Skip til primært indhold

Patienter: Det er vigtigt at føle sig tryg

Godt 70 patienter og pårørende delte rundhåndet ud af ris, ros og gode idéer, da Sydvestjysk Sygehus markerede den internationale "Hvad er vigtigt for dig-dag".

- Det giver tryghed, at der kommer nogen ind på stuen, som jeg kender og de kender mig. Det føles lidt som Fredericia Banegård, når nye sygeplejersker hele tiden kommer for at hilse på og tage sig af mig.

En 80-årig kvinde er ikke i tvivl om, hvad der er vigtigt for hende, når hun besøger Sydvestjysk Sygehus (SVS). Her har hun desværre tilbragt en del tid. Sidste år mistede hun sin mand efter et længere forløb på sygehuset og fornylig har hun selv været indlagt i ti dage. Kvinden har altså en vis erfaring med SVS som både patient og pårørende og deler hjertens gerne ud af den, da hun på årets ”Hvad er vigtigt for dig-dag" stoppes af spørgelystne sygehusmedarbejdere i forhallen i Esbjerg.

Der er kaffe på kanden, nybagt kage og bløde møbler at synke ned i. Rammerne er sat til en god snak om det, der er vigtigt, når man besøger SVS – og den mulighed griber i alt godt 70 patienter og pårørende denne formiddag i Esbjerg og Grindsted.

"Hvad er vigtigt for dig-dagen" er en international en af slagsen og markeres mange steder i verden, hvor borgere med kontakt til sundhedsvæsenet får det åbne spørgsmål: Hvad er vigtigt for dig?

På Sydvestjysk Sygehus inviterer blandt andre Thomas Lillerøj og Julius Ravn, medlemmer af sygehusets Patient- og pårørendepanel til en snak.

En af dem, der griber muligheden, er en midaldrende kvinde, der står overfor sin fjerde kemokur. For hende er det vigtigste, at sygehusets medarbejdere tager sig tid til hende og er venlige, søde og rare.
For en 34-årig mor med et kronisk sygt barn er det vigtigste den tryghed, som personalet giver hendes barn, mens det for en 69-årig pårørende til en kronisk syg er vigtigt at blive set og hørt.

I løbet af formiddagen når godt 70 patienter og pårørende at dele, hvad der er vigtigt for dem i kontakten med sygehuset. På blokkene kommer megen ros, lidt ris og gode ideer til forbedringstiltag. De præsenteres snarest for sygehusets ledelse og afdelingerne, der så får til opgave at arbejde videre med at imødekomme det, der er vigtigt for patienter og pårørende, når de besøger sygehuset.

APPFWU02V