Behandling med vækstfaktor under kemoterapi
Kemoterapi nedsætter midlertidigt knoglemarvens evne til at producere hvide blodlegemer, som udgør en del af kroppens immunforsvar. Hvis antallet af hvide blodlegemer er lavt, vil din risiko for infektion være øget. Et lavt antal hvide blodlegemer kan betyde, at vi er nødt til at udsætte din behandling med kemoterapi.
For at mindske risikoen for infektion og udsættelse af din kemoterapi, vil vi gerne give understøttende behandling med vækstfaktor, der stimulerer dannelsen af hvide blodlegemer i knoglemarven.
Hvornår anvendes vækstfaktor:
Ved behandling med visse kombinationer med kemoterapi er det obligatorisk at give vækstfaktor allerede fra første behandling.
Vækstfaktor kan også anvendes, hvis du har været indlagt med infektion (og havde et lavt immunforsvar) eller forebyggende, hvis din behandling har været udsat.
Hvornår og hvem giver vækstfaktor:
Vækstfaktor gives som injektion under huden minimum 24 timer efter kemoterapi. Injektionen kan gives af hjemmesygeplejersken eller din praktiserende læge. Du kan også selv lære at tage injektionen hjemme, hvis du foretrækker det.
Typer af vækstfaktor:
Peg-filgrastim: Anvendes, hvis du får kemoterapi hver 2. eller 3. uge og gives som en enkelt injektion ca. 24 timer efter behandling med kemoterapi. Må være uden for køleskabet i højst 72 timer.
Filgrastim: Anvendes, hvis du får ugentlig kemoterapi og gives som daglige injektioner, typisk i 3 til 5 dage startende ca. 24 timer efter kemoterapi. Må være uden for køleskabet i højst 15 dage ved stuetemperatur (dog ikke over 25 grader). Filgrastim skal transporteres fra Kræft Ambulatoriet og direkte til hjemmet, hvor det straks sættes i køleskabet. Må IKKE fryses
Egnet injektionssted:
Indsprøjtningen gives i maveregionen, undtagen området omkring navlen. Det er godt at ændre injektionsstedet hver gang for at undgå risikoen for ømhed på et enkelt sted.
Indsprøjtningen:
Vær sikker på at sprøjten er intakt og ikke beskadiget. Du må ikke anvende sprøjten, hvis du bemærker
nogen form for beskadigelse.
Rengør din hud ved at benytte en desinfektionsserviet og klem sammen med tommeltot og pegefinger uden
at klemme til.
Klem let sammen om huden på injektionsstedet med den ene hånd. Kanylen stikkes ind i injektionsstedet i en
45-90 graders vinkel med den anden hånd, uden at stempelhovedet berøres. Anbring din tommeltot på
stempelhovedet. Tryk stempelhovedet i bund med et fast tryk til sidst for at sikre, at tømningen af sprøjten
gennemført. Hold huden i et sikkert greb, indtil injektionen er gennemført. Hold sprøjten stille og løft langsomt
tommelfingeren fra stempelhovedet. Stempelhovedet vil bevæge sig op med tommelfingeren og fjederen vil
trække kanylen tilbage fra injektionsstedet og ind i kanylebeskytteren.
Bortskaffelse af den brugte injektionssprøjte:
Må kasseres i husholdningsaffald. Ved tvivl kan sprøjten medbringes til afdelingen.
Bivirkninger til vækstfaktor:
I dagene efter injektionen kan der forekomme knogle- og muskelsmerter, hovedpine og kvalme. Det kan være nødvendigt at anvende smertestillende medicin. Rådfør dig med Kræft Ambulatoriet.
Ved injektionsstedet i huden kan der komme rødme og irritation. Sjældent ses alvorlige bivirkninger som allergiske reaktioner, forstørret milt, åndenød og hududslæt. Det er vigtigt at du kontakter os med det samme, hvis du får mistanke om alvorlige bivirkninger af behandlingen med vækstfaktor.
|
Kontakt Kræft Ambulatorium, Esbjerg 79 18 22 33 (hverdage, kl. 8.00-14.30)
|
|
pinfoSVS-1839777311-223 | 27.05.2026 |