Skip til primært indhold

Paclitaxel - Trastuzumab - Pertuzumab

Behandling med drop

Du kan i denne pjece læse om den behandling, vi tilbyder dig. Du finder information om behandlingens virkning og bivirkninger, og hvordan du forholder dig, hvis der opstår bivirkninger. Der er også information om forholdsregler til behandlingen. Du kan finde en oversigt over, hvordan behandlingen typisk forløber.

Du finder sidst i pjecen kontaktoplysninger på Onkologisk Afdeling.

Behandlingen

Du har netop afsluttet nogle undersøgelser, hvorved der er påvist en udvikling i din brystkræftsygdom.

Du tilbydes en behandling, som består af 3 stoffer, 1 kemoterapi (Paclitaxcel) og 2 antistoffer (Trastuzumab & Pertuzumab). Med kombinationsbehandlingen forventer vi at kunne lindre dine eventuelle symptomer. I nogle tilfælde kan behandlingen få sygdommen til at forsvinde helt i kortere eller længere tid.

Paclitaxcel

Paclitaxcel er en kemoterapi, som gives mod brystkræft. Kemoterapi er en medicinsk behandling, der kan dræbe celler. Kemoterapi sørger for, at kræftcellerne svækkes eller dør. På den måde nedsættes kræftcellernes evne til at formere sig.

Trastuzumab

Trastuzumab er et antistof, som gives mod HER2- positiv brystkræft. Det virker ved at hæmme kræftcellers vækst ved at binde sig til HER2-receptorer på cellens overflade og derved forhindre en ukontrolleret celledeling.

Pertuzumab

Pertuzumab er et antistof, som gives mod HER2-positiv brystkræft. HER2 findes i store mængder på overfladen af nogle kræftceller og fremmer deres vækst. Når Pertuzumab binder sig til HER2, kan det bremse eller stoppe kræftcellernes vækst og oftest slå dem ihjel.

Sådan får du behandling med Paclitaxcel-Trastuzumab Pertuzumab

Du får behandling i Onkologisk Ambulatorium. Du får behandlingen i et drop. Der er flere muligheder:

  • At du får lagt en lille plastiknål i en blodåre på armen
  • At du får opereret et kammer (porth-a-Cath.) ind under huden ved kravebenet
  • At du får lagt en plastikslange i en blodåre i albueleddet (Picc-line)

Behandlingen bliver ført med blodet rundt i kroppen. Behandlingen med Paclitaxcel gives hver uge, hvorimod behandling med Trastuzumab og Pertuzumab kun gives hver 3. uge. 3 ugers behandling kaldes en serie.

Sådan får du første behandling i en serie

Den første behandling med Trastuzumab tager 90 minutter. Herefter holdes en pause på 30 minutter. Du skal derefter have behandling med Pertuzumab. Det tager 60 min., efterfulgt af en pause på 30 minutter. Til sidst får du Paclitaxcel. Det tager 60 minutter.

Du skal forventer at være i Ambulatoriet til observation for eventuelle

bivirkninger den første gang. Du skal opholde dig i Ambulatoriet til observation i

6 timer fra behandlingsstart. Ved de efterfølgende behandlinger tager henholdsvis Trastuzumab og Pertuzumab 30 minutter hver med pause mellem de 2 behandlinger på 30 minutter. Du skal efterfølgende være i Ambulatoriet til observation i 2 timer i alt fra behandlingens start.

Du bliver informeret mere detaljeret omkring behandlingen, når du kommer i Ambulatoriet.

Bivirkninger

Du kan opleve bivirkninger af behandlingen. Du skal ikke forvente alle bivirkninger. Du kan også opleve bivirkninger, som ikke er nævnt her.

Her kan du læse om de mest almindelige bivirkninger.

Kvalme og opkast

Du kan blive utilpas, få kvalme og kaste op på dagen. Du får forebyggende medicin mod kvalme og opkast i forbindelse med behandlingen.

Blodmangel, infektion og blødning

Du kan få blodmangel, infektion og blødning, da kemoterapi nedsætter knoglemarvens produktion af blodceller.

• Blodmangel kan vise sig som træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken

• Infektion kan vise sig ved feber, utilpashed og influenzasymptomer

• Blødning kan vise sig som for eksempel næseblod, blødning fra tandkødet, blå mærker og røde prikker i huden eller blod i urinen

Allergisk reaktion

Du kan reagere allergisk på behandlingen med Paclitaxcel. Hvis du reagerer allergisk, vil du mærke varmefornemmelse i kroppen, blive rød i ansigtet og på halsen. Din vejrtrækning og dit blodtryk kan også blive påvirket. Du får medicin for at forebygge en allergisk reaktion. Sygeplejersken holder godt øje med dig og behandler dig straks, hvis du reagerer allergisk.

Under behandling med Trastuzumab & Pertuzumab kan du opleve influenzasymptomer i form af kulderystelser, muskelsmerter, hovedpine og feber. Reaktionen er ganske ufarlig, og sygeplejersken vil også her holde godt øje med dig.

I sjældne tilfælde kan der opstå alvorlige allergiske reaktioner med blodtryksfald og åndenød. I så fald der opstår en allergisk reaktion, behandles denne straks. Du skal forblive i Ambulatoriet 30-60 minutter efter hver behandling til observation.

Vigtigt!

Når du kommer hjem efter behandlingen, skal du være opmærksom på, om du får feber eller åndenød. Dette kan være tegn på, at du reagerer kraftigt på behandlingen med Trastuzumab & Pertuzumab. Du skal derfor kontakte

Ambulatoriet eller sengeafsnittet, da det kan være nødvendigt, at du får medicin for bivirkningerne.

Hjertet

Trastuzumab & Pertuzumab kan påvirke hjertets pumpefunktion og derved svække det. Dette kan i sjældne tilfælde være en alvorlig- og varig bivirkning. Vi vil derfor kontrollere din hjertefunktion regelmæssigt under behandlingen. Svækkelse af hjertet kan vise sig ved bl.a. hævede ankler, at du er forpustet, hjertebanken eller trykkende smerter i brystet.

Påvirkning af nervesystemet

Paclitaxel kan give føleforstyrrelser i fingerspidser og fødder. Du kan føle det som prikkende-, stikkende-, og brændende fornemmelse, nedsat følelse eller som at gå på vat. Generne kan være forbigående eller kroniske.

Generne kan forebygges med kølehandsker og -futter under behandlingen.

Neglene

Dine negle kan blive rillede, fortykkede, misfarvede, flosse og knække.

I værste fald kan neglene løsne sig. Huden ved dine negle kan sprække og revne. Du får kølehandsker og -futter på under behandlingen for at forebygge påvirkning af dine negle.

Væske i kroppen

Du kan ophobe væske i din krop. Det kan f.eks. vise sig ved hævede ankler og vægtstigning.

Muskel- og ledsmerter

Du kan opleve muskel- og ledsmerter forårsaget af behandlingen. Såfremt du oplever det, kan det afhjælpes med svagt smertestillende medicin.

Træthed

Du kan opleve betydelig træthed og et behov for at sænke tempoet. Det kan have betydning for dine daglige aktiviteter. Det kan blive nødvendigt for dig at ændre dine daglige rutiner.

Slimhinder

Du kan opleve tørhed i dine slimhinder i mund, svælg, øjne, næse, endetarm og kønsorganer. Det kan vise sig ved:

  • Små sår i munden og næsen.
  • Rødme, ømhed, blister og følelsen af at være ru i munden.
  • Hvide belægninger i munden (kan være tegn på mundsvamp).
  • Svie og kløe ved endetarmen og ved kønsorganer.
  • At øjne og næse løber i vand.

Hududslæt

Du kan opleve tør, kløende hud og udslæt. Udslættet viser sig oftest i de første uger, og kan ligne bumser. Du får udleveret hudplejemidler i forbindelse med behandlingen. Udslættet kan betyde, at behandlingen skal justeres. Udslættet svinder ofte af sig selv med tiden.

Mave-tarmfunktion

Du kan få både diarre og forstoppelse afbehandlingen. Både diarre og forstoppelse er ubehageligt og skal behandles. Det er vigtigt, at du bevarer en normal tarmfunktion. Du vil få udleveret medicin og vejledning til at bevare eller genskabe normal tarmfunktion.

Tab eller udtynding af håret

Du vil tabe håret på hovedet. I nogle tilfælde vil du også tabe hår andre steder på kroppen. Selvom du er forberedt på hårtabet, kan det virke overvældende, at håret pludselig falder af i totter, nogle gange over ret kort tid.

Du kan opleve lette smerter og øget følsomhed i hovedbunden i forbindelse med hårtabet. Håret begynder typisk at vokse ud igen 4-6 uger efter endt behandling. Nogle oplever, at håret vokser lidt i perioden mellem behandlingerne. Det nye hår kan have en anden struktur eller farve. Det vil dog typisk få sit eget udseende tilbage. Du vil få tilskud til en paryk eller anden hovedbeklædning fra Onkologisk Afdeling.

Ændret appetit og vægt

Du kan opleve øget appetit og vægt. Det er vigtigt, at du holder vægten. Når du møder i Onkologisk Ambulatorium, skal du veje dig (der står en vægt i venteværelset). Du tilbydes vejledning efter behov.

Blodpropper

Du har øget risiko for at udvikle blodpropper i arme, ben og lunger pga. sygdom og behandling. Blodpropper viser sig ved:

  • Hævelse, rødme, varme, smerter og tyngdefornemmelse i ben eller arm
  • Pludselig forværret vejrtrækning

Du kan have en blodprop uden at mærke det. Lægen vurderer din risiko for at udvikle blodprop gennem hele dit behandlingsforløb.

Vener

Du kan opleve rødme og ømhed i den blodåre, hvor Paclitaxcel er givet.

Samliv og seksualitet

Din lyst og evne til seksuelt samvær kan blive nedsat i forbindelse med kræftsygdom og behandling. Det kan skyldes, at du er i en både fysisk og psykisk belastet situation.

Vi vil gerne høre om dine eventuelle udfordringer, så vi kan støtte og vejlede dig.

Udeblivelse af menstruation

Du kan opleve, at din menstruation bliver uregelmæssig eller ophører. Det kan påvirke din evne til at få børn, og du kan blive gravid, selvom dine menstruationer er uregelmæssige eller udebliver under behandlingen. Vedvarende ophør af menstruation medfører, at du går i overgangsalderen tidligere end ellers. Det er vigtigt, at du fortæller os, hvis du har blødningsforstyrrelser og/eller symptomer på overgangsalder, herunder:

  • Hede-/svedeture
  • Humørsvingninger
  • Tørre slimhinder
  • Nedsat sexlyst
  • Ledsmerter

Det er vigtigt, at du fortæller os om de gener, du oplever. Vi ønsker at hjælpe dig godt igennem behandlingen ved at forebygge og behandle eventuelle bivirkninger.

Forholdsregler & anbefalinger

Feber

Dit immunforsvar kan blive påvirket af behandlingen. Det betyder, at din krop kan have svært ved at bekæmpe infektioner. Du skal være opmærksom på tegn på infektion som eksempelvis:

  • Kulderystelser
  • Feber
  • Svie ved vandladning
  • Luftvejssymptomer i form af åndenød, hoste og/eller synkesmerter

Du skal straks kontakte Onkologisk Afdeling:

  • Hvis du måler en temperatur over 38,3 grader, uanset målemetode
  • Hvis du har målt to temperaturer på 38,0 grader eller derover, med mindst 1 times mellemrum, uanset målemetode

Det kan være nødvendigt, at du får taget blodprøver, og du kan blive indlagt til behandling med antibiotika.

Afkalkning af knoglerne

Du skal tage et dagligt tilskud af calcium (kalk) og D-vitamin, fordi behandlingen øger din risiko for, at dine knogler afkalker. Anbefalet daglig dosis er 800 - 1000 mg calcium med 20-40 mikrogram D-vitamin (maks. 95 mikrogram). Det er vigtigt, at du er fysisk aktiv og spiser sundt og varieret.

Prævention

Der udskilles kun ubetydelige mængder kemoterapi via kønsorganernes slimhinder. Du kan have samleje uden at skade din partner. Behandling med kemoterapi og antistof kan skade et foster. Du eller din partner skal anvende et sikkert svangerskabsforebyggende middel som kondom, spiral eller p-piller under behandlingen og indtil 6 måneder efter behandlingens ophør. Brug prævention som I har erfaring med, så sex ikke kompliceres.

Omgang med andre

Du kan omgås din familie og venner, som du plejer. Du, din familie og venner skal være opmærksomme på at have en god håndhygiejne. Vi anbefaler:

  • Håndvask efter toiletbesøg
  • Håndvask før måltider
  • Undgå samvær med personer, der har en smitsom virus eller infektion.

Blodprøver

Du skal som udgangspunkt have taget blodprøver før hver behandling, fordi kemoterapi hæmmer knoglemarvens dannelse af nye blodceller. Du kan opleve, at behandlingen må udsættes, hvis blodprøven viser, at knoglemarven fortsat er hæmmet i dannelsen af nye blodceller. Du kan evt. få taget blodprøverne på dit lokale sygehus dagen før.

Telefonsamtale

Du vil blive ringet op af en sygeplejerske dagen inden behandlingen, når en ny behandlingsserie påbegynder, hvis du ikke skal til læge forud for behandlingen. Du har også mulighed for selv at kontakte os. Telefonsamtalen har til formål at finde ud af, om du er klar til endnu en behandling. Du vil blive spurgt om, hvordan du har haft det siden sidste behandling. Ved behov aftales der en samtale med en læge næste dag. I telefonen vil du få svar på dine blodprøver. Er blodprøverne ikke tilfredsstillende, eller hvis du ikke føler dig klar til behandling, tilpasser vi din behandlingsplan.

Stop af behandlingen

Hvis du får uacceptable bivirkninger, selv ønsker at stoppe behandlingen, eller hvis behandlingen ikke har effekt, stoppes behandlingen.

Anden medicin

Hvis du tager anden medicin, kan det påvirke effekten afdenne behandling. Vi opfordrer dig til at oplyse om din øvrige medicin inklusiv naturmedicin, også hvis der er ændringer.

Undersøgelser

Røntgenundersøgelse/scanning

Du vil få 3 serier med behandling, hvorefter du vil få gentaget de undersøgelser, der før behandlingen viste aktivitet i sygdommen. Resultatet af disse undersøgelser vil afgøre, om du skal have yderligere behandling.

Hjertefunktion

Du skal have undersøgt dit hjerte ved et EKG (hjerteelektrodiagram) og ved en MUGA scanning (undersøgelse af hjertets pumpefunktion), før du starter behandlingen og ved eventuelle hjertegener fremadrettet.

Kontakt

Er du og dine pårørende i tvivl om noget eller har spørgsmål, er I altid meget velkomne til at kontakte os.

Tidslinje over et typisk forløb

Et billede, der indeholder tekst, skærmbillede, Font/skrifttype, nummer/tal

AI-genereret indhold kan være ukorrekt.

Kontakt

Kræft Ambulatorium,

Esbjerg 79 18 22 33

(hverdage, kl. 8.00-14.30)


pinfoSVS-1839777311-231 | 28.04.2026

APPFWU01V