Skip til primært indhold

Mustafa Habes er ny læge i Praksisklinikken

Fra den 1. juli vil patienterne i Praksisklinikken på Sydvestjysk Sygehus blive mødt af overlæge, Mustafa Habes. Han overtager opgaven fra Elsemarie Døssing, der stopper på fredag.

Det er en - på flere måder - erfaren læge, som patienterne i Praksisklinikken på Sydvestjysk Sygehus vil møde efter den 1. juli, hvor overlæge Mustafa Habes afløser Elsemarie Døssing som klinikkens primære læge.

Den 59-årige Mustafa Habes har både masser af erfaring som praktiserende læge, men er også rig på erfaring fra Sydvestjysk Sygehus og faktisk også Praksisklinikken. Sidstnævnte sted har han været tilknyttet som fast vikar siden klinikkens åbning i sensommeren sidste år, mens det er mere end 25 år siden, at han første gang virkede som læge på sygehuset i Esbjerg. 

Det seneste års tilknytning til Praksisklinikken har været så positivt, at Mustafa Habes ikke tøvede, da muligheden for den faste stilling bød sig.

- Jeg glæder mig meget og kender jo også allerede en del patienter, fordi jeg har været tilknyttet klinikken siden åbningen. Jeg ser en spændende udfordring i at være del af Praksisklinikken, der jo med sin beliggenhed på sygehuset, giver muligheder for at prøve nogle ting af. Blandt andet i samarbejde med primærsektoren, siger Mustafa Habes.     

Region Syddanmark har fået godkendelse af Sundheds- og Ældreministeriet til at drive Praksisklinikken på Sydvestjysk Sygehus i op til seks år. Formålet er både at bidrage til sikring af lægevalget i Esbjerg samt at afprøve nye måder at organisere praksisdriften på og optimere det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde omkring patienterne på.

Sygeplejerske Ninna Pedersen vil fortsat være tilknyttet Praksisklinikken ligesom også klinikkens sekretærer fortsætter.
Elsemarie Døssing forlader klinikken for at tiltræde en stilling som ledende overlæge på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa.  

APPFWU01V