Skip til primært indhold

Ny professor stiller skarpt på patientens vej gennem gigt- og bindevævssygdomme

Oliver Hendricks er ny professor i gigt- og bindevævssygdomme på Esbjerg og Grindsted Sygehus, Syddansk Universitetshospital, under Institut for Regional Sundhedsforskning ved Syddansk Universitet. Som gammel fodboldspiller bruger han taktik og kommunikation til at spille patienterne gode mod sygdommen.


- Reumatologien er alt. Gigt- og bindevævssygdomme påvirker et helt menneskes system. Derfor må vi også se hele mennesket i behandlingen – siger Oliver Hendricks, professor i gigt- og bindevævssygdomme på Esbjerg og Grindsted Sygehus, Syddansk Universitetshospital.


I perioden 2018 – 2022 var Oliver Hendricks samtidig formand for Dansk Reumatologisk Selskab (DRS) og det Skandinaviske Reumatologiske Selskab (SSR). Han er fortsat del af SSR bestyrelse og medlem af det europæiske reumatologiske Selskabs (EULAR) Advocacy Comitteé. Med start af juni måned 2024 er han nu nyudnævnt klinisk professor i Gigt- og Bindevævssygdomme ved Esbjerg og Grindsted Sygehus, Syddansk Universitetshospital, under Institut for Regional Sundhedsforskning ved Syddansk Universitet.

Og selvom han er født og opvokset i Tyskland og tidligere har været leder af forskningsenheden CEVIG på Dansk Gigthospital, var det alligevel et naturligt spring for ham at søge mod professorratet i Esbjerg:

- Jeg har i mange år fulgt Esbjerg og Grindsted Sygehus’ arbejde i forskningen. Her tror man på, at alle faggrupper kan og skal forske. Det er en filosofi, jeg deler. Jeg har tidligere haft tætte samarbejder på tværs med flere af afdelingerne i både Esbjerg og Grindsted. Og jeg glæder mig meget til at være med på rejsen med mine dygtige kolleger, hvor vi vil udvikle behandling og viden til glæde og gavn for patienterne i fremtiden, fortæller han.

Ud over ansættelsen som professor ansættes Oliver Hendricks også som overlæge på Afsnit for Gigt- og Bindevævssygdomme ved Esbjerg Sygehus. Og som tidligere fodboldspiller bruger han sin viden om holdopstilling og taktik for at skabe sammenhold om behandlingsforløbene i klinikken.

- Vi må aldrig glemme patienterne. Det er jo dem, vi er der for. Gigt er en kronisk og smertefuld sygdom. Det betyder for mange, at når de første gang kommer til udredning, så står de alene. Deres verden er begrænset af kroniske smerter. Vores opgave er at samle vores fagligheder og give lindring, der skaber åndehuller til mere og bedre liv. Derfor er det også vigtigt for mig at være i klinikken, fastslår han.

Mørk digitalisering
På Esbjerg og Grindsted Sygehus bliver Oliver Hendricks forskningsleder i den nyoprettede forskningsenhed for gigt- og bindevævssygdomme. Ud over at forske i billeddiagnostik, smertelindring og narrativ medicin kommer forskningsgruppen også til at beskæftige sig med begrebet dark digitalization.

- Vi lever i en tidsalder, hvor vi ser flere og flere unge med gigt i tommelfingrene og ændret knoglestruktur på grund af digitale devices, forklarer Oliver Hendricks.

Gruppen vil finde ud af, om vi kan gøre noget anderledes.

- Den store mængde information taler til vores hjerne. Men vores kroppe har også behov for at blive brugt fornuftigt, så vi undgår sygdomme. Vi vil blandt andet undersøge, hvordan digitaliseringen påvirker vores kroppe i fremtiden, fastslår han.

APPFWU01V