Skip til primært indhold

Paclitaxel - Trastuzumab - Pertuzumab før operation (PHESGO)

Kombinationsbehandling med drop & injektion

Du kan i denne pjece læse om den behandling, vi tilbyder dig. Du finder information om behandlingens virkning og bivirkninger, og hvordan du forholder dig, hvis der opstår bivirkninger. Der er også information om forholdsregler til behandlingen. Du kan finde en oversigt over, hvordan behandlingen typisk forløber.

Du finder sidst i pjecen kontaktoplysninger på Onkologisk Afdeling.

Behandling

Behandlingen består af tre stoffer, et kemoterapi (Paclitaxel) og to antistoffer (Trastuzumab og Pertuzumab).

Med disse tre stoffer forventer vi, at reducere kræftknudens størrelse inden din operation for brystkræft. Vi forventer også, at behandlingen vil fjerne de kræftceller, der eventuelt har løsnet sig fra brystknuden og eventuelt befinder sig andre steder i kroppen.

Forud for hver behandlingsserie vurderer vi effekten af behandlingen ved at undersøge dit bryst og vurdere knudens størrelse. Det betyder, at en læge vil undersøge dit bryst og evaluere effekten af behandlingen hver 3. uge.

Paclitaxel

Paclitaxel er et kemoterapi, som gives mod brystkræft. Kemoterapi er en medicinsk behandling, der kan dræbe celler. Kemoterapi sørger for, at kræftcellerne svækkes eller dør. På den måde nedsættes kræftcellers evne til at udvikle sig.

Trastuzumab/Pertuzumab - PHESGO

PHESGO indeholder de aktive stoffer Trastuzumab og Pertuzumab og tilhører en gruppe lægemidler, der kaldes antistoffer. PHESGO gives mod brystkræft og virker ved at hæmme kræftcellers vækst ved at binde sig til HER2-receptorer på cellens overflade og derved forhindre en ukontrolleret celledeling. PHESGO er således en skræddersyet behandling, som tilbydes kvinder med brystkræft, der er HER2-positive.

HER2 findes i store mængder på overfladen af nogle kræftceller og fremmer deres vækst. Når PHESGO binder sig til HER2, kan den bremse eller stoppe kræftcellernes vækst og oftest slå dem ihjel.

Sådan får du behandling med Paclitaxel, Trastuzumab & Pertuzumab

Behandlingen med Paclitaxel bliver ført med blodet rundt i kroppen. Der er flere muligheder, når du skal have Paclitaxel:

  • At du får lagt en lille plastiknål i en blodåre på armen
  • At du får opereret et kammer (port-a-Cath.) ind under huden ved kravebenet
  • At du får lagt en blød plastikslange i en blodåre i overarmen (Picc-line)

Behandlingen med Trastuzumab og Pertuzumab gives samlet i én injektionssprøjte, som gives under huden.

Behandlingen med Paclitaxel gives hver uge, hvorimod behandlingen med Trastuzumab og Pertuzumab kun gives hver 3. uge. 3 ugers behandling kaldes en serie, du skal forvente 4 serier i alt inden din operation. Efter operationen anbefaler vi, at du fortsætter behandlingen med Trastuzumab, så der gives i alt 17 behandlinger.

Hvis der påvises restsygdom i det væv, der fjernes ved operation, vil vi anbefale en anden medicinsk behandling.

Sådan får du første behandling i en serie

Injektionsbehandling med Trastuzumab/Pertuzumab gives under huden og vil tage 8 minutter. Sygeplejersken vil holde øje med, om du får bivirkninger under indsprøjtningen og i 30 minutter efter indsprøjtningen er afsluttet. Indsprøjtningen gives skiftevis i det ene og det andet lår. Behandlingen med Paclitaxel tager 60 min. fra infusionen sættes i gang.

De efterfølgende injektionsbehandlinger med Trastuzumab/Pertuzumab gives, hvis den første indsprøjtning ikke har forårsaget alvorlige bivirkninger.

Indsprøjtningen gives fortsat under huden og vil tage 5 min. Sygeplejersken vil holde øje med bivirkninger under indsprøjtningen og i 15 min. efter indsprøjtningen er afsluttet.

Behandlingen med Paclitaxel tager fortsat 60 min. fra infusionsstart.

Bivirkninger

Du kan opleve bivirkninger af behandlingen. Du skal ikke forvente alle bivirkninger. Du kan også opleve bivirkninger, som ikke er nævnt her. Her kan du læse om de mest almindelige bivirkninger.

Kvalme og opkast

Du kan blive utilpas, få kvalme og kaste op på dagen og i dagene efter behandlingen. Du får forebyggende medicin mod kvalme og opkast i forbindelse med behandlingen.

Blodmangel, infektion og blødning

Du kan få blodmangel, infektion og blødning, da kemoterapi nedsætter knoglemarvens produktion af blodceller.

  • Blodmangel kan vise sig som træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken
  • Infektion kan vise sig ved feber, utilpashed og influenza symptomer
  • Blødning kan vise sig som for eksempel næseblod, blødning fra tandkødet, blå mærker og røde prikker i huden eller blod i urinen.

Allergisk reaktion

Du kan reagere allergisk på behandlingen med Paclitaxel. Hvis du reagerer allergisk, vil du mærke varmefornemmelse i kroppen, blive rød i ansigtet og på halsen. Din vejrtrækning og dit blodtryk kan også blive påvirket. Du får medicin for at forebygge en allergisk reaktion. Sygeplejersken holder godt øje med dig og behandler dig straks, hvis du reagerer allergisk.

Under behandling med Trastuzumab & Pertuzumab kan du opleve influenzasymptomer i form af kulderystelser, muskelsmerter, hovedpine og feber. Reaktionen er ganske ufarlig, og sygeplejersken vil også her holde godt øje med dig. Reaktionen opstår oftest i forbindelse med den første behandling og kun sjældent ved de efterfølgende behandlinger.

I sjældne tilfælde kan der opstå alvorlige allergiske reaktioner med blodtryksfald og åndenød. Sygeplejersken behandler dig straks, hvis du udvikler en allergisk reaktion.

Vigtigt!

Under behandlingsforløbet skal du være opmærksom på, om du får feber eller åndenød. Dette kan være tegn på, at du reagerer kraftigt på behandlingen med Trastuzumab & Pertuzumab. Du skal derfor kontakte Ambulatoriet eller sengeafsnittet, da det kan være nødvendigt, at du får medicin for bivirkningerne.

Hjertet

Trastuzumab & Pertuzumab kan påvirke hjertets pumpefunktion og derved svække det. Dette kan i sjældne tilfælde være en alvorlig- og varig bivirkning. Vi vil derfor kontrollere din hjertefunktion regelmæssigt under behandlingen. Fortæl os, hvis du oplever hævede ankler, åndenød, hjertebanken eller trykkende smerter i brystet under behandlingen.

Betændelseslignende reaktion i lungerne

Meget sjældent kan der opstå en betændelseslignende reaktion i lungerne. Bivirkningen forekommer hos mindre end 0,1 % af dem, der modtager behandling med Trastuzumab og Pertuzumab. Symptomerne er hoste, åndenød og eventuelt feber.

Reaktion på injektionsstedet

Ved indsprøjtning af Trastuzumab/Pertuzumab kan der forekomme lette smerter, rødme og hævelse i det område, hvor indsprøjtningen gives.

Påvirkning af nervesystemet

Du kan opleve føleforstyrrelser i fingerspidser og fødder. Du kan føle det som prikkende-, stikkende-, og brændende fornemmelse, nedsat følelse eller som at gå på vat. Generne kan være forbigående eller kroniske.

Neglene

Dine negle kan blive rillede, fortykkede, misfarvede, flosse og knække. I værste fald kan neglene løsne sig. Huden ved dine negle kan sprække og revne.

Du får is-sko og is-handsker på under behandlingen for at forebygge påvirkning af dit nervesystem og dine negle.

Væske i kroppen

Du kan ophobe væske i din krop. Det kan f.eks. vise sig ved hævede ankler og vægtstigning.

Muskel- og ledsmerter

Du kan opleve muskel- og ledsmerter forårsaget af behandlingen. Såfremt du oplever det, kan det afhjælpes med tablet Ibuprofen 400mg x 3 dagligt.

Træthed

Du kan opleve betydelig træthed og et behov for at sænke tempoet. Det kan have betydning for dine daglige aktiviteter. Det kan blive nødvendigt for dig at ændre dine daglige rutiner.

Slimhinder

Du kan opleve tørhed i dine slimhinder i mund, svælg, øjne, næse, endetarm og kønsorganer. Det kan vise sig ved:

  • Små sår i munden og næsen
  • Rødme, ømhed, blister og følelsen af at være ru i munden
  • Hvide belægninger i munden (kan være tegn på mundsvamp)
  • Svie og kløe ved endetarmen og ved kønsorganer
  • At øjne og næse løber i vand
  •  

Hududslæt

Du kan opleve tør kløende hud og udslæt. Udslættet viser sig oftest i de første uger og kan ligne bumser. Du får udleveret hudplejemidler i forbindelse med behandlingen. Udslættet kan betyde, at behandlingen skal justeres. Udslættet svinder ofte af sig selv med tiden.

Mave- tarmfunktion

Du kan få både diarre og forstoppelse af behandlingen. Både diarre og forstoppelse er ganske ubehageligt og skal behandles. Det er vigtigt, at du bevarer en normal tarmfunktion, og du vil få udleveret medicin og vejledning til at bevare eller genskabe normal tarmfunktion.

Behandling med Trastuzumab/Pertuzumab kan forårsage let til moderat diarré, men kan også være meget svær eller vedvarende diarré (7 eller flere afføringer om dagen). I så fald at problemer med diarré indtræder i dit behandlingsforløb, hører vi gerne fra dig.

Tab eller udtynding af håret

Du vil tabe håret på hovedet. I nogle tilfælde vil du også tabe hår andre steder på kroppen. Selvom du er forberedt på hårtabet, kan det virke overvældende, at håret pludselig falder af i totter, nogle gange over ret kort tid.

Du kan opleve lette smerter og øget følsomhed i hovedbunden i forbindelse med hårtabet. Håret begynder typisk at vokse ud igen 4-6 uger efter endt behandling. Nogle oplever, at håret vokser lidt i perioden mellem behandlingerne. Det nye hår kan have en anden struktur eller farve. Det vil dog typisk få sit eget udseende tilbage. Du vil få tilskud til en paryk eller anden hovedbeklædning fra Onkologisk Afdeling.

Ændret appetit og vægt

Du kan opleve øget appetit og vægt. Det er vigtigt, at du holder vægten. Når du møder i Onkologisk Ambulatorium, skal du veje dig (der står en vægt i venteværelset). Du tilbydes vejledning efter behov.

Blodpropper

Du har øget risiko for at udvikle blodpropper i arme, ben og lunger pga. sygdom og behandling. Blodpropper viser sig ved:

  • Hævelse, rødme, varme, smerter og tyngdefornemmelse i ben eller arm
  • Pludselig forværret vejrtrækning

Du kan have en blodprop uden at mærke det. Lægen vurderer din risiko for at udvikle blodprop gennem hele dit behandlingsforløb.

Vener

Du kan opleve rødme og ømhed i den blodåre, hvor Paclitaxcel er givet.

Samliv og seksualitet

Din lyst og evne til seksuelt samvær kan blive nedsat i forbindelse med kræftsygdom og behandling. Det kan skyldes, at du er i en både fysisk og psykisk belastet situation.

Vi vil gerne høre om dine eventuelle udfordringer, så vi kan støtte og vejlede dig.

Udeblivelse af menstruation

Du kan opleve, at din menstruation bliver uregelmæssig eller ophører. Det kan påvirke din evne til at få børn, og du kan blive gravid, selvom dine menstruationer er uregelmæssige eller udebliver under behandlingen. Vedvarende ophør af menstruation medfører, at du går i overgangsalderen tidligere end ellers.

Det er vigtigt, at du fortæller os, hvis du har blødningsforstyrrelser og/eller symptomer på overgangsalder, herunder:

  • Hede-/svedeture
  • Humørsvingninger
  • Tørre slimhinder
  • Nedsat sexlyst
  • Ledsmerter

Det er vigtigt, at du fortæller os om de gener, du oplever. Vi ønsker at hjælpe dig godt igennem behandlingen ved at forebygge og behandle eventuelle bivirkninger.

Forholdsregler & anbefalinger

Feber

Dit immunforsvar kan blive påvirket af behandlingen. Det betyder, at din krop kan have svært ved at bekæmpe infektioner. Du skal være opmærksom på tegn på infektion som eksempelvis:

  • Kulderystelser
  • Feber
  • Svie ved vandladning
  • Luftvejssymptomer i form af åndenød, hoste og/eller synkesmerter

Du skal straks kontakte Onkologisk Afdeling:

  • Hvis du måler en temperatur over 38,3 grader, uanset målemetode
  • Hvis du har målt to temperaturer på 38,0 grader eller derover, med mindst 1 times mellemrum, uanset målemetode

Det kan være nødvendigt, at du får taget blodprøver, og du kan blive indlagt til behandling med antibiotika.

Afkalkning af knoglerne

Du skal tage et dagligt tilskud af calcium (kalk) og D-vitamin, fordi behandlingen øger din risiko, for at dine knogler afkalker. Anbefalet daglig dosis er 800-1000 mg calcium med 20-40 mikrogram D-vitamin (maks. 95 mikrogram). Det er vigtigt, at du er fysisk aktiv og spiser sundt og varieret.

Prævention

Der udskilles kun ubetydelige mængder kemoterapi via kønsorganernes slimhinder. Du kan have samleje uden at skade din partner.

Kemoterapi kan skade et foster. Du eller din partner skal anvende et

sikkert svangerskabsforebyggende middel som kondom, spiral eller p-piller under behandlingen og indtil 6 måneder efter behandlingens ophør. Brug prævention som I har erfaring med, så sex ikke kompliceres.

Omgang med andre

Du kan omgås din familie og venner, som du plejer. Du, din familie og venner skal være opmærksomme på at have en god håndhygiejne. Vi anbefaler:

•   Håndvask efter toiletbesøg.

•   Håndvask før måltider.

•   Undgå samvær med personer, der har en smitsom virus eller infektion.

Blodprøver

Du skal som udgangspunkt have taget blodprøver før hver behandling, fordi kemoterapi hæmmer knoglemarvens dannelse af nye blodceller. Du kan opleve, at behandlingen må udsættes, hvis blodprøven viser, at knoglemarven fortsat er hæmmet i dannelsen af nye blodceller. Du kan evt. få taget blodprøverne på dit lokale sygehus dagen før.

Stop af behandlingen

Hvis du får uacceptable bivirkninger, selv ønsker at stoppe behandlingen, eller hvis behandlingen ikke har effekt, stoppes behandlingen.

Anden medicin

Hvis du tager anden medicin, kan det påvirke effekten af denne behandling. Du skal oplyse om din øvrige medicin inklusivnaturmedicin, også hvis der ændres i din vanlige medicin undervejs i behandlingsforløbet.

Tidslinje

Undersøgelser

Røntgenundersøgelse/scanning

Du vil få 4 behandlingsserier, hvorefter du får foretaget de undersøgelser, som du fik inden behandlingen startede. Herefter vil du blive henvist til brystkirurgerne med henblik på operation.

Hjertefunktion

Du skal have undersøgt dit hjerte ved et EKG (hjerteelektrodiagram) og ved en MUGA scanning (undersøgelse af hjertets pumpefunktion), før du starter behandlingen og ved eventuelle hjertegener fremadrettet.

Kontakt

Er du og dine pårørende i tvivl om noget eller har spørgsmål, er I altid meget velkomne til at kontakte os.

Kontakt

Kræft Ambulatorium,

Esbjerg 79 18 22 33

(hverdage, kl. 8.00-14.30)

 


pinfoSVS-1839777311-131 |   22.05.2026

APPFWU01V