Mange flere får hjælp til at kvitte smøgerne
På fire måneder har over 100 patienter sagt ja til at kvitte rygningen, i 2018 var der kun to patienter, som blev henvist til et kommunalt rygestoptilbud
Rygestopambassadørerne på Sydvestjysk Sygehus er en osende succes. På blot fire måneder har de mangedoblet antallet af henvisninger til kommunale rygestoptilbud for patienterne.
I 2018 henviste sygehuset to patienter til et kommunalt rygestoptilbud, men siden rygestopambassadørerne blev implementeret på sygehuset i marts, som en del af den regionale tobaksindsats, har de henvist over 100 patienter til kommunal hjælp til en røgfri fremtid.
Maja Steendorph Petersen er reservelæge på Arbejdsmedicinsk Afdeling. Hun blev blandt andet rygestopambassadør, fordi hun ønsker at forebygge i stedet for at behandle, når skaden er sket på grund af røg.
- Som en del af den regionale tobaksindsats, skal vi spørge alle rygere, om de ønsker en henvisning til et kommunalt rygestoptilbud. Det kommer meget naturligt at spørge, da vi allerede spørger ind til rygevaner som en del af den faste undersøgelse på Arbejdsmedicinsk afdeling. På den måde er det ikke så meget anderledes end før vi fik en tobaksindsats, fortæller Maja.
Lægesekretær, Kirsten Brink, supplerer:
- Vi skal blot nogle år tilbage, så havde vi slet ikke muligheden for at henvise til den her type tilbud i kommunerne, men det har vi nu, og det er endda rigtig gode tilbud, så vi kan give patienterne den bedste hjælp. Det gør det også let for patienterne, når vi tager første kontakt, og det er rigtig godt, siger Kirsten, der også er rygestopambassadør.
Ingen dårlige undskyldninger
De uddannede rygestopambassadører på Sydvestjysk Sygehus går forrest og underviser deres kollegaer, når det gælder om at slå hul på samtalen om rygning.
- Vi går ikke ind i samtalen for at diskutere, om rygning er godt eller skidt. Det vigtigste er blot at gøre patienten opmærksom på, at der er til tilbud til dem, og hvis de har lyst, så vil vi gerne hjælpe dem med at komme videre, siger Maja Steendorph Petersen.
- Ja på den måde bliver vi ikke sundhedsvæsenet, som kommer og trækker rygestoppet ned over hovederne på dem. Det er vigtigt, de føler, at de har medbestemmelse over beslutningen, ellers gør det ingen forskel, fortæller Kirsten Brink.