Trastuzumab/Pertuzumab
Injektionsbehandling
Du kan i denne pjece læse om den behandling, vi tilbyder dig. Du finder information om behandlingens virkning og bivirkninger, og hvordan du forholder dig, hvis der opstår bivirkninger. Der er også information om forholdsregler til behandlingen. Du kan finde en oversigt over, hvordan behandlingen typisk forløber.
Du finder sidst i pjecen kontaktoplysninger på Onkologisk Afdeling.
Behandling
Du har netop afsluttet nogle undersøgelser, hvorved der er påvist en udvikling i din brystkræftsygdom.
Du tilbydes behandling med lægemidlet "PHESGO", der anvendes til at behandle en type af brystkræft kaldet HER2-positiv brystkræft.
PHESGO
PHESGO indeholder de aktive stoffer Pertuzumab og Trastuzumab og tilhører en gruppe lægemidler, der kaldes antistoffer. PHESGO gives mod brystkræft og virker ved at hæmme kræftcellers vækst ved at binde sig til HER2-receptorer på cellens overflade og derved forhindre en ukontrolleret celledeling. PHESGO er således en skræddersyet behandling, som tilbydes kvinder med brystkræft, der er HER2-positive.
HER2 findes i store mængder på overfladen af nogle kræftceller og fremmer deres vækst. Når PHESGO binder sig til HER2, kan den bremse eller stoppe kræftcellernes vækst og oftest slå dem ihjel.
Sådan får du behandling med PHESGO
Behandlingen med PHESGO gives som en indsprøjtning under huden hver 3. uge. Den første injektionsbehandlingen tager 8 minutter. Sygeplejersken vil holde øje med, om du får bivirkninger under indsprøjtningen og i 30 minutter efter, indsprøjtningen er afsluttet. De efterfølgende injektionsbehandlinger gives, hvis den første indsprøjtning ikke har forårsaget alvorlige bivirkninger.
Indsprøjtningen gives fortsat under huden og vil tage 5 min. Sygeplejersken vil holde øje med bivirkninger under indsprøjtningen og i 15 min. efter indsprøjtningen er afsluttet.
Indsprøjtningen gives skiftevis i det ene og det andet lår.
I forbindelse med din behandling med PHESGO, vil du også få andre lægemidler. Nedenfor er er sat et kryds udfor den behandling, som du tilbydes sideløbende med PHESGO:
- Kemoterapi
- Antihormon/Endokrin behandling
Antallet af indsprøjtninger afhænger af, hvordan du reagerer på behandlingen, herunder udviklingen af din sygdom.
Bivirkninger
Du kan opleve bivirkninger af behandlingen. Du skal ikke forvente alle bivirkninger. Du kan også opleve bivirkninger, som ikke er nævnt her. Her kan du læse om de mest almindelige bivirkninger.
Allergisk reaktion
Under behandling med PHESGO kan du opleve influenzasymptomer i form af kulderystelser, muskelsmerter, hovedpine og feber. Reaktionen er ganske ufarlig, og sygeplejersken vil holde godt øje med dig. Reaktionen opstår oftest i forbindelse med den første behandling og kun sjældent ved de efterfølgende behandlinger.
I sjældne tilfælde kan der opstå alvorlige allergiske reaktioner med blodtryksfald og åndenød. Sygeplejersken behandler dig straks, hvis du udvikler en allergisk reaktion.
Vigtigt!
Under behandlingsforløbet skal du være opmærksom på, om du får feber eller åndenød. Dette kan være tegn på, at du reagerer kraftigt på behandlingen med PHESGO. Du skal derfor kontakte Ambulatoriet eller sengeafsnittet, da det kan være nødvendigt, at du får medicin for bivirkningerne.
Påvirket hjertefunktion
PHESGO kan påvirke hjertets pumpefunktion og derved svække det. Dette kan i sjældne tilfælde være en alvorlig- og varig bivirkning. Vi vil derfor kontrollere din hjertefunktion regelmæssigt under behandlingen.
Fortæl os, hvis du oplever problemer med hævede ankler, åndenød, hjertebanken eller trykkende smerter i brystet under behandlingen.
Betændelseslignende reaktion i lungerne
Meget sjældent kan der opstå en betændelseslignende reaktion i lungerne. Bivirkningen forekommer hos mindre end 0,1 % af dem, der modtager behandling med PHESGO. Symptomerne er hoste, åndenød og eventuelt feber.
Reaktion på injektionsstedet
Ved indsprøjtning af PHESGO kan der forekomme lette smerter, rødme og hævelse i det område, hvor indsprøjtningen gives.
Væske i kroppen
Du kan ophobe væske i din krop. Det kan f.eks. vise sig ved hævede ankler og vægtstigning.
Træthed
Du kan opleve betydelig træthed og et behov for at sænke tempoet. Det kan have betydning for dine daglige aktiviteter. Det kan blive nødvendigt for dig at ændre dine daglige rutiner.
Slimhinder
Du kan opleve tørhed i dine slimhinder i mund, svælg, øjne, næse, endetarm og kønsorganer. Det kan vise sig ved:
- Små sår i munden og næsen
- Rødme, ømhed, blister og følelsen af at være ru i munden
- Hvide belægninger i munden (kan være tegn på mundsvamp)
- Svie og kløe ved endetarmen og ved kønsorganer
- At øjne og næse løber i vand
Hududslæt
Du kan opleve tør kløende hud og udslæt. Udslættet viser sig oftest i de første uger og kan ligne bumser. Du får udleveret hudplejemidler i forbindelse med behandlingen. Udslættet kan betyde, at behandlingen skal justeres. Udslættet svinder ofte af sig selv med tiden.
Mave- tarmfunktion
Du kan få både diarré og forstoppelse af behandlingen. Både diarré og forstoppelse er ganske ubehageligt og skal behandles. Det er vigtigt, at du bevarer en normal tarmfunktion, og du vil få udleveret medicin og vejledning til at bevare eller genskabe normal tarmfunktion.
Behandling med PHESGO kan forårsage let til moderat diarré, men kan også være meget svær eller vedvarrende diarré (7 eller flere afføringer om dagen). I så fald at problemer med diarré indtræder i dit behandlingsforløb, hører vi gerne fra dig.
Kvalme/opkast
Du skal ikke forvente at få kvalme og opkastning ved denne form for behandling. Du får udleveret kvalmestillende medicin, som du kan tage ved behov.
Ændret appetit og vægt
Du kan opleve øget appetit og vægt. Det er vigtigt, at du holder vægten. Når du møder i Onkologisk Ambulatorium, skal du veje dig (der står en vægt i venteværelset). Du tilbydes vejledning efter behov.
Blodpropper
Du har øget risiko for at udvikle blodpropper i arme, ben og lunger pga. sygdom og behandling. Blodpropper viser sig ved:
- Hævelse, rødme, varme, smerter og tyngdefornemmelse i ben eller arm
- Pludselig forværret vejrtrækning
Du kan have en blodprop uden at mærke det. Lægen vurderer din risiko for at udvikle blodprop gennem hele dit behandlingsforløb.
Samliv og seksualitet
Nærhed og intimitet er vigtigt for alle mennesker i alle aldre og i alle livsfaser. Sygdom og behandling kan påvirke dit samliv, og behovet for nærhed og intimitet kan forandre sig.
Nogle oplever et større behov for nærhed og intimitet med deres partner, imens andre oplever det modsatte. Det er med andre ord forskelligt, hvordan man reagerer.
Det er vigtigt, at du fortæller os om de gener, du oplever. Vi ønsker at hjælpe dig godt igennem behandlingen ved at forebygge og behandle eventuelle bivirkninger.
Forholdsregler & anbefalinger
Feber
Dit immunforsvar kan blive påvirket af behandlingen. Det betyder, at din krop kan have svært ved at bekæmpe infektioner. Du skal være opmærksom på infektion som eksempelvis:
- Kulderystelser
- Feber
- Svie ved vandladning
- Luftvejssymptomer i form af åndenød, hoste og/eller synkesmerter
Du skal straks kontakte Onkologisk Afdeling:
- Hvis du måler en temperatur over 38,3 grader, uanset målemetode
- Hvis du har målt to temperaturer på 38,0 grader eller derover, med mindst 1 times mellemrum, uanset målemetode
Det kan være nødvendigt, at du får taget blodprøver, og du kan blive indlagt til behandling med antibiotika.
Omgang med andre
Du kan omgås din familie og venner, som du plejer. Du, din familie og venner skal være opmærksomme på at have en god håndhygiejne. Vi anbefaler:
- Håndvask efter toiletbesøg
- Håndvask før måltider
- Undgå sanvær med personer, der har en smitsom virus eller infektion
Stop af behandlingen
Hvis du får uacceptable bivirkninger, selv ønsker at stoppe behandlingen, eller hvis behandlingen ikke har effekt, stoppes behandlingen.
Anden medicin
Hvis du tager anden medicin, kan det påvirke effekten af denne behandling. Du skal oplyse om din øvrige medicin inklusiv naturmedicin, også hvis der ændres i din vanlige medicin undervejs i behandlingsforløbet.
Undersøgelser
Røntgenundersøgelse/scanning
Du skal have undersøgt dit hjerte ved et EKG (hjerteelektrodiagram) og ved en MUGA scanning (undersøgelse af hjertets pumpefunktion), før du starter behandlingen og ved eventuelle hjertegener fremadrettet.
Kontakt
Er du og dine pårørende i tvivl om noget eller har spørgsmål, er I altid meget velkomne til at kontakte os
|
Kontakt Kræft Ambulatorium, Esbjerg 79 18 22 33 (hverdage, kl. 8.00-14.30)
|
|
pinfoSVS-1839777311-195 | 03.07.2026 |