Skip til primært indhold

Ny klinik for senfølger efter kræft på Sydvestjysk Sygehus Esbjerg

Klinik for senfølger efter kræft er forankret i Kræftambulatoriet på Sydvestjysk Sygehus Esbjerg, og er etableret pr. 1. oktober 2021.

Sydvestjysk Sygehus ønsker med senfølgeklinikken at styrke indsatsen til patienter med senfølger efter kræft ved at organisere et tværfagligt og målrettet tilbud til patientgruppen. Med etablering af senfølgeklinikken er det samtidig målet at synliggøre og øge den tværfaglige opmærksomhed omkring, hvordan senfølger efter kræft kan se ud.

Senfølger efter kræft

Senfølger efter kræft kan ramme alle organsystemer og omfatter ny primær kræftsygdom og fysiske, psykiske eller sociale forandringer, der er en følge af kræftsygdommen og/eller behandlingen af denne. Senfølger efter kræft er således helbredsproblemer, der opstår under primær behandling og bliver kroniske, eller som opstår og manifesterer sig måneder eller år efter kræftbehandlingen er afsluttet. Der er en lang række senfølger efter kræft herunder generende træthed, nedsat lyst til seksuelt samvær, muskel- og ledsmerter, koncentrations- og hukommelsesbesvær m.fl.

For mere information om senfølger efter kræft henvises til Region Syddanmarks rapport Senfølger efter kræft – Oplæg til nye indsatser for bedre behandling af senfølger efter kræft i Region Syddanmark. 2021 samt Sundhedsstyrelsens udgivelse Forløbsprogram for rehabilitering og palliation i forbindelse med kræft. 2018.

Patientens forløb i Klinik for senfølger efter kræft på Sydvestjysk Sygehus Esbjerg
Formålet med en senfølgeklinik er at tilbyde borgere med uafklarede eller ubehandlede senfølger efter kræftbehandling mulighed for afklaring, rådgivning og evt. behandling af deres gener.

Et forløb i senfølgeklinikken vil typisk indeholde:

  • 1. samtale og undersøgelse
  • Evt. supplerende undersøgelse eller henvisning til udredning i relevant special
  • 2. samtale med henblik på opfølgning på evt. iværksat behandling
  • Afslutning

Henvisning og visitation

Tilbuddet kræver en henvisning fra egen læge eller sygehus-/hospitalsafdeling. Senfølgeklinikken er et samarbejde mellem Sygehus Lillebælt Vejle og Sydvestjysk Sygehus Esbjerg, hvorfor henvisningen skal sendes til Onkologisk Ambulatorium Sygehus Lillebælt Vejle.

Oplysninger om modtagende afdeling

Henvisningen kan sendes elektivt til:

Onkologisk Afdeling
Vejle Sygehus
Beriderbakken 4
7100 Vejle
Telefon 7940 6000

SKS-kode: 6008189
Sygehus Lillebælt Onkologisk Ambulatorium (Vejle)

Fraser til henvisning

I henvisningen fra den praktiserende læge ønskes følgende oplysninger:

Symptomer/gener fra patienten, der ønskes afdækket
Oplysning om tidligere kræft og kræftbehandling, såfremt oplysning haves
Oplysning om allerede iværksat tiltag mhp. bedring af generne
Oplysninger om komorbiditet

Lokalitet

Senfølgeklinikken
Kræftambulatoriet
Sydvestjysk Sygehus Esbjerg
Haraldsgade 7F, Indgang 1
6700 Esbjerg

Telefon til sekretariat: 7918 2233
Telefontid mandag til fredag kl. 8.00-14.30 (lukket på helligdage)

Se også visitationsretningslinjer på sundhed.dk.

APPFWU02V