Skip til primært indhold

Patienter med langvarig hovedpine efter hjernerystelse får nu unik mulighed

Hovedpineambulatoriet ved Esbjerg og Grindsted Sygehus, Syddansk Universitetshospital vil undersøge nye behandlingsmuligheder for patienter med langvarig hovedpine efter hjernerystelse.

Sasha Revelius Gaj Baatz er sygeplejerske og ph.d.-studerende på afdeling for hjerne- og nervesygdomme ved Esbjerg Sygehus. Hun forsker i fremtidens behandling for patienter med langvarig hovedpine efter hjernerystelse.

Sasha Revelius Gaj Baatz er sygeplejerske og ph.d.-studerende på afdeling for hjerne- og nervesygdomme ved Esbjerg Sygehus. Hun forsker i fremtidens behandling for patienter med langvarig hovedpine efter hjernerystelse.

Hvert år pådrager 25.000 danskere sig en hjernerystelse. Symptomerne kan spænde fra kvalme, opkastninger, træthed, hukommelsesbesvær og svimmelhed til hovedpine. Og faktisk oplever 10 procent af alle med hovedpine efter hjernerystelse stadig at have daglig smerter i hovedet flere år efter.

- I hovedpineambulatoriet ser vi patienter der dagligt lever med hovedpine flere år efter hjernerystelse. Deres liv er blevet vendt på hovedet, og de kan ikke alt det, de plejede. Vi vil gerne hjælpe dem med at få det bedre og at tage ejerskab over deres egen behandling, fortæller Sasha Revelius Gaj Baatz – sygeplejerske og ph.d.-studerende på afdeling for hjerne- og nervesygdomme ved Esbjerg Sygehus.

På Hovedpineambulatoriet ved Esbjerg og Grindsted Sygehus, Syddansk Universitetshospital har man igangsat et nyt forskningsprojekt, der skal give patienterne bedre behandlingsmuligheder i fremtiden.

 

Alvorlige konsekvenser  

Sasha og hendes kollegaer i hovedpineambulatoriet ser og hører dagligt om de mange konsekvenser, det har, for patienterne at leve med langvarig hovedpine efter hjernerystelse.

- Vi ser både, at vores patienter ind imellem oplever ikke at kunne passe deres arbejde, må gå ned i tid, har problemer med at udføre almindelige opgaver og husholdningsopgaver, melder fra til sociale arrangementer og ikke kan indgå i deres familie- og sociale liv, som de ønsker. Deres hovedpine bliver et handicap, som man ikke kan se med det blotte øje, forklarer Sasha Revelius Gaj Baatz.

 

Behandling til en overset gruppe

I Danmark er der på nuværende tidspunkt ikke en ensrettet behandling for patienter med langvarig hovedpine efter hjernerystelse.

- Der findes ingen nationale retningslinjer for, hvordan vi behandler patienter med langvarig hovedpine efter hjernerystelse bedst, fordi det er meget individuelt. Men undersøgelser peger på, at en tidlig indsats med individuel vurdering af behov for vejledning samt fysioterapi måske kan gøre en stor forskel, fortæller Sasha.

Derfor har Sasha udformet et projekt, hvor frivillige i målgruppen får en individuel vurdering af deres hovedpine og behov for fysioterapi og fysisk træning - samtidig med, at de skal modtage undervisning i at håndtere hovedpinen i dagligdagen. Projektet er opsat som et lodtrækningsstudie, hvor den nye behandling holdes op mod det eksisterende tilbud, samtidigt med at projektet også indeholder en vinkling, hvor deltagernes spørges ind til deres oplevelser af forløbet.  

- deltagerne i projektet får tilbudt et forløb, der er tilrettelagt efter deres personlige behov. Vi vil over fem uger følge dem tæt og efterfølgende løbende evaluere projektet og udvide forskningsfokus. Vores håb er, at vi kan gøre en forskel for behandlingen af denne oversete patientgruppe i fremtiden, siger Sasha begejstret.

 

Forskning tæt på

Vil du også være med som forsøgsperson i forskningen for bedre behandling af langvarig hovedpine efter hjernerystelse, så meld dig til i dag.

  • Du skal være mellem 18 og 60 år gammel
  • Du skal have pådraget dig et kraftigt slag mod hovedet inden for de sidste 2 til 6 måneder

Ring og få mere info.

Telefon: 21 27 62 84

APPFWU02V