Information om JJ-kateter
Til patienter og pårørende
Et JJ-kateter er en slange, der ligger i urinlederen fra nyren til blæren. Kateteret ligger indvendigt i kroppen og kan ikke ses. Kateteret har en krølle i begge ender. Disse krøller sikrer, at kateteret ikke kan flytte sig.
Formålet med at lægge et JJ-kateter er at sikre urinpassagen fra nyren til blæren. De mest almindelige årsager til et indvendigt kateter er:
- at afhjælpe en forsnævring i urinlederen.
- at behandle sten i urinvejene.
- at beskytte urinlederen efter en operation.
Placeringen af et JJ-kateter ved nyren sker igennem en tynd kikkert, et cystoskop, der føres op gennem urinrøret til blæren.
Du bliver bedøvet i forbindelse med indgrebet – enten i fuld bedøvelse eller i lokalbedøvelse. Hvilken type bedøvelse du skal have, aftaler du med lægen ved forundersøgelsen.
Et JJ-kateter kan ligge i urinlederen i op til 1 år. Herefter bliver det fjernet eller skiftet, afhængigt af om du fortsat har behov for det.
Sådan forbereder du dig
Du skal medbringe en morgenurinprøve, som vi undersøger for bakterier.
Har du symptomer på blærebetændelse, skal du gå til egen læge og få undersøgt urinen inden undersøgelsen.
Når du kommer hjem
Du kan komme hjem, når du har været ude at tisse, eller når dit eventuelle kateter er velfungerende, og du ellers har det godt. Det vil som regel være samme dag.
Drik rigeligt
Når du har et JJ-kateter, er det vigtigt, at du drikker rigeligt – gerne mere end 2 liter væske dagligt (vand, saft, kaffe, te og lignende). Det øger urinproduktionen og hjælper med at skylle urinvejene godt igennem. Derved nedsættes risikoen for blærebetændelse.
Almindelige symptomer
Blod i urinen: JJ-kateteret kan irritere slimhinden i blæren, hvilket kan medføre, at der indimellem ses lidt blod i urinen. Det er normalt. Der må dog ikke være blodklumper i urinen.
Smerter: Du kan opleve en konstant murrende fornemmelse i flanken og over blæren. Nogle får smerter i disse områder i forbindelse med vandladning. Det skyldes både øget tryk i nyren, og at blæren trækker sig sammen omkring kateteret. Du kan også mærke kateteret ved stillingsskift, fx når du rejser dig, eller ved fysisk aktivitet.
Irritation: Kateteret er et tyndt plastikrør, som kan irritere blæren og give hyppig og pludselig vandladningstrang. De fleste kan mærke, at de har et JJ-kateter, men uden væsentlige gener. Fornemmelsen forsvinder først, når kateteret fjernes. De fleste oplever gener, som er til at leve med.
Smertelindring
Hvis du har behov for smertestillende, kan tabletter som Pinex, Pamol eller Paracetamol (1 g 3–4 gange dagligt) ofte lindre smerterne.
Symptomer du skal reagere på
- Kraftige smerter, enten konstante eller anfaldsvise
- Kraftigt blod i urinen
- Feber (temperaturstigning)
Ovenstående kan være tegn på, at kateteret ikke fungerer korrekt eller har flyttet sig. Det kan også være tegn på infektion. I disse tilfælde bør du kontakte en læge.
Når du skal have fjernet et JJ-kateter
Når et JJ-kateter skal fjernes, foregår det i ambulatoriet.
Urinrøret bedøves med lokalbedøvende gel, og gennem cystoskopet føres en lille tang. Denne kan tage fat i JJ-kateteret, i den krølle der ligger nede i blæren. JJ-kateteret fjernes herefter sammen med cystoskopet uden væsentlige gener.
Det tager kun få minutter at fjerne et JJ-kateter, og du er klar til at tage hjem umiddelbart efter.
|
Kontakt Urinvejskirurgisk Afdeling Finsensgade 35 6700 Esbjerg 79 18 20 00 |
|
pinfoSVS-1764103756-35 163423 | 04.06.2026 |