Epirubicin og Cyclofosfamid (EC)
Behandling med drop
Du kan i denne pjece læse om den behandling, vi tilbyder dig.
Du finder information om behandlingens virkning og bivirkninger, og hvordan du forholder dig, hvis der opstår bivirkninger. Der er også information om forholdsregler til behandlingen. Du kan finde en oversigt over, hvordan behandlingen typisk forløber.
Sidst i pjecen finder du kontaktoplysninger på Onkologisk Afdeling.
Epirubicin og Cyklofosfamid
Epirubicin og Cyklofosfamid er kemoterapi, som gives mod brystkræft.
Kemoterapi er en medicinsk behandling, der kan dræbe celler. Kemoterapi sørger for at kræftcellerne svækkes eller dør. På den måde nedsættes kræftcellernes evne til at formere sig.
Sådan får du Epirubicin og Cyklofosfamid
Du får din behandling i Onkologisk Ambulatorium.
Du får behandlingen i et drop. Der er flere muligheder:
- at du får lagt en lille plastiknål i en blodåre på armen
- at du får opereret et kammer (Porth-a-cath) ind under huden ved kravebenet
Behandlingen bliver ført med blodet rundt i kroppen. Behandlingen tager ca. 2 timer, og du kan gå hjem, når behandlingen er slut. Behandlingen gives hver 3. uge.
Du bliver informeret mere detaljeret omkring behandlingen, når du kommer i Ambulatoriet.
Bivirkninger
Du kan opleve bivirkninger af behandlingen. Du skal ikke forvente alle de nævnte bivirkninger. Du kan også opleve andre bivirkninger, som ikke er nævnt her.
Kvalme og opkastning
Du kan blive utilpas, få kvalme og kaste op på dagen og i dagene efter behandlingen. Du får forebyggende medicin mod kvalme og opkast i forbindelse med behandlingen.
Blodmangel, infektion og blødning
Du kan få blodmangel, infektion og blødning, da kemoterapi nedsætter knoglemarvens produktion af blodceller.
Blodmangel kan vise sig som træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken.
Infektion kan vise sig ved feber, utilpashed og influenzasymptomer.
Blødning kan vise sig som for eksempel næseblod, blødning fra tandkødet, blå mærker og røde prikker i huden eller blod i urinen.
Slimhinder
Du kan opleve tørhed i dine slimhinder i mund, svælg, øjne, næse, endetarm og kønsorganer.
Det kan vise sig ved:
- Små sår i munden og næsen
- Rødme, ømhed, blister og følelsen af at være ru i munden
- Hvide belægninger i munden (kan være tegn på mundsvamp)
- Svie og kløe ved endetarmen og ved kønsorganer
- At øjne og næse løber i vand
Hårtab
Du kan helt eller delvist tabe håret på hovedet og andre steder på kroppen. Hårtabet vil ske 2-3 uger efter du er startet på behandlingen.
Selvom du er forberedt på hårtabet, kan det virke overvældende, at håret pludseligt falder af i totter, nogle gange over ret kort tid.
Du kan opleve lette smerter og øget følsomhed i hovedbunden i forbindelse med hårtabet. Håret begynder typisk at vokse ud igen 4-6 uger efter endt behandling. Nogle oplever at håret vokser lidt i perioden mellem behandlingerne.
Det nye hår kan have en anden struktur eller farve. Det vil dog typisk få sit eget udseende tilbage.
Du vil få tilskud til en paryk eller anden hovedbeklædning fra Onkologisk Afdeling.
Træthed
Du kan opleve betydelig træthed og et behov for at sænke tempoet. Det kan have betydning for dine daglige aktiviteter. Det kan blive nødvendigt for dig at ændre dine daglige rutiner.
Blodårer
Der kan komme rødme og irritation i den blodåre, hvor Epirubicin gives og der kan på sigt komme arvævsdannelse. Hvis Epirubicin siver ud i vævet under indgift, kan det skade det omgivende væv.
Hjertet
Epirubicin kan i sjældne tilfælde påvirke hjertets pumpefunktion og derved svække det. Dette kan vise sig ved åndenød, hævede ankler, hjertebanken eller trykkende smerter i brystet.
Blære/ urin
Behandlingen kan irritere slimhinden i blæren, det er derfor vigtigt at drikke rigeligt i 2 -3 dage efter behandlingen. Efter behandling kan urinen blive rød i ca. 1 døgn, dette skyldes at medicinen udskilles og er ufarligt.
Blodpropper
Du har øget risiko for at udvikle blodpropper i arme, ben og lunger pga. sygdom og behandling. Blodpropper viser sig ved:
- Hævelse, rødme, varme, smerter og tyngdefornemmelse i ben eller arm
- Pludselig besværet vejrtrækning
Du kan have en blodprop uden at mærke det.
Lægen vurderer din risiko for at udvikle blodprop gennem hele dit behandlingsforløb.
Samliv og seksualitet
Nærhed og intimitet er vigtigt for alle mennesker i alle aldre og i alle livsfaser. Sygdom og behandling kan påvirke dit samliv, og behovet for nærhed og intimitet kan forandre sig.
Nogle oplever et større behov for nærhed og intimitet med deres partner, imens andre oplever det modsatte. Det er med andre ord forskelligt, hvordan man reagerer.
Vi vil gerne høre om dine eventuelle udfordringer, så vi kan støtte og vejlede dig.
Udeblivelse af menstruation
Du kan opleve at din menstruation bliver uregelmæssig eller ophører. Det kan påvirke din evne til at få børn. Du kan blive gravid, selvom dine menstruationer er uregelmæssige eller udebliver under behandlingen. Vedvarende ophør af menstruation medfører, at du går i overgangsalderen tidligere end ellers. Det er vigtigt, at du fortæller os, hvis du har blødningsforstyrrelse og/eller symptomer på overgangsalder, herunder:
- Hede- svedeture
- Humørsvingninger
- Tørre slimhinder
- Nedsat sexlyst
- Ledsmerter
Det er vigtigt, at du fortæller os om de gener, du oplever. Vi ønsker at hjælpe dig godt igennem behandlingen ved at forebygge og behandle evt. bivirkninger.
Forholdsregler og anbefalinger
Feber
Dit immunforsvar kan blive påvirket af behandlingen. Det betyder, at din krop kan have svært ved at bekæmpe infektioner. Du skal være opmærksom på tegn på infektion som eksempelvis:
- Kulderystelser
- Feber
- Svie ved vandladning
- Luftvejssymptomer i form af åndenød, hoste og/eller synkesmerter
Du skal straks kontakte Onkologisk Afdeling:
- Hvis du måler en temperatur over 38,3 grader, uanset målemetode
- Hvis du har målt to temperaturer på 38,0 grader eller derover, med mindst 1 times mellemrum, uanset målemetode
Det kan være nødvendigt, at du får taget blodprøver, og du kan blive indlagt til behandling med antibiotika.
Afkalkning af knoglerne
Du anbefales at tage et dagligt tilskud af calcium (kalk) og D-vitamin, fordi behandlingen øger din risiko for, at dine knogler afkalker.
Anbefalet daglig dosis er 800-1000 mg calcium med 20-40 mikrogram
D-vitamin (maks. 95. mikrogram). Det er vigtigt, at du er fysisk aktiv og spise sundt og varieret.
Fertilitet
Operation, stråleterapi og medicinsk kræftbehandling (kemoterapi) kan betyde, at din mulighed for at få børn bliver påvirket og i værste fald forsvinder. Du skal forvente, at lægen forud for behandlingen fortæller dig om din mulighed for at bevare evnen til at få børn eller ej.
Det er vigtigt, at du føler dig godt informeret. Du er altid velkommen til at henvende dig til personalet i afdelingen med spørgsmål. Vi vil gerne høre om dine tanker og bekymringer, hvis de påvirker din hverdag på en negativ måde.
Medicinsk kræftbehandling kan skade et foster. Du anbefales at anvende sikker svangerskabsforebyggende middel som kondom, spiral eller p-piller under behandlingen og op til et 1/2 år efter afsluttet behandling. Brug gerne prævention som du og din partner allerede har erfaring med, så sexlivet ikke kompliceres mere end nødvendigt.
Omgang med andre
Du kan omgås din familie og venner, som du plejer. Du, din familie og venner skal vare opmærksomme på, at have en god håndhygiejne.
Vi anbefaler:
- Håndvask efter toiletbesøg
- Håndvask før måltider
- Undgå samvær med personer, der har en smitsom virus eller infektion
Blodprøver
Du skal som udgangspunkt have taget blodprøver før hver behandling, fordi kemoterapi hæmmer knoglemarvens dannelse af nye blodceller. Du kan opleve, at behandlingen må udsættes, hvis blodprøven viser, at knoglemarven fortsat er hæmmet i dannelsen af nye blodceller.
Stop af behandling
Hvis du får uacceptable bivirkninger, selv ønsker at stoppe behandlingen eller, hvis behandlingen ikke har effekt, stoppes behandlingen.
Anden medicin
Hvis du tager anden medicin, kan det påvirke effekten af denne behandling. Du skal oplyse om din øvrige medicin inklusiv naturmedicin, og hvis der er ændringer.
Kontakt
Er du og dine pårørende i tvivl om noget eller har spørgsmål, er I altid meget velkomne til at kontakte os.
|
Kontakt Kræft Ambulatorium, Esbjerg 79 18 22 33 (hverdage, kl. 8.00-14.30)
|
|
pinfoSVS-1839777311-214 | 26.05.2026 |