Skip til primært indhold

Røntgenundersøgelse af tyndtarmen

Til patienter og pårørende  

Denne information fortæller om røntgenundersøgelse af tyndtarmen. Her kan du læse, hvordan undersøgelsen foregår, hvad du skal gøre for at forberede dig, og hvad der sker bagefter.

Røntgenundersøgelsen af tyndtarmen laves under såkaldt gennemlysning. Det betyder, at røntgenstråler passerer gennem kroppen og vises som levende billeder på en skærm. Gennemlysning giver ofte en højere stråledosis end almindelige røntgenundersøgelser.

Sådan forbereder du dig

For at få det bedste resultat skal du ikke spise, drikke eller ryge fra midnat før undersøgelsen. Hvis du tager daglig medicin, vurderer du selv, om du vil tage medicinen med et glas vand før undersøgelsen, eller om du kan vente, til undersøgelsen er færdig.

Du må gerne medbringe medicinen til Røntgen, Skanning og Nuklearmedicin.

Sådan foregår undersøgelsen

Når du møder på afdelingen, skal du drikke 300 ml kold kontrast.
Under undersøgelsen følges kontrasten gennem mavesækken og videre ned i tyndtarmen med røntgen gennemlysning. Herefter tages de nødvendige billeder med forskelligt tidsinterval.

Undersøgelsen varer som regel det meste af dagen, afhængigt af hvor hurtigt kontrasten passerer gennem tarmen. Det kan derfor være en god idé at medbringe læsestof eller underholdning.

Efter undersøgelsen

Efter undersøgelsen kan du spise og drikke som normalt. Det er vigtigt at drikke rigeligt vand, da kontrasten kan give let forstoppelse. Din afføring kan have en hvidlig farve i dagene efter undersøgelsen.
 

Hvis du har spørgsmål om undersøgelsen, er du altid velkommen til at kontakte Røntgen, Skanning og Nuklearmedicin.

Kontakt

Røntgen, Skanning og Nuklearmedicin

Finsensgade 35

79 18 20 00

6700 Esbjerg


pinfoSVS-2141970009-40 169486   |   09.10.2026

APPFWU01V