Fejlstillede tænder og kæber
Til patienter og pårørende
Generelt om behandling af fejlstillede tænder og kæber:
Fejlstilling af tænder kan i de fleste tilfælde behandles med hjælp af bøjle på tænderne.
Specialtandlæger i tandregulering (ortodonti) foretager denne behandling. Den finder i reglen sted, mens det er muligt at påvirke kæbernes vækst, dvs. før man er udvokset. Hvis der er stor afvigelse i kæbernes vækst, kan der kun opnås et tilfredsstillende resultat ved at kombinere tandregulering med en kirurgisk ændring/operation af kæbernes indbyrdes stilling.
Operationen foregår på sygehuset og foretages af specialuddannede kæbekirurger. Denne type operationer kan først foretages, når man er udvokset.
Forundersøgelsen:
Du vil blive grundigt undersøgt, så kæbekirurgen kan bedømme dit behov for og omfanget af behandling. Det vil være den samme kirurg, som skal operere dig senere i forløbet, hvis du vælger behandling.
Du får taget røntgenbilleder og scanning af tænder og kæber samt fotografier af ansigtet og tænder.
Vi starter med at tale om dine eventuelle problemer i forhold til din tand- og kæbestilling og om dine ønsker i forbindelse med behandling.
Du bliver orienteret om, hvordan den afvigende tand- og kæbestilling kan korrigeres. Sammen med dig gennemgår vi behandlingsforløbet.
Hvis du ikke før denne undersøgelse er blevet undersøgt af en specialtandlæge i tandregulering, vil du blive henvist, så tandreguleringstandlægen og vi i fællesskab kan lægge en samlet behandlingsplan for tandretning og operation.
Det er en god idé at have en pårørende med ved forundersøgelsen, da vi giver megen information, og der kan være meget at tage stilling til.
Du har selvfølgelig mulighed for en passende betænkningstid, før du giver endelig accept til behandlingen.
Behandlingsforløbet omfatter i hovedtræk 3 dele:
- Tandregulering før den kæbekirurgiske operation.
- Operation på overkæbe, underkæbe eller begge.
- Den afsluttende tandregulering.
Tandregulering før den kæbekirurgiske operation:
Som forberedelse til kæbeoperationen, skal tænderne reguleres med en fast bøjle ("togskinner"). Vi anbefaler metalbøjler. Du har bøjle på under hele forløbet, dvs. også under og efter operationen.
Forbehandlingen sørger for at rette tænderne op, så de passer sammen efter operationen. Du kan opleve, at dit bid forandres efter opstart med bøjle. Inden for 1-1,5 år vil forbehandlingen være færdig, og du er klar til operation. Vi forsøger altid at finde et operationstidspunkt, der passer dig bedst muligt.
Operationsforløbet:
Når tiden for kæbeoperationen nærmer sig, indkalder vi dig til en undersøgelse og operation i Kæbekirurgisk ambulatorium, se vedhæftede bilag Enkelt/dobbelt kæbeoperation.
Operationen foregår under indlæggelse og i fuld narkose. Man er typisk indlagt 2-3 dage efter operationen.
Smerter:
Generelt er der kun tale om let til moderate smerter, som efter de første døgn kan klares med almindelige smertestillende midler.
Hævelse:
Du er mest hævet de første dage. Hævelsen forsvinder hos de fleste, gradvist inden for de første 2-4 uger, men kan være måneder om helt at forsvinde.
Følesansen:
Følesansen i det/de opererede områder vil være nedsat. Det vil sige i over- og/eller underlæbe og hage. Det kan vare nogle måneder og i sjældne tilfælde helt op til 1 år, før følesansen er normal igen. Hvis du er blevet opereret på underkæben, vil der være risiko for, at følesansen i underlæbe og/eller hage permanent vil være ændret eller nedsat. Der kan også være påvirkning af tunge og kinder. Det er sjældent et problem.
Rodbehandling:
I overkæben er der meget lille risiko for, at en enkelt tand eller to på længere sigt skal rodbehandles og måske bleges. Hvis dette er tilfældet, er det for egen regning.
Elastiktræk:
I dagene efter operationen vil der ofte blive påsat elastiktræk mellem tandbuerne. Elastiktrækket støtter det nye bid. Tænderne bliver ikke bundet sammen, men du skal bruge elastikker i mange uger efter operationen.
Kost:
De første 3 uger efter operationen må du spise tyggefri kost (skemad), og du må være indstillet på begrænsninger i kosten i op til 8 uger.
Vi har samlet vigtig information i patientinformationen: Kost til kæbeopererede .
Sygemelding:
Du skal regne med en sygemelding på mellem 2-4 uger efter operationen. Det aftales individuelt.
Den afsluttende tandregulering:
Efter 6 uger vil ophelingen efter operationen være så fremskreden, at vi kan begynde den afsluttende tandregulering. Tandreguleringen afsluttes med en finjustering af sammenbiddet. Det er nødvendigt med et tæt sammenbid, for at dine kæber kan fungere i den nye stilling, og for at resultatet holder sig stabilt.
Ca. 6 måneder efter operationen kan den faste bøjle fjernes. Efter tandregulering er der altid behov for at støtte den nye tandstilling. Dette sker som oftest ved at lime en tynd metaltråd på bagsiden af tænderne, og/eller du skal bruge en aftagelig plade eller skinne.
Kontrol:
For at sikre at din tand-og kæbestilling stabiliseres bedst muligt, skal du til kontrol både i Kæbekirurgisk ambulatorium og hos din specialtandlæge i tandregulering.
Kontakt:
Har du spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte Kæbekirurgisk ambulatorium på telefon 79 18 21 45.
Med venlig hilsen
Kæbekirurgisk afsnit
|
Kontakt Esbjerg Sygehus Grindsted Sygehus Kæbekirurgisk ambulatorium Finsensgade 35 6700 Esbjerg
|
|
pinfoSVS-1518646533-34 155500 | 24.08.2026 |