Skip til primært indhold

Kirurgisk rodfyldning / Retrograd rodfyldning

Til patienter og pårørende

Hvorfor gøres det?

Rodspidsamputation foretages, hvis der opstår betændelse i kæbeknoglen omkring en rodspids, du tidligere har fået rodbehandlet hos egen tandlæge. Rodbetændelse giver ikke nødvendigvis symptomer, men kan tage til i størrelse og vil nedbryde kæbeknoglen. Der kan med tiden opstå murrende smerte og tilstanden kan blive akut med stærke smerter og hævelse. Det behandles oftest med antibiotika, men vil komme igen senere, hvis man ikke fjerner årsagen.

Sådan foregår det:

Tandlægen lægger et snit i tandkødet ud for den pågældende tand. Tandkødet skubbes til side, og med et lille bor slibes til man når rodspidsen. Her fjernes 2-3 mm af rodspidsen samt det betændte væv. Man vil kunne høre larm fra boremaskinen og mærke tryk. En lille fyldning lægges i rodkanalen og til sidst skylles omhyggeligt og tandkødet sys på plads.

Sådan forholder du dig efter operationen

Blødning:

Det første døgn kan det sivbløde fra såret, uden at dette skal give anledning til bekymring. Du kan lægge en af de udleverede gaze-tamponer på såret og bide let sammen eller presse med en finger i 20 minutter. Du kan også komme lidt knust is i munden et par minutter af gangen. Sivblødningen forsvinder ofte efter ca. 3 dage.

Du skal undgå fysisk anstrengelse de første 2-3 dage, såsom sport eller tungt fysisk arbejde.

Hævelse:

Hævelse i ansigtet er almindeligt i dagene efter operationen. Hævelsen tiltager de første 1-2 døgn og aftager derefter gradvist. Lig med hovedet højt og brug noget koldt på kinden de første 48 timer, herefter kan du mindske hævelsen med varme.

Din gabeevne kan være påvirket i 1-2 uger.

Smerter:

Det er normalt at have ondt de første par dage efter operationen. Oftest er du nødt til at tage smertestillende regelmæssigt i en uges tid. Du aftaler med tandlægen, hvad du skal tage og får en erecept på smertestillende.

Antibiotika:

Hvis der er behov for antibiotika, får du en e-recept på dette. Dosis vil være angivet på recepten. Vi anbefaler, at du spiser et syrnet mælkeprodukt sammen med tabletterne for at undgå tynd mave/ diarré.

 

Kost:

Kulde og ro får blodkarrene til at trække sig sammen.

De første 2 timer skal du undgå at spise, drikke og skylle munden. Du er lokalbedøvet, og kan derfor ikke mærke smerte eller styre de normale reflekser.

Resten af dagen skal mad og drikke være flydende og koldt. Dette for at undgå blødning.

De efterfølgende 3-5 dage skal du spise blød kost, se vedhæftet bilag Kost til kæbeopererede og tygge maden i den raske side af munden samt undgå små kerner og frø, så såret får ro til opheling.

Mundhygiejne:

Det er vigtigt at holde munden ren for at undgå betændelse. Du skal børste tænder morgen og aften, men undgå det opererede område. Skyl din mund ren med almindeligt vand, danskvand eller saltvand efter hvert måltid.

Dagen efter operationen skal du skylle munden med Klorhexidin 0,1 % x 2 dagligt, se vedhæftet bilag: Klorhexidinvejledning . Har du børstet tænder med tandpasta, skal du vente en time, inden du skyller med Klorhexidin. Undgå at spise, drikke og børste tænder den første time efter mundskylning. Fortsæt med mundskylning, indtil minimum dagen efter trådende er fjernet. Har du ingen tråde er det i ca. 7-10 dage.

Betændelse:

Sårene i munden bliver gullig/hvide, når de heler. Det er ikke tegn på infektion.

Infektionstegn kan være:

  • Du hæver igen, efter hævelsen er aftaget.
  • Du får en ændret grim smag i munden.
  • Du får feber.
  • Du bliver varm og rød på huden i ansigtet.
  • Du får tiltagende smerter og måske synkebesvær.

Særligt til dig der opereres i fuld narkose:

  • Du er som regel træt og slap efter at have været i fuld bedøvelse. Selv om du har sovet under operationen, vil operationsområdet være bedøvet nogle timer efterfølgende pga. lokalbedøvelse.
  • Halsen føles irriteret. Dette er helt normalt.
  • Der kan forekomme sivning eller let næseblødning de følgende dage, hvilket er normalt.
  • De første 1-3 timer efter operationen ligger du til observation. Du kan tage hjem, når du skønnes klar af personalet på opvågningsstuen.
  • Du må ikke selv køre hjem på grund af bedøvelsen i fuld narkose.
  • Har du lang vej hjem, er det en god ide at have en pude eller tæppe i bilen og evt. en plastpose, hvis du bliver utilpas.

Vandladning:

Hvis du oplever problemer med at komme af med vandet og ikke har tisset senest om aftenen på din operationsdag, skal du henvende dig til sygehuset se kontakttelefonnumre på det udleverede kontaktkort.

Kontrol:

Du ses til kontrol efter 14-21 dage, hvor stingene fjernes og tandlægen vurderer, om helingen forløber planmæssigt.

Sygemelding:

Du aftaler med tandlægen hvor længe, du skal være sygemeldt.

Spørg, hvis du er i tvivl:

Kontakt Kæbekirurgisk ambulatorium på telefon 79 18 21 45, hverdage ml. 8.00 - 15.00.

Er du udskrevet fra Planlagt Kirurgi kan du henvende dig hertil mandag - torsdag indtil kl. 17.30 på telefon 79 18 30 08. Fredage indtil kl. 16.30.

Uden for ovennævnte åbningstider kan du de første 24 timer efter udskrivelse kontakte Kæbekirurgisk sengeafdeling på telefon 79 18 21 51. Herefter kontaktes lægevagten. (lægevagten Region Syddanmark 70 11 07 07).

Med venlig hilsen

Kæbekirurgisk afsnit

Kontakt

Kæbekirurgisk Ambulatorium

Esbjerg Sygehus Grindsted Sygehus

Finsensgade 35

6700 Esbjerg

 

 


pinfoSVS-1518646533-41 178610   |   03.09.2026

APPFWU02V