Tryghed giver tilfredshed på fødegangen
Fødegangen på Sydvestjysk Sygehus har nogle af landets mest tilfredse fødende. Særligt når det gælder medarbejdernes imødekommenhed og jordemødrenes tilstedeværelse på fødestuerne.
For Dorthe Svenning og Lasse Berg Havkrog Jensen er to blevet til tre. Svøbt i dynen i Dorthes arme ligger parrets lille søn. Fødslen er et døgn væk og lykken stor – det samme er parrets tilfredshed med hele forløbet på Sydvestjysk Sygehus.
- Fødslen gik godt. Vi følte os trygge og hvis vi blev i tvivl om noget, var der altid en at spørge. Jordemoderen var utrolig nærværende sammen med os, fortæller de.
Den oplevelse er parret langt fra alene med. En ny landsdækkende patienttilfredshedsundersøgelse viser, at kun ét andet fødested i Danmark har mere tilfredse patienter end Sydvestjysk Sygehus, når det gælder spørgsmålet om jordemødrenes tilstedeværelse på fødestuerne. Den høje tilfredshed placerer sygehuset i Esbjerg langt over landsgennemsnittet.
- Det afspejler fint, den måde vi arbejder. Når en kvinde er i aktiv fødsel hos os, så arbejder man en til en. Det vil sige, at jordemoderen har den ene fødsel at koncentrere sig om og ikke en masse andre opgaver oveni. Det glæder mig, at de fødende også i vid udstrækning har den opfattelse, siger chefjordemoder, Anne-Marie Jensen.
Er du tryg?
Også når det gælder den generelle tilfredshed med fødselsforløbet scorer fødegangen på Sydvestjysk Sygehus højt på tilfredshedsbarometret. Her placerer SVS sig som fjerdebedst ud af landets mere end 20 fødesteder.
Det er blandt andet spørgsmålet om personalets venlig- og imødekommenhed, der trækker op – og det glæder chefjordemoderen, for det er lidt af en mærkesag på fødegangen i Esbjerg.
- Vi giver os roen og tiden til at snakke med kvinderne. Der er ikke noget værre end fornemmelsen af, at nogen ikke har tid til en, hvis man har brug for det. Når en kvinde ringer ind, slutter vi altid samtalen af med at spørge: Er du tryg ved det, vi har aftalt? Er hun ikke det, tilbyder vi, at hun kan blive kigget på. Vi signalerer åbenhed, at der ikke er lukket herind til, selv om vores vurdering måske nok er, at det er for tidligt at komme ind. Men er kvinden utryg, er hun velkommen, siger Anne-Marie Jensen, der sammen med sit personale og den øvrige afdelingsledelse også har arbejdet med modtagelsen af de fødende i travle perioder, hvor mange nye verdensborgere gerne vil se dagens lys samtidig.
- Vi har gennem tiden lært, at kvinderne ikke kan bruge til noget at få at vide, vi har travlt, når de ringer herind. Det samme gælder for kvinder, der ligger på fødestuerne. De kan ikke bruge til noget, om der ligger syv andre ude på gangen og vi løber rundt uden at have nået vores frokost. Så vi skelner meget mellem, hvad der er relevant viden for de fødende og hvad der rent logistisk er vores opgave at løse andetsteds, siger Anne-Marie Jensen.
- Patienterne skal simpelthen ikke belemres med, om vi har travlt. De ringer, fordi de har et behov og det skal vi hjælpe dem med uanset om vi er midt i et vagtskifte eller har travlt, fastslår Sidsel Bøggild Ipsen, ledende overlæge på Gynækologisk-obstetrisk afdeling, hvor det også – med opbakning fra sygehusets direktion – er vedtaget, at fødende aldrig afvises på grund af mangel på hænder som følge af travlhed.
- Vi oplever indimellem at modtage fødende fra andre fødesteder, men det kommer ikke til at ske her. Har man Esbjerg som fødested, så føder man her. Man vil aldrig få at vide, at vi har for travlt til at tage imod. Det løser vi, siger Anne-Marie Jensen.
Hjælp til stort og småt
Godt et døgn efter fødslen er Dorthe Svenning og Lasse Berg Havkrog Jensen snart på vej hjem med deres førstefødte. Glade, lykkelige og lidt spændte for, når barselsklinikken på Sydvestjysk Sygehus lægges bag dem, forsvinder trygheden ved at have vejledning lige ved hånden. Selvfølgelig ved de godt, at de ligesom alle andre nybagte forældre i Region Syddanmark kan kontakte barselsklinikken de næste syv dage, men i sygehusets rammer har de fundet tryghed.
- Vi følte os trygge under hele fødselsforløbet og hvis vi blev i tvivl om noget, var der altid en, vi kunne spørge. Også efter fødslen har vi kunnet få hjælp til alt – stort og småt – vi måtte have af spørgsmål. Det har været rigtig dejligt.