Skip til primært indhold

10 års jubilæum: Akutlægebilens historie

Den 1. september kunne akutlægebilen på SVS fejre 10-års jubilæum

Det var ikke givet på forhånd, at Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg skulle have en akutlægebil. Da overlæge på afdeling for operation og anæstesi, Lars Erik Larsen, blev ansat på sygehuset i 1992 var de første lægebiler allerede implementeret rundt omkring i Danmark, men Ribe Amt var dengang ikke interesseret i at få samme ordning til Esbjerg.

Lars Erik har altid haft stor interesse for præhospital behandling. Allerede som medicinstuderende havde han snust til andre dele af denne verden gennem sit job som brandmand, og interessen havde holdt ved, selvom han nu var uddannet og ansat som læge på vores sygehus.

- Mit hjertebarn har altid været den præhospitale verden, og det har fyldt meget i mit arbejdsliv at få præhospital behandling implementeret i Esbjerg. Jeg har været med gennem alle årene og er først for nylig ved at trække mig tilbage, fortæller Lars Erik.

Oksbøllejren rykker ud
Da Lars Erik Larsen fik job på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, var der en aftale med Oksbøllejerens lægebemandede ambulance om, at ambulancen stod til rådighed for civilbefolkningen i Blåvandshuk Kommune i tilfælde af alvorlig sygdom og/eller ulykke.
Det var lægerne, der bemandede infirmeriet i Oksbøl, som kørte med lægeambulancen. Den kørte frem til 2013 og var startskuddet på præhospital behandling i området.

Anæstesisygeplejerske, Hanne Sørensen og tidligere administrerende overlæge Mogens Djernes
 

Udrykningshold
I 1995 begyndte anæstesiafdelingen at sende et udrykningshold (bestående af vagthavende anæstesipersonale) ud, hvis der var tid til det på sygehuset.

- På det tidspunkt var jeg ansat under den daværende adm. overlæge Mogens Djernes. Han var også visionær, så jeg fik lov at intensivere muligheden for anvendelsen af udrykningshold, specielt til svære trafikulykker med fastklemte, drukneulykker, og lign, siger Lars Erik.

Udrykningsholdet blev afhentet af ambulance eller politi og af de 198 gange holdene blev rekvireret, måtte man 26 gange afvise at rykke ud, da der ikke kunne frigøres personale.

- Den vigtigste opgave var jo at passe patienterne på sygehuset, men når vi kom afsted, så kunne vi nogle gange komme behandlingen i forkøbet, for vi ville jo se patienterne alligevel på sygehuset. Derfor gav det rigtig god mening, at vi kunne komme med så ofte som overhovedet muligt. Fortæller Lars Erik.

 

Tæt samarbejde
Gennem årene indså man, at de præhospitale akutlæger fra SVS faktisk var med til at gøre en forskel for patienterne, og derfor voksede efterspørgslen også, så det blev oftere og oftere, at ambulancetjenesten bedte om hjælp.


Lægebehandlingen blev et supplement til den allerede etablerede præhospitale behandling.

- Man skal ikke underkende ambulancetjenesten. Det er dem, som trækker det store læs, og de er helt uundværlige ude på skadestedet, og meget af behandlingen kan de også helt selv klare i dag. Det akutlægen kan er, at han kan gøre det, som kun en læge har kompetencer til. Ligesom han kan give en ekstra hånd på skadestedet - Lægen kan jo også sætte plaster på og andre ting, der ikke nødvendigvis er lægearbejde, hvis der er brug for det.

Akutlæge i sin fritid
I 2003 blev Lars Erik ansat som præhospital leder i Ribe Amt, og han fremlagde de følgende år flere forskellige modeller for en bedre præhospital behandling af akut syge i Ribe Amt, og den 1. januar 2006 gav Ribe Amt lov til, at Lars Erik kunne have en énmandsbetjent lægebil i sin fritid udenfor sygehuset.

- Det blev så min egen bil, som jeg kørte som akutlægebil i min fritid.  Jeg kørte omkring halvanden tur i døgnet og omkring 400-500 ture på et år. Det var nogle spændende, men også hårde år, for jeg vidste jo aldrig, hvornår jeg var hjemme, og hvis jeg skulle på opgave, så anede jeg ikke, hvor lang tid, det ville tage. 

 

Akutlægebilen kommer
Da regionerne blev oprettet i 2007 blev det hurtigt besluttet, at behandlingen skulle ensrettes for alle borgere i Region Syddanmark. Det var allerede en akutlægebil i Aabenraa og i Odense, så for at alle borgere hurtigt kunne få præhospital behandling skulle der nu også oprettes akutlægebiler i Esbjerg, Kolding og Svendborg.

I 2009 startede den første døgnbemandede akutlægebil til Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, og Lars Erik blev udnævnt til leder af den og skulle implementere og starte den op.

- Det var en rigtig spændende tid, for jeg havde jo mine erfaringer fra tiden før og fra min egen lægebil, men nu skulle den være døgnbemandet, og ville der overhovedet være stor nok interesse for det blandt mine kollegaer? Heldigvis har det gået fint med at få nok interesserede læger og reddere til at døgnbemande bilen, så den nu kører omkring seks ture i døgnet og tilser over 2000 patienter om året, fortæller Lars Erik.

 

APPFWU02V