Skip til primært indhold

Kikkertundersøgelse af blæren med vævsprøvetagning

Til patienter og pårørende

Cystoskopi med biopsi

Formål med undersøgelsen

Du skal have foretaget en kikkertundersøgelse af blæren og urinrøret (cystoskopi), hvor der samtidig tages små vævsprøver (biopsier) fra blæreslimhinden til nærmere undersøgelse.

Før undersøgelsen

Blodfortyndende medicin

Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du aftale med lægen, om du skal holde pause med behandlingen inden indgrebet.

Urinprøve

Du skal medbringe en urinprøve, som undersøges for bakterier.

Symptomer på blærebetændelse

Hvis du har symptomer på blærebetændelse, skal du kontakte egen læge og få undersøgt urinen inden undersøgelsen.

Symptomer kan være:

  • Svie eller smerter ved vandladning
  • Hyppig vandladning
  • Pludselig og stærk vandladningstrang
  • Smerter eller trykken over blæren
  • Feber eller utilpashed

Hvordan foregår undersøgelsen?

Undersøgelsen foregår i fuld bedøvelse.

Lægen fører et kikkertinstrument (cystoskop) gennem urinrøret og op i blæren. Gennem kikkerten undersøges slimhinden i blæren, og der tages små vævsprøver (biopsier), som sendes til analyse.

Efter indgrebet anlægges der ofte et kateter gennem urinrøret til blæren, så urin og eventuelt blod kan løbe frit ud. Ved meget små og overfladiske biopsier er det ikke altid nødvendigt at anlægge kateter.

Kateteret fjernes som regel senere samme dag eller dagen efter.

Når kateteret er fjernet

Det er normalt at opleve:

  • Hyppig vandladning
  • Svie ved vandladning
  • Midlertidige problemer med at holde på vandet

Generne forsvinder som regel i løbet af få dage.

For at mindske generne anbefales det, at du drikker rigeligt det første døgn efter indgrebet, svarende til cirka 1 liter mere væske end normalt.

Søg læge hvis du oplever

  • Feber, hyppige vandladninger og svie under vandladning. Dette kan være tegn på blærebetændelse.
  • Kraftig blodig urin med eller uden blodklumper
  • Manglende vandladning.

Disse symptomer kan være tegn på infektion eller blødning og bør vurderes af en læge.

Blod i urinen efter operationen

Der kan på ny komme blod i urinen 2-6 uger efter indgrebet. Dette skyldes, at sårskorpen i blæren løsner sig, og er som regel en normal del af helingen.

Hvis der er blod i urinen, anbefales det at drikke rigeligt, det vil sige 1 liter mere end normalt.

Svar på vævsprøverne

Inden du bliver udskrevet, får du information om, hvordan du får svar på de vævsprøver, der er taget fra blæren.

Du får som regel svar 1-2 uger efter undersøgelsen. Svaret gives enten ved en samtale i ambulatoriet eller i et brev.

Den videre behandling afhænger af resultatet af vævsprøverne.

Arbejde og fysisk aktivitet

Du kan som regel genoptage dine daglige aktiviteter kort tid efter indgrebet.

Vi anbefaler dog, at du undgår hård fysisk aktivitet, tunge løft og anstrengende motion de første dage efter undersøgelsen for at mindske risikoen for blødning.

Kontakt

Urinvejskirurgi

Finsensgade 35

6700 Esbjerg

+45 7918 2340


pinfoSVS-1764103756-46 158034   |   28.08.2026

APPFWU02V