Hundredevis af gæster på SVS
310 gæster fra ind- og udland besøgte SVS den 7. maj for at komme helt tæt på forbedringsarbejdet på sygehuset.
Tirsdag den 7. maj 2019 samledes repræsentanter fra regionerne, socialområdet, psykiatrien, England, Holland, Skotland og Schweiz på Blue Water Arena for at dele deres erfaringer med kvalitets- og forbedringsarbejde i sundhedssektoren.
Sygeplejefaglig direktør, Susanne Lauth, bød gæsterne velkommen:
- Vores vigtigste opgave er at sikre gode forløb for patienterne. Det gør vi netop også ved at evaluere vores arbejde og spørge os selv, om der er noget, vi kan gøre endnu bedre. Det er derfor vi er samlet her i dag, så vi kan dele vores erfaringer, lære af hinanden på tværs af enheder og lande og skabe endnu bedre rammer for forbedringsarbejdet i fremtiden.
- Det er ligeledes meget glædeligt, at vi har 23 internationale gæster og gæster fra øvrige regioner, som har lyst til at lære af, hvordan vi arbejder med forbedringer i Region Syddanmark, siger Susanne Lauth.
Rundvisning
Og læringsseminaret stod virkelig i forbedringens tegn.
Ud over planlagte talks, workshops og networking blev alle gæsterne også inviteret ind på sygehuset i Esbjerg og ligeledes i psykiatrien for på den måde at komme helt tæt på forbedringsarbejdet i praksis.
Afsnittene leverede meget flotte præsentationer, og det blev livligt diskuteret, hvordan planlægning, organisering og tavler blandt andet kan være med til at bidrage til forbedringsarbejdet og en større værdi for patienterne.
- Det er meget positivt, at vi kan præsentere så mange gode eksempler på, hvordan vi arbejder med forbedring på SVS, for de mange nationale og internationale gæster. Vi er meget stolte af vores mange forbedringsinitiativer på SVS, selvom der også hos os konstant er mulighed for endnu flere forbedringer. Vi håber, at vore gæster kan tage inspiration med hjem til dem selv, når dagen er omme, siger Susanne Lauth.