralyd. Formålet er at skabe tryghed og give et overblik over undersøgelserne, særligt med fokus på stråling og sikkerhed.

Undersøgelser på Røntgen, Skanning og Nuklearmedicin

For at få foretaget en undersøgelse på Røntgen, Skanning og Nuklearmedicin skal man være henvist fra en læge. Lægen beskriver, hvad der skal undersøges, og Røntgen, Skanning og Nuklearmedicin vælger den undersøgelse, der er bedst egnet til formålet.

Undersøgelser med røntgenstråler

Almindelige røntgenundersøgelser

Almindelige røntgenundersøgelser bruges for eksempel til at undersøge knogler, led og brystkassen. Ved undersøgelser af mindre knogler anvendes kun en meget lille mængde røntgenstråler.

Gennemlysningsundersøgelser

Ved gennemlysning passerer røntgenstrålingerne gennem kroppen, og billederne vises som levende billeder på en skærm.

Gennemlysning bruges blandt andet til undersøgelse af spiserør, bevægelse i mave- og tarmsystemet, blodkar mv. Ofte anvendes kontraststof, som skal drikkes, og som gør det lettere at se de områder, der undersøges.
Gennemlysning giver som regel en lidt højere stråledosis end almindelige røntgenundersøgelser.

CT-skanning

Ved CT-skanning bruges også røntgenstråler. Du ligger på et leje, der bevæger sig gennem scanneren, mens en computer opsamler data og informationer og laver detaljerede tværsnitsbilleder af kroppen.

Stråledosis ved CT-skanning er højere end ved en almindelig røntgenundersøgelse. Men til gengæld giver en CT-skanning langt mere detaljerede billeder af kroppens organer, blodkar og bløddele end ved en almindelig røntgenundersøgelse.

Undersøgelser uden røntgenstråler

MR-skanning

MR-skanning bruger ikke røntgenstråler. I stedet anvendes et kraftigt magnetfelt og radiobølger til at danne meget detaljerede billeder af kroppens organer og blødt væv, som for eksempel hjerne, rygmarv, muskler og led. Undersøgelsen er smertefri, men kan tage lidt længere tid end andre scanninger.

Ultralydsskanning

Ultralyd bruger lydbølger til at lave billeder af kroppens organer. Undersøgelsen foregår ved, at en lille ultralydsprobe føres hen over huden med gel. Ultralyd bruges blandt andet til at undersøge maveorganer og blodkar, og indebærer ingen stråling.

Hvad er røntgenstråler?

Røntgenstråler er elektromagnetiske bølger - ligesom radiobølger og lys.

Vi udsættes alle dagligt for naturlig stråling fra vores omgivelser. Det kaldes for baggrundsstråling og kommer blandt andet fra jorden, verdensrummet, byggematerialer, luft og mad.

Stråledosis måles i enheden mSv (millisievert).

I Danmark er den gennemsnitlige baggrundsstråling ca. 4 mSv. om året.

En almindelig røntgenundersøgelse af hjerte og lunger svarer ca. til den mængde stråling, man normalt får fra naturen over 10 dage.

Er røntgenstråler farlige?

Hos patienter fastsættes der ikke faste dosisgrænser. I stedet vurderes nytten af undersøgelsen i forhold til den meget lille risiko, den medfører.
Ved velbegrundede røntgenundersøgelser, som udføres korrekt, er risikoen for skader meget lille og kan som regel negligeres.

Statistisk set har alle mennesker ca. 25% risiko for at udvikle kræft i løbet af livet. De mest strålebelastende røntgenundersøgelser kan øge denne risiko fra 25% til 25,1%.

Risiko og alder

Røntgenundersøgelser bidrager - sammen med den naturlige baggrundsstråling – til den samlede mængde stråling, man får gennem livet. Derfor er det vigtigt at bruge røntgenstråler med omtanke.

Dette er specielt gældende ved børn, der har et langt liv foran sig. Jo ældre man er, jo mindre er risikoen for at udvikle kræft forårsaget af røntgenstråler. Simpelthen fordi der er mindre tid for kræften at udvikle sig i.

Stråledosis ved forskellige undersøgelser (eksempler):

  • Røntgen af brystkasse, arme og ben, hænder og fødder:
    Svarer til få dages baggrundsstråling
    Risiko: Ubetydelig
     
  • Røntgen af hoved (kranie) og nakke:
    Svarer til få ugers baggrundsstråling
    Risiko: Minimal
     
  • Røntgen af brystet (mammografi), hofter, ryg, mave og bækken samt CT-skanning af hovedet:
    Svarer til baggrundsstrålingen i få måneder til et år
    Risiko: Meget lille
  • Røntgen af nyrer, blære, mave og tyktarm (med drikkekontrast) samt CT-skanning af brystet/maven:
    Svarer til få års baggrundsstråling
    Risiko: Lille

Et billede, der indeholder tekst, skærmbillede, Font/skrifttype, diagram

Indhold genereret af kunstig intelligens kan være forkert.

Ovenstående figur viser et cirkeldiagram over den såkaldte ækvivalente dosis målt i millisievert (mSv).
Danskernes gennemsnitlige ækvivalente dosis er ca. 4 mSv pr. år, hvoraf ca. 3 mSv er baggrundsstråling.
Kilde: Sundhedsstyrelsen, Strålebeskyttelse (SIS).

Beskyttelse mod unødig stråling

Yngre personer, som får foretaget røntgenundersøgelser af den nederste del af maven, bækkenet, hofterne eller lænden, vil så vidt muligt blive beskyttet med blyafdækning for at skåne livmoder, æggestokke og testikler.

I nogle tilfælde kan blyafdækningen dække for vigtige oplysninger i billedet og kan derfor ikke anvendes.

Graviditet og røntgenstråler

Et foster er særligt følsomt overfor røntgenstråler. Derfor tages der særlige hensyn ved røntgenundersøgelser tæt på livmoderen.

Alle kvinder mellem 12 og 55 år bliver derfor spurgt om mulig graviditet inden undersøgelsen.
Det er vigtigt at fortælle personalet, hvis man er – eller kan være – gravid.

Personalet på Røntgen, Skanning og Nuklearmedicin

På Røntgen, Skanning og Nuklearmedicin møder både patienter og pårørende personale med særlig uddannelse og stor erfaring i billeddiagnostiske undersøgelser.

Radiograferne udfører selve undersøgelsen. De forklarer, hvad der skal ske, hjælper patienten med korrekt placering og sikrer, at billederne bliver så gode som muligt med den lavest mulige stråledosis. De tager sig tid til at skabe tryghed og besvare spørgsmål.

Radiologerne er læger med speciale i røntgen- og scanningsundersøgelser. De vurderer og tolker billederne og sender herefter svaret til den henvisende læge, så det kan indgå i den videre udredning og behandling.

Husk!

  • Personalet gør en stor indsats for at holde stråledoserne så lave som muligt.
  • Sundhedsrisikoen ved røntgen er meget lille sammenlignet med risikoen ved ikke at få opdaget og derpå behandlet en alvorlig sygdom.
  • Fortæl personalet, hvis du er – eller kan være – gravid.
  • Fortæl den henvisende læge om tidligere undersøgelser – måske de kan bruges i stedet for nye.
  • Er du bekymret for stråling, så spørg personalet om undersøgelsen er nødvendig, og hvordan den gavner behandlingen efterfølgende.

Vil du vide mere?

Du kan læse mere om stråling og røntgenundersøgelser i Sundhedsstyrelsens pjece:
straaling-en-del-af-din-hverdag.pdf

Reference:
Strålebeskyttelse | Sundhedsstyrelsen

Kontakt

Røntgen, Skanning og Nuklearmedicin

Finsensgade 35  

79 18 20 00  

6700 Esbjerg


pinfoSVS-2141970009-36 169495   |   09.10.2026

APPFWU02V