Skip til primært indhold

Epirubicin og Cyklofosfamid (EC)

Behandling med drop

Du kan i denne pjece læse om den behandling, vi tilbyder dig. Du finder information om behandlingens virkning og bivirkninger, og hvordan du forholder dig, hvis der opstår bivirkninger. Der er også information om forholdsregler til behandlingen. Du kan finde en oversigt over, hvordan behandlingen typisk forløber. Du finder sidst i pjecen kontaktoplysninger på Onkologisk Afdeling.

Behandling

Epirubicin og Cyklofosfamid er kemoterapi, som gives mod brystkræft.

Kemoterapi er en medicinsk behandling, der kan dræbe celler. Kemoterapi sørger for at kræftcellerne svækkes eller dør. På den måde nedsættes kræftcellernes evne til at formere sig.

Sådan får du Epirubicin og Cyklofosfamid

Du får din behandling i Onkologisk Ambulatorium.

Du får behandlingen i et drop. Der er flere muligheder:

  • At du får lagt et lille plastik kateter i en blodåre på armen
  • At du får opereret et kammer(Porth-a-cath) ind under huden ved kravebenet

Behandlingen bliver ført med blodet rundt i kroppen. Behandlingen tager ca. 2 timer, og du kan gå hjem, når behandlingen er slut. Behandlingen gives hver 2. uge.

Du bliver informeret mere detaljeret omkring behandlingen, når du kommer i ambulatoriet.

 

Bivirkninger

Du kan opleve bivirkninger af behandlingen. Du skal ikke forvente alle bivirkninger.

Her kan du læse om de mest almindelige bivirkninger.

Kvalme og opkast

Du kan blive utilpas, få kvalme og kaste op på dagen og i dagene efter behandlingen. Du får forebyggende medicin mod kvalme og opkast i forbindelse med behandlingen.

Blodmangel, infektion og blødning

Du kan få blodmangel, infektion og blødning, da kemoterapi nedsætter knoglemarvens produktion af blodceller.

  •  
  • Blodmangel kan vise sig som træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken
  • Infektion kan vise sig ved feber, utilpashed og influenzasymptomer
  • Blødning kan vise sig som for eksempel næseblod, blødning fra tandkødet, blå mærker og røde prikker i huden eller blod i urinen

Efter kemobehandlingen er det nødvendigt, at du får en forebyggende behandling med vækstfaktor, G-CSF. Dette stimulerer dannelsen af hvide blodlegemer i knoglemarven og styrker dermed dit immunforsvar. Det gives som en indsprøjtning i maveskindet 24 timer efter kemobehandlingen.

G-CSF kan give bivirkninger som hovedpine, knogle- og muskelsmerter.

Det aftager efter et par dage og kan behandles med smertestillende medicin. Du vil få yderligere information herom.

Slimhinder

Du kan opleve tørhed i dine slimhinder i mund, svælg, øjne, næse, endetarm og kønsorganer. Det kan vise sig ved:

  • Små sår i munden og næsen
  • Rødme, ømhed, blister og følelsen af at være ru i munden
  • Hvide belægninger i munden (kan være tegn på mundsvamp)
  • Svie og kløe ved endetarmen og ved kønsorganer
  • At øjne og næse løber i vand

Hårtab

Du kan helt eller delvist tabe håret på hovedet og andre steder på kroppen.

Hårtabet vil ske 2-3 uger efter, du er startet på behandlingen.

Selvom du er forberedt på hårtabet, kan det virke overvældende, at håret pludseligt falder af i totter, nogle gange over ret kort tid.

Du kan opleve lette smerter og øget følsomhed i hovedbunden i forbindelse med hårtabet. Håret begynder typisk at vokse ud igen 4-6 uger efter endt behandling.

Nogle oplever, at håret vokser lidt i perioden mellem behandlingerne.

Det nye hår kan have en anden struktur eller farve. Det vil dog typisk få sit eget udseende tilbage.

Du vil få tilskud til en paryk eller anden hovedbeklædning fra Onkologisk Afdeling.

Træthed

Du kan opleve betydelig træthed og et behov for at sænke tempoet. Det kan have betydning for dine daglige aktiviteter. Det kan blive nødvendigt for dig at ændre dine daglige rutiner.

Blodårer

Der kan komme rødme og irritation i den blodåre, hvor Epirubicin gives og der kan på sigt komme arvævsdannelse efter påvirkning af venen. Hvis

Epirubicin siver ud i vævet under indgift, kan det skade det omgivende væv.

Hjertet

Epirubicin kan i sjældne tilfælde påvirke hjertets pumpefunktion og derved svække det.   Dette kan vise sig ved åndenød, hævede ankler, hjertebanken eller trykkende smerter i brystet.

Blære/urin

Behandlingen kan irritere slimhinden i blæren, det er derfor vigtigt at drikke rigeligt i 2-3 dage efter behandlingen. Desuden kan urinen blive rød i ca. 1 døgn efter behandlingen, dette skyldes at medicinen udskilles, og det er ufarligt.

Blodpropper

Du har øget risiko for at udvikle blodpropper i arme, ben og lunger pga. sygdom og behandling.

Blodpropper viser sig ved:

  • Hævelse, rødme, varme, smerter og tyngdefornemmelse i ben eller arm
  • Pludselig besværet vejrtrækning

Du kan have en blodprop uden at mærke det. Lægen vurderer din risiko for at udvikle blodprop gennem hele dit behandlingsforløb.

Samliv og seksualitet

Nærhed og intimitet er vigtigt for alle mennesker i alle aldre og i alle livsfaser. Sygdom og behandling kan påvirke dit samliv, og behovet for nærhed og intimitet kan forandre sig. Nogle oplever et større behov for nærhed og intimitet med deres partner, imens andre oplever det modsatte. Det er med andre ord forskelligt, hvordan man reagerer.

Vi vil gerne høre om dine eventuelle udfordringer, så vi kan støtte og vejlede dig.

Udeblivelse af menstruation

Du kan opleve, at din menstruation bliver uregelmæssig eller ophører. Det kan påvirke din evne til at få børn. Du kan blive gravid, selvom dine menstruationer er uregelmæssige eller udebliver under behandlingen. Vedvarende ophør af menstruation medfører, at du går i overgangsalderen tidligere end ellers. Det er vigtigt, at du fortæller os, hvis du har blødningsforstyrrelse og/eller symptomer på overgangsalder, herunder:

  • Hede-svedeture
  • Humørsvingninger
  • Tørre slimhinder
  • Nedsat sexlyst
  • Ledsmerter

Det er vigtigt, at du fortæller os om de gener, du oplever. Vi ønsker at hjælpe dig godt igennem behandlingen ved at forebygge og behandle eventuelle bivirkninger.

Forholdsregler og anbefalinger

Feber

Dit immunforsvar kan blive påvirket af behandlingen. Det betyder, at din krop kan have svært ved at bekæmpe infektioner. Du skal være opmærksom på tegn på infektion som eksempelvis:

  • Kulderystelser
  • Feber
  • Svie ved vandladning
  • Luftvejssymptomer i form af åndenød, hoste og/eller synkesmerter

Du skal straks kontakte Onkologisk Afdeling:

  • Hvis du måler en temperatur over 38,3 grader, uanset målemetode
  • Hvis du har målt to temperaturer på 38,0 grader eller derover, med mindst 1 times mellemrum, uanset målemetode

Det kan være nødvendigt, at du får taget blodprøver, og du kan blive indlagt til behandling med antibiotika.

Afkalkning af knoglerne

Du anbefales at tage et dagligt tilskud af calcium (kalk) og D-vitamin, fordi behandlingen øger din risiko for, at dine knogler afkalker.

Anbefalet daglig dosis er 800 - 1000 mg calcium med 20-40 mikrogram D-vitamin (max 95 mikrogram). Det er vigtigt, at du er fysisk aktiv og spiser sundt og varieret.

Fertilitet

Operation, stråleterapi og medicinsk kræftbehandling (kemoterapi) kan betyde, at din mulighed for at få børn bliver påvirket og i værste fald forsvinder.

Du skal forvente, at lægen forud for behandlingen fortæller dig om din mulighed for at bevare evnen til at få børn eller ej.

Det er vigtigt, at du føler dig godt informeret. Du er altid velkommen til at henvende dig til personalet i Afdelingen med spørgsmål. Vi vil gerne høre om dine tanker og bekymringer, hvis de påvirker din hverdag på en negativ måde.

Medicinsk kræftbehandling kan skade et foster. Du anbefales at anvende sikker svangerskabsforebyggende middel som kondom, spiral eller p-piller under behandlingen og op til 1/2 år efter afsluttet behandling.

Brug gerne prævention som du og din partner allerede har erfaring med, så sexlivet ikke kompliceres mere end nødvendigt.

Omgang med andre

Du kan omgås din familie og venner, som du plejer. Du, din familie og venner skal være opmærksomme på, at have en god håndhygiejne. Vi anbefaler:

  • Håndvask efter toiletbesøg
  • Håndvask før måltider
  • Undgå samvær med personer, der har en smitsom virus eller infektion

Blodprøver

Du skal som udgangspunkt have taget blodprøver før hver behandling, fordi kemoterapi hæmmer knoglemarvens dannelse af nye blodceller.

Du kan opleve, at behandlingen må udsættes, hvis blodprøven viser, at knoglemarven fortsat er hæmmet i dannelsen af nye blodceller.

Stop af behandling

Hvis du får uacceptable bivirkninger, selv ønsker at stoppe behandlingen, eller hvis behandlingen ikke har effekt, stoppes behandlingen.

Anden medicin

Hvis du tager anden medicin, kan det påvirke effekten af denne behandling.

Du skal oplyse om din øvrige medicin inklusiv naturmedicin, og hvis der er ændringer.

Kontakt

Er du og dine pårørende i tvivl om noget eller har spørgsmål, er I altid meget velkomne til at kontakte os.

Oversigt for dit behandlingsforløb

Oversigt for dit behandlingsforløb

Oversigt for dit behandlingsforløb

Kontakt

Kræft Ambulatorium,

Esbjerg 79 18 22 33

(hverdage, kl. 8.00-14.30)

 


pinfoSVS-1839777311-118 |   26.05.2026

APPFWU02V