Fulvestrant
Injektionsbehandling
Du kan i denne pjece læse om den behandling, vi tilbyder dig. Du finder information om behandlingens virkning og bivirkninger, og hvordan du forholder dig, hvis der opstår bivirkninger. Der er også information om forholdsregler til behandlingen. Du kan finde en oversigt over, hvordan behandlingen typisk forløber.
Du finder sidst i pjecen kontaktoplysninger på Onkologisk Afdeling.
Fulvestrant
Du tilbydes behandling med Fulvestrant, der er et antihormon, som gives mod hormonfølsom brystkræft.
Fulvestrant hindrer, at østrogen bindes til kræftcellerne, og hæmmer dermed væksten.
Fulvestrant gives som indsprøjtning i musklen i begge baller. Den første måned gives behandlingen hver 14. dag og herefter hver 4. uge. Behandlingen gives i Onkologisk Ambulatorium og tager ca. 20 min.
Bivirkninger
De fleste patienter tåler denne behandling godt. Du kan dog opleve bivirkninger af behandlingen. De hyppigste bivirkninger er:
Reaktion ved indstiksstedet
Du kan opleve ømhed og reaktion i området, hvor du har fået indsprøjtningen, dette er ufarligt og vil aftage igen.
Påvirkede leverblodprøver
Behandlingen kan påvirke leveren og give forhøjede blodprøve værdier. Du får derfor taget blodprøver i forbindelse med behandlingerne, så vi kan kontrollere dette.
Herudover kan man opleve at få en eller flere af følgende bivirkninger:
- Hedeture
- Kvalme
- Muskel- og ledsmerter
- Hovedpine
- Træthed
Blodpropper
Du har øget risiko for at udvikle blodpropper i arme, ben og lunger pga. sygdom og behandling.
Blodpropper viser sig ved:
- Hævelse, rødme, varme, smerter og tyngdefornemmelse i ben eller arm
- Pludselig besværet vejrtrækning
Du kan have en blodprop uden at mærke det.
Lægen vurderer din risiko for at udvikle blodprop gennem hele dit behandlingsforløb.
Det er vigtigt, at du fortæller os om de gener, du oplever. Vi ønsker at hjælpe dig godt igennem behandlingen ved at forebygge og behandle eventuelle bivirkninger.
Forholdsregler og anbefalinger
Afkalkning af knoglerne
Du skal tage et dagligt tilskud af calcium (kalk) og D-vitamin, fordi behandlingen øger risikoen for, at dine knogler afkalker. Anbefalet daglig dosis er 800 mg calcium med 30-40 mikrogram D-vitamin.
Det er vigtigt, at du er fysisk aktiv og spiser sundt og varieret.
Stop af behandling
Hvis du får uacceptable bivirkninger, selv ønsker at stoppe behandlingen eller, hvis behandlingen ikke har effekt, stoppes behandlingen.
Anden medicin
Hvis du tager anden medicin, kan det påvirke effekten af denne behandling. Du skal oplyse om din øvrige medicin inklusive naturmedicin, og hvis der er ændringer.
Oversigt over forløbet
Kontakt
Er du og dine pårørende i tvivl om noget eller har spørgsmål, er I altid meget velkomne til at kontakte os.
|
Kontakt Kræft Ambulatorium, Esbjerg 79 18 22 33 (hverdage, kl. 8.00-14.30) |
|
pinfoSVS-1839777311-217 | 28.04.2026 |